De satte et hegn op og ventede

De satte et hegn op og ventede

Af Lisbeth Pedersen, museumsinspektør ved Kalundborg og Omegns Museum.

Museet har forestået en række udgravningsprojekter ved Halsskov - i de områder, som bliver en del af Storebæltsforbindelsen.

Vore forfædre i bondestenalderen levede ikke af landbrug alene.

Udgravninger ved Halsskov viser, at de også drev fiskeri med spærringer.

De opstillede fiskefælder, som kunne stå i lang tid og vente på, at fiskene gik i dem.

Udgravningerne viser også, at danskerne allerede i jægerstenalderen udnyttede havets fødekilder med faste fiskeanlæg. Arkæologerne fra Kalundborg og Omegns Museum har fundet hasselkæppe og andre dele af sådanne fiskeanlæg, som daterer sig helt tilbage til omkring år 5000 f.Kr.

Det ældste velbevarede anlæg er dog med kulstof-14 metoden dateret til omkring 3300 f.Kr. Det er et fiskegærde, som for første gang giver os et detaljeret indblik i den del af oldtidens fiskeri. Yderligere kan vi dokumentere, at den fisketeknik har været anvendt i stort set uændret form gennem 7000 år - lige fra jægerstenalderen og frem til vort århundrede.

ARKÆOLOGERNE KOM FØR TUNNELGRAVERNE Ingeniører og entreprenører boltrer sig i disse år med at gennemføre Danmarkshistoriens største anlægsarbejde - den faste forbindelse over Storebælt. Umiddelbart før ingeniørerne slap de store gravemaskiner Ingeniører og entreprenører boltrer sig i disse år med at gennemføre Danmarkshistoriens største anlægsarbejde - den faste forbindelse over Storebælt. Umiddelbart før ingeniørerne slap de store gravemaskiner løs ved Halsskov, gravede arkæologerne fra Kalundborg og Omegns Museum intenst i området.

Vi kom på sporet af fiskeanlægget i et område, hvor der skulle deponeres jord fra tunnelboringerne. Bjerge af jord skulle hæve landskabet med adskillige meter og ville dermed mase de bløde aflejringer fra den tidligere fjord. Samtidig ville grundvandstanden falde, så alt organisk materiale fra oldtiden ville blive endegyldigt ødelagt.

En lille lavtliggende dal udgjorde i stenalderen et stræde. Fiskeanlægget var i sin tid sat på tværs af strædet, måske landfast med sydbredden. Det kom til syne, da vi med gravemaskine afsøgte området for spor af bosættelser. I en blok dynd, som gravemaskinen trak op, sad pludselig en afbrækket flage af tæt sammenflettede hasselkæppe.

FEM GANGE EN METER FLETTET FISKENET Herefter satte vi gravemaskinen til at fjerne de øvre jordlag i området, så vi kunne få klarhed over anlæggets omfang. Derved kom en godt fem en halv meter lang og cirka en meter bred sektion af tynde, tæt Herefter satte vi gravemaskinen til at fjerne de øvre jordlag i området, så vi kunne få klarhed over anlæggets omfang. Derved kom en godt fem en halv meter lang og cirka en meter bred sektion af tynde, tæt sammenflettede hasselkæppe for dagens lys - omkring to meter nede i dyndlagene.

Rismåtten lå her indlejret i et lag af smuldrede muslingeskaller.

Nord og syd for sektionen skrabede vi toppene af spinkle, lodrette pæle frem. Vi kunne følge en hovedlinie 40 meter ud i bassinet inden for en cirka en meter bred bræmme. Pælene var fem-ti centimeter i diameter og var med deres lysebrune farve lette at få øje på i den olivengrønne dynd.

Nogle af pælene var støttet af større sten, men ellers forekom der overhovedet ikke sten i aflejringerne.

Fra pæleradens nordende fulgte vi yderligere en mindre rad af pæle, der stod som en fangarm mod sydøst. Vi søgte ihærdigt efter en tilsvarende pælerække fra hovedliniens nordlige punkt og mod sydvest, men der var ingen.

MED GRAVESKE OG SPARTEL Mens vi i udstrakt grad benyttede gravemaskine og skovle for hurtigt at få et overblik over anlægget og dets komponenter, så tog vi graveskeer og spartler i de rette hænder, da vi skulle undersøge fiskeanlægget i detaljerne. Mens vi i udstrakt grad benyttede gravemaskine og skovle for hurtigt at få et overblik over anlægget og dets komponenter, så tog vi graveskeer og spartler i de rette hænder, da vi skulle undersøge fiskeanlægget i detaljerne.

Den væltede rismåtte var bygget op af 12 oprindeligt lodretstående stager.

De var alle tilspidsede i den ene ende, så de let kunne stikkes ned i den bløde fjordbund. Stagerne var placeret med en regelmæssig afstand på 40-45 cm og mindst 19 fem en halv meter lange hasselkæppe var flettet omkring dem.

