I maj 2020 publicerede EU-Kommissionen køreplanen for Kemikaliestrategi for bæredygtighed. I køreplanen var der to sætninger, der tiltrak sig vores opmærksomhed: Den første sætning var: »I 2018 repræsenterede kemikalier med egenskaber, der er farlige for det menneskelige helbred, stadig 74 pct. af den totale kemikalieproduktion i Europa, en procentdel, der stort set er uændret siden 2004.« Den anden sætning var efterspørgslen efter »mere sikre og bæredygtige kemikalier«. Vi kan til fulde forstå, at man ønsker at »beskytte medarbejdere, forbrugere og miljøet mod farlige kemikalier«. Det er fornuftigt. Men at prøve at reducere produktionen af farlige kemikalier, forstår vi ikke.
Kemiens verden er kompleks. For at håndtere dens kompleksitet er der brug for en regelramme, som er udstyret med den korrekte værktøjskasse. EU har allerede denne på plads. Derfor burde målet være at bruge og implementere det nuværende system, i stedet for at fokusere på at udfase ‘farlige’ kemikalier og forlange ‘bæredygtige’ kemikalier. Det er vores oprigtige håb, at hele strategien med bæredygtige kemikalier vil være baseret på en fundamental forståelse af kemi og et solidt, videnskabeligt grundlag.
Kemikalier kan sagtens være farlige, men vigtige, og samtidig sikre ved brug, som i eksemplerne her:
1) Kemikalier, der er farlige ifølge CLP (EU’s forordning om klassificering, mærkning og emballering – Classification, Labelling and Packaging – red.), men som stort set ikke udgør en fare for forbrugeren. Eksempler kan være eddikesyre (eddike, H314 – forårsager svære ætsninger af huden og øjenskader), citronsyre (H319 – forårsager alvorlig øjenirritation) og natriumkarbonat (soda, H319). De er alle farlige, men selv om forbrugeren bliver eksponeret for disse kemikalier, så udgør de typisk ikke nogen risiko, da faren er relativt lav.
2) Farlige kemikalier, som er nødvendige for forbrugeren, der kan bruges sikkert. Dette er kemikalier, som besidder en ikke ubetydelig fare, men som kan bruges sikkert (hvis de bruges korrekt), og som er nødvendige. Der er mange eksempler i denne gruppe, men den mest åbenlyse i disse covid-19-tider er hånddesinfektion. Standardformlen fra WHO indeholder ethanol (sprit dvs. H319 – forårsager alvorlig øjenirritation) eller propanol (f.eks. H318 – forårsager alvorlig øjenskade) og brintoverilte (H302, farlig ved indtagelse, H314 – forårsager svære ætsninger af huden og øjenskader).
3) Farlige kemikalier i medicinalvarer: Mange kemikalier, som bruges i medicinalvarer som aktive komponenter, er farlige. Det er bare ikke så åbenlyst, da CLP ikke gælder medicinalvarer, og derfor er der ikke nogle farepiktogrammer på produkterne. Et eksempel er Aspirin (acetylsalicylsyre, H302 – farlig ved indtagelse). Vores favoriteksempel er dog vitamin D3. Ville du give et stof til en nyfødt, der er klassificeret som »livsfarlig ved indtagelse, livsfarlig ved hudkontakt, livsfarlig ved indånding, forårsager organskade ved længerevarende eller gentagen eksponering«, og som er godkendt som rottebekæmpelsesmiddel (PT14) i EU?
4) Farlige kemikalier i produktionen, som forbrugeren aldrig udsættes for. I den industrielle produktion er der brug for mange kemikalier, som er temmelig farlige, men som forbrugerne aldrig udsættes for. Da forbrugerne aldrig udsættes for disse stoffer, er der ingen risiko, og det er dermed ikke nødvendigt at forbyde dem. For eksempel er ammoniak ganske farligt (f.eks. H331 – giftigt ved indånding), hvilket også gælder for svovlsyre (f.eks. H314 – forårsager svære ætsninger af huden og øjenskader), men begge er meget vigtige basale kemikalier, som blandt andet bruges til gødning og derfor produceres i stor volumen. Eksemplerne viser tydeligt, hvorfor det ikke giver nogen mening blot at anråbe et forbud eller en reduktion af farlige kemikalier.
