Efter nytår vil aktører på droneområdet stå i en ny retlig virkelighed, hvor droneflyvning ikke alene vil være reguleret af nationale (danske) regler, men primært af nye EU-regler. De nye regler er et positivt skridt i retning mod at sikre en mere ensartet droneregulering til stor gavn for mulighederne for kommerciel droneflyvning, men reglernes kompleksitet og uklarhed giver dog også anledning til en vis bekymring. Man kan frygte, at færre virksomheder vil være motiverede til at implementere droner operationelt, selvom der er gode kommercielle og samfundsmæssige grunde til det.
Ved første øjekast kan det da også virke som en uoverskuelig opgave at finde rundt i de nye regler, og derfor beskriver vi nedenfor de væsentlige overvejelser ved kommerciel droneflyvning.
1. Kommercielle behov og dronens anvendelse: Som det første bør virksomheden være meget omhyggelig med at afdække de kommercielle behov og den påtænkte anvendelse af droner, inden der kigges nærmere på den juridiske ramme herfor. Sker dette ikke som det første, bliver det en nærmest umulig opgave at fastlægge, hvordan den juridiske spilleplade ser ud, og hvilke udfordringer der eventuelt ligger heri. Samtidig tvinger det virksomheden til at overveje og forfine den pågældende business case.
2. Droneflyvningens kategori: Når virksomheden har afdækket de kommercielle behov og den påtænkte anvendelse, bør der tages stilling til, hvilken kategori droneflyvningen falder inden for. Ifølge de nye regler skal der sondres mellem den åbne, den specifikke og den certificerede kategori. Hver kategori er underlagt sit eget operative regelsæt, dvs. regler om bl.a. tilladelser, operatørens kompetencer, flyvehøjder m.v.
Hvor den åbne kategori er kendetegnet ved at stille færrest krav, kommer den certificerede kategori omvendt til at ligne bemandet luftfart. Den specifikke kategori udgør derfor en mellemting, som det må forventes, at størstedelen af de kommercielle droneflyvninger vil falde inden for. Hvis dronen f.eks. skal anvendes inden for bymæssigt område og samtidig vejer mere end 4 kg, vil flyvningen altid falde inden for den specifikke kategori.
Ud over dette vil droneflyvningens kategori dog altid bero på en konkret vurdering, som særligt vil afhænge af de risici, der er forbundet med droneflyvningen. Eksempelvis om der sker overflyvning af forsamlinger, flyvning uden for droneoperatørens synsfelt, eller om dronen i øvrigt medbringer en last.
3. Behovet for tilladelser: Fremadrettet vil adskillelsen mellem den åbne og specifikke kategori også få betydning for, om droneoperatøren skal søge tilladelse eller ej. I den åbne kategori kræves der ikke tilladelse til flyvningen, mens det modsatte er tilfældet i den specifikke kategori. Tilladelsen kommer i tre former.
Som det første findes operationstilladelsen, som kræver, at droneoperatøren gennemfører en omfangsrig risikovurdering ud fra den såkaldte SORA-model (Specific Operations Risk Assessment). Fordelen er, at droneoperatøren bliver stillet mere frit, idet denne i princippet kan gennemføre alle former for flyvninger inden for den specifikke kategori, så længe Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen er tilfreds med droneoperatørens risikovurdering.
Alternativt kan droneoperatøren fremsende en såkaldt operationel erklæring. Forskellen fra en operationstilladelse er, at der skal flyves ud fra et såkaldt standardscenarie, hvilket i grove træk er en forudbestemt risikovurdering, som letter byrden forbundet med at udarbejde en risikovurdering fra bunden.
Som et tredje alternativ kan droneoperatøren ansøge om et såkaldt LUC (Light UAS Operator Certificate). Droneoperatøren kan herved godkende egne flyvninger inden for de rammer, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fastlægger. Hvis droneoperatøren gennemfører flere ensartede flyvninger, kan et LUC være den oplagte løsning. Det kan være omkostnings- og tidsbesparende, fordi droneoperatøren ikke kontinuerligt skal søge om nye operationstilladelser, hvor der ikke findes et standardscenarie endnu. For at opnå et LUC skal droneoperatøren dog bl.a. have en vis ekspertise inden for risikovurderinger samt etablere og opretholde et system, som sikrer overholdelse af gældende regler.
4. Er et standardscenarie det rigtige valg? For de fleste droneoperatører vil standardscenariet virke som det oplagte valg. Imidlertid bør man være mere kritisk end som så. Standardscenarierne lemper godt nok de byrder, der er forbundet med at gennemføre en risikovurdering fra bunden. Det eneste, droneoperatøren skal sikre, er, at droneflyvningen sker i overensstemmelse med standardscenariet. Omvendt stilles der krav til dronens indretning, og der findes en lang række begrænsninger, hvis man vælger at flyve ud fra et standardscenarie.
Modsat giver en operationstilladelse en større grad af frihed for droneoperatøren, idet det i princippet kun vil være fantasien, der sætter grænser, så længe Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen vurderer, at risikovurderingen er tilstrækkelig.
Derfor bliver særligt to kommercielle aspekter afgørende, når der skal tages stilling til, om et standardscenarie eller en operationstilladelse er det rette valg: omkostninger og behov. Omkostningerne vil klart være højere ved at skulle gennemføre flyvninger ud fra en operationstilladelse, men omvendt er anvendelsesperspektiverne væsentligt bredere. Et standardscenarie indskrænker sig derimod til få specifikke anvendelsesperspektiver, fordi der på nuværende tidspunkt kun findes et begrænset antal standardscenarier. Omvendt vil det næsten uden undtagelse være billigere at anvende et standardscenarie.
Virksomheden bør derfor gøre op med sig selv, om det er økonomi eller fleksibilitet, der vejer tungest. Hvis fleksibiliteten til at gennemføre særlige typer af droneflyvninger vejer tungest, vil det formentlig stadig være mest oplagt at udarbejde en risikovurdering fra bunden. Standardscenarier kan derimod være en oplagt mulighed, hvis det økonomiske råderum er begrænset, og/eller virksomheden stadig blot ønsker at afprøve, om der er en reel business case.
5. Andre relevante regler: EU-reglernes kompleksitet og omfang vil formentlig medføre, at mange virksomheder ikke vil være i stand til at se skoven for bare træer – forstået på den måde, at virksomhederne risikerer at overfokusere på de nye EU-regler og derved overse regler, som er mindst lige så vigtige. Dette gælder eksempelvis regler om databeskyttelse, tv-overvågning, frekvensanvendelse, forstyrrelse af elektronisk udstyr samt støj.
Droneoperatøren skal derfor bl.a. være opmærksom på, om der optages billeder af personer, og om dette kan foregå lovligt inden for rammerne af tv-overvågningsloven og databeskyttelseslovgivningen. Tilsvarende vil en droneflyvning ofte indebære, at der anvendes frekvenser. Nogle af disse frekvenser kan ikke anvendes frit, men kræver, at Energistyrelsen udsteder en såkaldt frekvenstilladelse til droneoperatøren.
Droneoperatøren må derfor ikke stirre sig blind på de nye EU-regler. Selvom disse regler naturligvis er afgørende at forstå, er det mindst lige så afgørende, at droneoperatøren tager stilling til, om der kan opstå udfordringer inden for andre regelsæt, som ikke nødvendigvis angår droneflyvning specifikt.
