De grønlandske råstoffer – mineeventyret, der blev væk

Fortællingen om Grønlands råstofrige undergrund begyndte som en Bonanza-historie: Langs hele kysten var fjeldene rige på råstoffer, der bare ventede på at blive sprængt frem af ivrige mineselskaber. Kom og tag det!

I en periode gik udviklingen da også i den retning. Fra 2004 til 2012 steg antallet af licenser til efterforskning efter mineraler i Grønland fra 22 til 79. Det førte også til en lille stigning i antallet af udvindingstilladelser, som i 2015 nåede op på 6.

Da Grønland med Selvstyre­loven i 2009 fik råderet over undergrunden, kom fortællingen om selvstændighed også ind i billedet. For kunne minedriften være nøglen til, at Grønland kunne gøre sig uafhængig af det danske bloktilskud?

Ser man på de konkrete tal i dag, lader mineeventyret imidlertid stadig vente på sig. Der er kun én aktiv mine i Grønland – en rubinmine øst for Qeqertarsuatsiaat/Fiskenæsset. Derudover er der pr. september 2015 6 aktive licenser til at udvinde råstoffer og 68 licenser til at søge efter dem.

»Det er ikke gået helt, som vi spåede for år tilbage. Verdensmarkedspriserne har været trykket godt ned de senere år, og det har betydet en stor nedgang for mineralefterforskningen,« siger Per Kalvig, der er centerleder på Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus).

Når markedspriserne på den måde hæmmer efterforskningen, er det en i forvejen meget langsommelig proces, der bliver endnu tungere: Først skal der gives licens til efterforskning, så skal der efterforskes. Når man så mener, at man måske har fundet noget, skal der gives licens til at prøvebore, efterfølgende skal man dokumentere, at man har styr på faktorer som eksempelvis miljøpåvirkning og forurening, og derefter skal man have en licens til selve udvindingen.

Ifølge Frank Sejersen, som er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, og som forsker i mineindustrien i Grønland, kan denne proces nemt tage mellem 10 og 20 år at komme igennem. Ét til to årtier, hvor mineselskaberne årligt skal skaffe finansiering til at fortsætte processen.

»Det er en speciel dynamik, som man ser inden for storindustrier. Investeringen er så stor og skal løbe over så lang tid, at du skal mobilisere et kæmpe netværk af forskellige aktører – politiske, økonomiske og geologiske. For at kunne det, skal historien om det være stor,« siger han.

Med ‘historien’ mener Frank Sejersen, at der skal skabes en fortælling, som kan trække investorerne til. Man skal tegne et billede af, at det er en enormt god investering at smide penge i Grønland. Man skal lave den perfekte historie, og den må ikke være banal:

»Historien skal ikke bare være, at der findes råstoffer i Grønland – den skal lyde, at der findes nok råstoffer til at udgøre en profitabel forskel på markedet, og måske endda presse den kinesiske dominans på produktionen af rare earth elements (sjældne jordartsmetaller, red.),« siger Frank Sejersen.

Prinsen, guldet og det frie marked

Samtidig lurer som en skygge i det fjerne – et Saurons Øje, den usynlige hånd – det frie verdensmarked. For når alt kommer til alt, er det verdensmarkedet, som bestemmer, hvordan det skal gå mineindustrien i Grønland. Er det ikke profitabelt nok at udvinde et råstof, så sker det ikke.

Et godt eksempel på den mekanisme er fortællingen om guldminen i Nalunaq i Sydgrønland. Den blev igangsat i 2004 og åbnet med disse ord fra råstofminister Jørgen Wæver Johansen: »Det har stor psykologisk betydning, at der nu kommer en mine i drift.«

Man smedede da også vielsesringe til det danske kronprinspar af det første guld fundet i minen, og som Frank Sejersen siger, så »forsøgte man på den måde at skrive det ind i en dansk royal og national kontekst. På den måde blev det til en speciel slags guld.«

Også på verdensmarkedet har guld en næsten eventyrlig status. Kigger man på fordelingen af midler til efterforskning af råstoffer, så har guld en helt særlig værdi: Af den samlede, globale pulje på 453 milliarder kroner, som investorer i 2015 brugte på at søge efter råstoffer, blev 45 procent brugt på at søge efter guld.

Det er, hvis man spørger Per Kalvig, alt for meget:

»Guld har en vis attraktiv værdi, og selvfølgelig er det også noget værd industrielt. Men det ville være godt, hvis nogle af de midler, der anvendes på guldefterforskning, kunne anvendes på andre, mere nyttige materialer,« siger han.

