Med den hastige vækst af Jordens ørkenområder m.v. er de fleste enige om, at klimaet og dermed luftens CO2-indhold p.t. er det største miljøproblem i verden.
Ligeledes er der bred enighed om, at skurken er den fossile CO2. Uden den ville der være ligevægt mellem den CO2, der optages af grønne planter og træer, og den CO2, der frigives, når disse plantedele spises, brændes eller blot rådner op.
For at få den fossile CO2 bragt ned, skal brugen af fossilt energistof således reduceres, og da det ikke ligger i kortene, at verden kan spare sig til en reduktion, er den eneste vej til at reducere forbruget af fossilt energistof at erstatte det med noget ikke-fossilt energistof!
Læs også: Baggrund: Kampen om de danske skove
Dette ikke-fossile energistof kan principielt tilvejebringes på to forskellige måder. Den ene er ud fra et biomateriale, og den anden er ud fra PtX, baseret på grøn el eller brint.
I Europa og ikke mindst i Danmark har vi i de senere år udfaset ganske meget sort energistof ved substitution med biodiesel, bioethanol, biogas og træflis m.v. Denne proces er baseret på kendte og gennemprøvede teknikker, der kan frembringe grønt energistof til ca. 5 kr. pr. kg olieækvivalent.
Energistof baseret på PtX er imidlertid endnu kun på pilotstadiet og skønnes at ville komme til at koste ca. 10 kr. pr. kg olieækvivalent. Der er således god grund til fortsat at fremme produktionen af biobaserede energistoffer mest muligt som den p.t. hurtigste og billigste vej til at erstatte det sorte energistof.
Som kilde til grønt vedvarende energistof spiller skove en vigtig rolle, vel at mærke skove, der drives som ‘vedvarende’ produktionsskov, hvor der hvert år plantes og høstes, så vedmassen i skoven hele tiden mindst er konstant. En sådan skov vil år efter år præstere et stort optag af CO2, der dels bindes i en årrække i form af brugstræ i huse og møbler, og dels som flis og brænde, der erstatter en tilsvarende mængde fossilt energistof.
En urørt skov er derimod som en brakmark. Det organiske stof, der dannes, rådner igen og frigiver derved igen den optagne CO2, vel at mærke uden at fortrænge noget fossilt energistof.
I Danmark er vi dygtige til at drive skovene ‘vedvarende’, på den måde at man høster ved at udtynde på en sådan måde, at stort set alt lyset hele tiden udnyttes, så produktionen hele tiden er maksimal under fastholdelse af den totale biomasse. Danske kraftværker kan således med god og grøn samvittighed købe dansk biomasse.
Anderledes er det imidlertid ved køb i udlandet. Selv om vi beder om aldrig så mange certifikater på udenlandsk træ, vil køb af en fraktion næsten uundgåeligt starte et skred, der ender med, en absolut ikke ‘vedvarende’ skovhugst.
En braklægning af danske skove betyder således direkte, at der fjernes mindre CO2 fra atmosfæren, og at der er mindre dansk energistof til at fortrænge sort energistof. Danmark vil jo gerne bryste sig af at være foregangsland på energiområdet, og i det mindste bør vi vel ikke gøre noget, vi ikke synes, at andre skal gøre.
Men reducerer de øvrige europæiske lande deres skovproduktion tilsvarende som Danmark og blot køber mere oversøisk træ, kan man hurtigt forestille sig, hvordan det går med urskovene rundt omkring og med biodiversiteten i disse områder. Biodiversitet er naturligvis noget, alle bør arbejde for, men når vi agerer globalt, f.eks. ved at købe masser af træ rundt omkring, må vi også tænke globalt og så vidt muligt agere, som vi også synes, at andre skal og bør agere.
Selve tanken om, at vi bare kan undlade at høste, hidrører sandsynligvis fra, at de internationale regnemodeller til måling af CO2-emission for nemheds skyld kun medtager fossilt CO2 ud fra devisen om, at det er det, der er skurken, hvorimod CO2, der optages i skov og planter, bare frigives igen, når flisen eller biogassen brændes.
Man overser imidlertid dermed, at ganske rigtigt tager kulstoffet blot en karruseltur, men for hver omdrejning fortrænges en tilsvarende mængde fossilt kulstof. At bremse denne karrusel er altså det samme som at fremme brugen af fossilt energistof.
I tal kan en dansk veldrevet skov år efter år opsamle CO2 og producere energistof svarende til ca. 5 ton CO2 pr. ha pr. år. De 80.000 ha, der er planer om at gøre til urørt skov, vil således direkte skade Danmarks CO2-regnskab med 400.000 ton CO2 pr. år, men desværre fremgår dette af ovennævnte grunde bare ikke af det officielle CO2-regnskab.
Næsten for at føje spot til skade er det brugeren af træet, der får de officielle miljøpoint, hvorimod producenten af det grønne energistof negligeres.
Det helt analoge ses inden for landbruget, hvor dyrkerne blot får at vide, at deres traktor bruger sort diesel, hvorimod det er brugerne af biogassen eller biodieselen der får pointene.
Der bør således laves et regneprogram, der også indregner produktion af energistof, da dette jo på mange måder er mere prisværdigt end at forbruge det.