Den nordligste og den midterste af de lodrette stager var forgrenet i to.

Sådanne tvejer havde vi ofte set i området, uden at vi kunne forklare, hvad de havde været brugt til. Nu kunne vi se, at de holdt de vandrette kæppe på plads, så rismåtten blev helt flad på disse steder. Kun et par af de vandrette kæppe sad uden på tvejernes grene og holdt fletningen i spænd.

FISKESPÆRRING MED FJER OG NOT I den ødelagte sydende var der derimod brugt en lige gren, som de lange kæppe skiftevis gik over og under, så enderne dannede en kløft. Det betød, at to flettede sektioner kunne sættes sammen efter fjer og not princippet.

Endestykkerne omkring enkeltgrenen dannede noten, og de endestykker, der var klemt sammen af tvejen udgjorde fjeren. De flettede rismåtter kunne derved slutte så tæt sammen, at fisk ikke kunne smutte igennem.

Den væltede rismåtte lå så tæt op til de nedrammede pæle, at den på en eller anden måde må have været hægtet op på disse. Rismåtte efter rismåtte har således, hægtet tæt sammen på en rad af bundgarnspæle, dannet en fortrinlig spærring. Sat op vinkelret på fiskens trækretning har anlægget dannet en effektiv barriere, der drejede fiskestrømmen af, førte den ud mod fangarmen, og ledte fiskene ind til fangstredskabet eller fælden yderst.

Selve fælden fandt vi dog ingen spor af i anlægget. Men ved en anden undersøgelse i området blev der udgravet en velbevaret rusekurv af flettede vidjer. Den lå sammen med en udtjent stammebåd, en padleåre og andet drivgods i en lille lun vig.
FISKERNES UHELD BLEV ARKÆOLOGERNES HELD

Fiskerne havde i sin tid brugt første klasses råmaterialer til deres anlæg.

De lange hasselgrene havde groet i lange lige forløb mellem hver årknop.

Grene fra hassel i de længder og af den kvalitet kan kun være drevet frem ved systematisk styning af tætstående hasselbuske. Vi kan forestille os, hvordan vegetationen omkring strædet i stenalderen har omfattet 'plantager' af stynet hassel.

At dømme ud fra den sværm af pæle, der stod i hovedlinien, har to-tre fiskeanlæg afløst hinanden på stedet. De bar præg af at være opgivet i god ro og orden. Vi forestiller os, at rusekurven og rismåtterne hvert år inden vinterens storme og isgang er bragt på land. En enkelt sektion gik dog tabt for fiskerne og blev fanget på fjordbunden af knækkede bundgarnspæle. Det er den vi nu har kunnet grave op, så fiskernes uheld blev således vores held.

Intet af det, vi fandt under udgravningen, daterede fiskeanlægget arkæologisk. Men kulstof-14 dateringer af prøver fra den væltede rismåtte og et par af bundgarnspælene har aldersbestemt hele konstruktionen til cirka år 3300 f.Kr. Fiskeanlægget er således anlagt i den periode af bondestenalderen, hvor vore forfædre byggede jættestuerne som gravsteder for de mest betydningsfulde personer i samfundet. Når man ser bort fra disse prestigemonumenter er fiskegærdet fra Halsskov Overdrev det største enkeltanlæg fra stenalderen, vi i dag har kendskab til.
SAMME FISKETEKNIK GENNEM 7000 ÅR

Vore forfædre i stenalderen levede i et nært samspil med havet.

Ud fra fund af fiskekroge, ålelystre og lignende har det i mange år stået klart, at vore forfædre i oldtiden - både før og efter landbrugets indførelse - udnyttede havets fødekilder med forskellige aktive fangstmetoder. Forekomster af lange, lige hasselkæppe og lodrette pæle i oldtidens sø- og fjordaflejringer har tydet på, at datidens mennesker også drev passivt fiskeri ved hjælp af større, faste fiskeanlæg.

Lange løstliggende kæppe og tilspidsede stager fandt vi også overalt ved de tidligere kystlinier i Halsskovstrædet. Ved en boplads fra jægerstenalderen udgravede vi tilmed mindre dele af et par fiskeanlæg. De er kulstof-14 dateret til henholdsvis 5275 og 4775 f.Kr., men var desværre løst op og flydt så meget ud, at vi ikke kunne få et klart billede af anlæggenes karakter. De dokumenterer dog, at fangstmetoden ikke har ændret sig gennem hele 7000 år.

Det velbevarede fiskeanlæg fra Halsskov har for første gang givet os mulighed for at studere, hvordan vore forfædre byggede og benyttede fiskefælder til passivt fiskeri. Der forekom mange stager i havaflejringerne i stenalderstrædet, så der må gennem tiderne have stået et utal af disse fiskegærder ved Storebælt. Uden tvivl vil der i årene fremover også dukke fiskegærder op andre steder i landet, nu da vi ved, hvordan de har set ud.

Kommentarer (0)