Debat: Naturvidenskab er også sikkerhedspolitik

Vi står i disse år i et skift i international politik. Et meget dramatisk skift, der har store konsekvenser for hele det danske samfund, herunder universiteter – deres forskning og dansk erhvervsliv. Det betyder, at det frie valg af samarbejdspartnere næppe er så frit længere, og at tilvalg vil medføre fravalg. For universiteterne medfører det et muligt opgør med det fuldstændigt åbne universitet, hvor man samarbejder på tværs af stater, og delvist et opgør med Bologna-processen og dens ønsker om optag af studerende fra andre verdensdele.

En række sager har de seneste år vist, at samarbejder kan give forskningen store problemer. I medierne har bl.a. Aalborg Universitet og DTU været i søgelyset og modtaget kritik for samarbejder med Kina og kinesiske forskere. Helt basalt set har man fulgt skiftende regeringers opfordringer til at samarbejde med Kina, men i løbet af det seneste år og accelereret af coronakrisen og begivenhederne i Hongkong er samarbejde med Kina ikke længere nødvendigvis noget, der vækker udelt begejstring. Det er nu ikke længere kun etiske overvejelser om f.eks. samarbejder om kloning, men også rent sikkerhedspolitiske overvejelser om, hvem man vil og må dele forskning, forskningsprocesser og forskningsresultater med.

I mange år har vi i Danmark valgt at ignorere, at Kina er et kommunistisk diktatur og glædet os over Kina som et stort eksportmarked og leverandør af billige produkter. Imidlertid må man for at forstå bekymringen blandt de vestlige regeringer se nærmere på Kina, og hvad dets mål er. Et af generalsekretæren for det kommunistiske parti, Xi Jinpings nøgleord er stærk – på kinesisk fuqiang. Det beskriver ret godt, hvad Xi Jinping og hans støtter i Partiet ønsker. Kina skal udvikle sig til en supermagt (supermagten?) i 2049. Derved udfordrer Kina både USA og Europa. En del af vejen frem er et integreret samarbejde i Kina mellem forskning, erhvervsliv, efterretningstjenester og militær. Xi Jinping (gen)lancerede i 2012 den kinesiske drøm, der med to 100-års jubilæer som markører skal vise vejen frem for Kina. I 2021 – 100-året for kommunistpartiets skabelse – skal man være blevet til et xiaokang shehui, der løseligt kan oversættes til ‘moderat velhavende samfund’. I 2049 – i 100-året for kommunistpartiets magtovertagelse – skal Kina være en ‘fuldt udviklet nation’.

Et af delmålene er Kinas ønske om at være verdens førende inden for kunstig intelligens (AI) i 2030. Samtidig satser man meget hårdt på overvågningsteknologi, der bruges til bl.a. at udvikle et socialt pointsystem (shèhuì xìnyòng tǐxì). Her bedømmes hver enkelt kineser ud fra det kommunistiske partis værdier, og ens muligheder afpasses denne pointgivning. Systemet bygger på forskning i f.eks. big data, ansigtsgenkendelse og algoritmer. Denne naur­videnskabelige forskning udgør således et problem rent etisk, men også sikkerhedspolitisk. Samtidig kan dele af denne forskning nok også bruges militært.

Stormagtskonkurrencen gør, at man i USA og Europa ikke vil acceptere samarbejder med Kina, og det vil på sigt få en afsmittende effekt på forskning. I første omgang på sikkerhedsrelateret forskning, men senere også på anden forskning. Direkte afledt heraf vil man ikke acceptere kinesisk kontrol med kritisk infrastruktur såsom 5G-netværk. Vi kommer nok tilbage til en situation, der til en vis grad minder om forskningen under den kolde krig, hvor visse samarbejder ikke var mulige. Man skal dog huske, at selv under de mørkeste dele af den kolde krig fortsatte man med udveksling af forskning. Man bør også gøre sig klart, at stormagtskonkurrencen også gør, at det ikke kun er Kina, man skal holde øje med, men også Rusland og Iran. Dette betyder, at tilvalg af et samarbejde kan medføre fravalg af andre muligheder.

Samlet set gør det, at man på universiteter og i erhvervslivet må overveje meget nøje, hvem man samarbejder med. Københavns Universitet har nu opsagt deres samarbejde med Fudanuniversitetet i Shanghai. Umiddelbart kommer der næppe i første omgang retningslinjer fra ministerierne, derfor er man i høj grad overladt til sig selv.

Indtil da må man selv spotte faldgruber i sin forskning og samarbejder. Det spænder fra publicering af artikler, hvor medforfattere er tilknyttet kinesiske universiteter med en mere eller mindre åben tilknytning til det kinesiske militær og sikkerhedsapparat til samarbejder om f.eks. radarteknologi, algoritmer eller materialeforskning. Heldigvis er der nogle redskaber, man kan bruge til dette, da problemerne ikke kun er danske, men vedrører hele Vesten. I Australien har man f.eks. været opmærksom eller rettere meget bekymret i flere år over samarbejder med kinesiske universiteter og forskningsinstitutioner. Det gør, at den velansete tænketank Australian Strategic Policy Institute har udviklet China Defence Universities Tracker. Denne kortlægger de samarbejder, som kinesiske universiteter, efterretningstjenester og militær udgør, og kan bruges til at spotte nogle problemer.

I dag skal man således både overveje etiske perspektiver i sin forskning eller virksomhed og samtidig overveje mulige sikkerhedspolitiske perspektiver i dette arbejde. Naturvidenskabelige forskere gør sig løbende overvejelser om, hvordan de beskytter deres egen forskning, inden denne er publiceret. Nu er vi i en anden situation, hvor man ikke blot skal gøre dette, men overveje videre, om man hjælper en fremmed magt med en forskning, som kan være skadelig på den ene eller anden måde. Det er virkelig svært og kalder på rådgivning fra universitetsledelser og ikke mindst fra ministerier og sikkerhedsmyndigheder.