De lamme vil rejse sig - og de blinde vil se!

»Se der! Rotten løber helt ubesværet af sted,« kommenterer professor Claus Yding Andersen, mens vi kigger på en film af en hvid rotte.

Spoler vi filmen to minutter tilbage, så viser den rotten, der slæber sig fremad på forbenene, mens bagkroppen følger lammet efter.

Rotten er blevet kureret for en lammelse i bagpartiet, der skyldtes et brud på rygmarven, og professorens begejstring skyldes, at kuren er embryonale stamceller.

70 dage inden optagelserne af den legesyge rotte, fik rotten indopereret nyt nervevæv, der var dannet ud fra stamceller. Nu er den amerikanske virksomhed bag rotteforsøget, Geron, ved at indhente de sidste tilladelse fra de amerikanske myndigheder, og så skal behandlingen afprøves på kørestolssiddende patienter. Mulighederne

Det bliver så de første registrerede afprøvninger af stamcellebaserede behandlinger på mennesker - i hvert fald i de vestlige lande.

Stamcelleforskningen kører for fuld damp, fortæller Claus Yding Andersen, der er civilingeniør og dr. med. på Laboratorium for Reproduktionsbiologi, Rigshospitalet. Bare ikke herhjemme. Her er forskningen i særligt de embryonale stamceller, dvs. de stamceller, der hentes fra de tidligste fosterstadier, næsten gået i stå.

For herhjemme har politikerne "som omtalt i Ingeniøren for to uger siden - ikke udarbejdet en national strategi for udvikling af stamcellebehandlinger på trods af gentagne opfordringer.

Og det ærgrer Claus Yding Andersen. For Danmark har faktisk været rigtigt godt med, pointerer han og henviser til de 21 cellelinjer, som danske forskere har udviklet.

»Nu skal du se vores egne celler,« siger han og tænder et nyt filmklip, der viser en tydeligt pulserende celleklump i en pertiskål.

»Det er jo helt vildt,« udbryder han imponeret og fortsætter:

»Det er menneskeceller, der har organiseret sig som hjertevæv og slår 50 gange i minuttet i dagevis. Der findes tilsyneladende en pacemakercelle iblandt dem, som får dem til at pulsere i takt,« siger han.

I dag ligger stamcellerne dog mest i fryseren, for Rigshospitalets forskere har ingen penge til at forske i at udvikle hjertevæv.

Det har man derimod hos Geron og hos broderfolket i Sverige, fortæller Claus Yding Andersen.

Den svenske virksomhed Cellartis er ved at realisere en stamcellebehandling af patienter med hjerteanfald, der skyldes, at nogle af cellerne i hjertet er gået til grunde. En sygdom der i dag har dårlige udsigter. 38 pct. af alle amerikanske dødsfald skyldes i dag problemer med hjertet.

Drømmene

Mulighederne stopper ikke ved kurering af lamme og hjertetilfælde. Havde Claus Yding Andersen pengene, ville han satse på at udvikle såkaldte retinal pigmentceller - de celler der giver øjnene farve - i håb om at gøre blinde mennesker seende.

»Udfra de cellelinjer, vi har udviklet her i huset, har vi isoleret disse celler. Det var lidt af en tilfældighed, men vi kunne kende dem, da de er meget mørkere i farven end andre celletyper,« siger han.

Forskere flere steder i verden har nu lavet forsøg med rotter, som netop var blinde, fordi de manglede pigmentceller. Og de fik alle synet tilbage efter en behandling med nye cellevæv fra stamceller.

Faktisk lider over 30 millioner mennesker på verdensplan af blindhed grundet beskadigede pigmentceller i øjnene, fortæller han.

Stamcelleforskningen kan ifølge Claus Yding Andersen redde rigtig mange mennesker.

»Det er de meget store og alvorlige sygdomme, stamcellerne synes at have potentiale til at behandle. Sygdomme, som vi i dag ikke kan gøre alverden ved,« siger han.

Diabetes er en tredje sygdom, som stamcelleforskere forventer at kunne behandle i fremtiden. Hvor sukkersygepatienter i dag klarer sig ved at sprøjte sig med insulin, er det håbet, at stamceller vil gøre kroppen i stand til selv at kunne danne insulin.

Sådan en behandling er under udvikling herhjemme på Hagedorn Research Institute, Novo Nordisk.

Et fjerde stort og stigende sygdomsområde er barnløshed.

»Meget tyder på, at man også kan få stamcellerne til at danne sædceller og æg. Ultimativt håber vi at kunne lave kønsceller fra personer, som selv har mistet evnen til at danne dem. Det ville jeg gerne kaste mange penge i, for det er noget, vi ved meget om her i laboratoriet,« siger han.

Netop produktion af ægceller ville også omgå en af de store barrierer for at indføre stamcelleforskning og behandling. Nemlig at forskerne pt er afhængig af donerede æg.

»Det ville jo være elegant, hvis vi kunne overtale en cellelinje til at udvikle æg. Så ville vi jo have en ubegrænset mængde æg ? på en etisk ukontroversiel måde.«

Bivirkningerne

Selvom begejstringen er stor hos Claus Yding Andersen er han dog tilfreds med, at både forskere og myndighederne i særligt USA og Europa er forsigtige, inden de kaster sig ud i forsøg på mennesker.

»Der er risiko for, at stamcellerne kan udvikle teratomer, dvs. små godartede svulster,« siger han.

Derfor satser forskerne ikke på at implantere stamcellerne i sig selv, men kun det specifikke væv, som for eksempel nerve- eller hjertemuskelvæv, som stamcellerne er udviklet til.

De etiske kontroverser og de potentielle bivirkninger gør vejen svær som stamcelleforsker. Særligt politikerne råder ham til at skifte spor:

»Sats i stedet på de voksne stamceller,« siger de til mig.

Men den udmelding synes han mest af alt tyder på, at politikerne ikke forstår mulighederne i stamcellerne. Og det tror han desværre har resulteret i, at politikerne ikke har prioriteret forskningsområdet og forskerne ikke fået bevillinger.

»Jeg kan godt accepteret et nej, hvis det er et aktivt nej. Men jeg har svært ved at acceptere et nej, der bunder i manglende forståelse af emnet - eller fordi det er den letteste løsning,« siger han.

Dokumentation

Etik hæmmer stamcelleforskning