Uden farlige kemikalier kan vi ikke håndtere udfordringerne, som ligger foran os. Her er blot to eksempler:
Solceller er typisk baseret på silicium, som bliver produceret ved brug af farlige kemikalier. Hvis solcellerne skal virke, skal der bruges en type silicium af en vis renhed og krystalklarhed. Derfor reagerer den rene silicium med hydrogenklorid (farligt) for at danne trichlorsilan (farligt), som efter en destillationsproces går i opløsning og bliver til rent polykrystallinsk silicium. Selvom der bliver brugt farlige kemikalier, er det endelige produkt ikke farligt.
Elbiler behøver effektive og langtidsholdbare batterier, som afhænger af farlige kemikalier. For eksempel bruger Tesla og Panasonic typisk lithium-nikkel-kobolt- aluminium-oxider (NCA) i deres lithium-ion-batterier, et materiale, der er mistænkt for at fremkalde kræft (H351). Det samme gælder for almindelige alternativer, som f.eks. lithium-nikkel-mangan-kobolt-oxider. Er det et problem? Egentlig ikke, da føreren af bilen ikke kommer i kontakt med indholdet af bilbatteriet.
Det vil ikke bringe os nogle fordele med et alt for forenklet politisk og lovgivningsmæssigt tiltag, der forlanger reduktion i fremstillingen af farlige kemikalier. Det vil nærmere have alvorlige og skadelige konsekvenser. Betyder det så, at vi ikke mener, at kemikalier skal reguleres? Selvfølgelig ikke, men der er allerede en meget streng lovmæssig ramme for kemikalier i EU, som bl.a. består af REACH og CLP. Nogle mener, at den europæiske kemikalielovgivning er den strengeste i verden.
Den ensartede klassificeringsprocedure under CLP-lovgivningen resulterer faktisk i, at flere og flere kemikalier bliver klassificerede som farlige – det skal man huske på, når man sammenligner data fra 2004 med nutidens. Begrænsnings- og godkendelsesordningerne i REACH giver alle de beføjelser, der skal til for at regulere kemikalier effektivt.
Vi tvivler på, at der er brug for yderligere lovgivende tiltag, og der er bestemt ikke brug for uvidenskabelige tiltag, som er baseret på fare alene. I offentlige diskussioner er eksponeringen ofte tilsidesat. En løve i et bur i en zoologisk have er et enkelt eksempel på noget, der er ganske farligt. Men ikke desto mindre udgør den ingen risiko for de besøgende, da der ikke er nogen udsættelse for den (pga. buret). Mødet med en sulten løve på savannen er en anden historie og udgør en betydelig risiko. Ligheden til et industrikemikalie som f.eks. ammoniak er tydelig: Ammoniak er et farligt kemikalie, men hvis det kun bruges på industrivirksomheden, er der ingen eksponering af forbrugeren.
Til sidst vil vi gerne tage fat på spørgsmålet om ‘bæredygtige’ kemikalier, som ifølge EU-Kommissionen bør erstatte ‘farlige’ kemikalier. Vores påstand er, at et kemisk stof, uanset om det er syntetisk fremstillet eller naturligt forekommende, aldrig i sig selv er bære- eller ubæredygtigt. Det afhænger i virkeligheden af, hvordan det bruges. De fleste kemikalier kan bruges på utrolig mange måder – nogle anvendelser er bæredygtige, og nogle er ikke.
Katastrofen i Beirut for nylig demonstrerede, hvor farligt kemikaliet ammoniumnitrat er. Men det er også en meget vigtig ingrediens i gødning, som er med til at brødføde verdens befolkning. Derfor er vores anbefaling, at man anvender begrebet ‘bæredygtig’ med varsomhed, når der tales om kemiske stoffer.