»Folk tror intuitivt, at man kan tjene flere penge på guld end på de andre metaller. Det har en lidt større sexappeal end sjældne jordartsmetaller. Det gør det nemmere for efterforskningsselskaberne at trække investorer til, og derved øger det incitamentet til at lede efter guld,« siger Per Kalvig.

Verdensmarkedet var da heller ikke venligt stemt over for guldminen. Efter ni års drift blev den i 2013 lukket ned igen:

»Faldende guldpriser betød, at de sidste muligheder for at tjene penge på minen blev opgivet,« som det lød fra Bob Bailey, Chief Restructuring Officer hos Arctic Mining Ltd. i den grønlandske avis Sermitsiaq.

Håbet i Kvanefjeld

Men selv om guld er eftertragtet, handler det om meget andet end det gyldne metal i Grønland. I det sydligste Grønland, nær byen Narsaq, findes nemlig en ganske stor forekomst af det, der betegnes som sjældne jordartsmetaller.

Faktisk så stor, at den – ifølge mineselskabet Greenland Minerals And Energy (GME), som sidder på licenserne til en potentiel mine i Kvanefjeld – kan dække 25 procent af verdens samlede behov.

Og man er i et kapløb med tiden. For lige nu er flere af jordarts­metallerne i Kvanefjeld i et globalt perspektiv ‘kritiske’. Det vil sige, at der efterspørges større mængder af dem, end der produceres. Dette skyldes i høj grad den igangværende grønne omstilling, hvor flere af metallerne skal bruges i eksempelvis batterier og magneter i vindmøller, elbiler osv.

Og kan man få en fod ind på dét marked, er der store summer at hente – for ikke at tale om, at der er mange arbejdspladser at skabe.

Men minen er ikke klar til at gå i drift endnu, og GME er langtfra de eneste, som forsøger at komme ind på markedet:

»Det er vigtigt at huske, at Kvanefjeld ikke er det eneste projekt i verden, som går efter at udfylde det hul i markedet. Projekterne konkurrerer om de samme markeder. Der er ikke plads til alle, og de projekter, der ikke er hurtige nok til at få minen i drift, vil der næppe være plads til på verdensmarkedet,« siger Per Kalvig.

Derved kan Grønland potentielt miste en af de mest lovende miner, før den bliver til virkelighed.

Bjergarten lujavrit, som befinder sig i Kvanefjeld, indeholder mineralet steenstrupin, hvori sjældne jordartsmetaller såsom lanthan og praseodym findes. Og foruden dem indeholder det også forekomster af zink, thorium og uran. Det går lige nu på verdensmarkedet for omkring 20 dollars pr. pund, og der findes i Kvanefjeld omkring 300 gram uran pr. ton malm, så det er ikke dér, pengene skal hentes.

Ikke desto mindre har minespørgsmålet i Kvanefjeld længe været styret af forholdet til uran, særligt politisk. I starten af 1980’erne blev over 4.000 ton uran sendt til Risø, hvor man skulle eksperimentere med udvindingsmetoder i håbet om, at det kunne blive en profitabel forretning.

Det politiske miljø var dog ikke til det, og i midten af 1980’erne besluttede man, at atomkraft ikke skulle være en del af den danske infrastruktur. I samme ombæring forbød man udvinding af uran i Grønland.

Først i 2013, med et meget snævert flertal, blev nultolerancen for udvinding af uran ophævet. Derved kom minen i Kvanefjeld et skridt tættere på at blive sat i drift.

Mineindustrien som en trussel

Der er således stadig langt til det grønlandske råstof-Bonanza – og selv hvis det bliver virkelighed, og mineindustrien strømmer til Grønland, er det ikke nødvendigvis hele vejen til uafhængighed af Danmark og det danske bloktilskud.

En gruppe forskere fra henholdsvis Ilisimatusarfik (University of Greenland) og Københavns Universitet barslede i 2014 med rapporten ‘Til Gavn for Grønland’ – og den bød ikke på godt nyt:

Skulle Grønland kunne finansieres selvstændigt ud fra minedriften, skulle industrien – inklusive import af arbejdskraft – eksplodere i et sådant omfang, at der var en reel risiko for, at »den nuværende grønlandske befolkning bliver reduceret til en minoritet i Grønland.«

Rettet 06/09/2017: Der var ikke tale om 300 gram uran pr. ton steenstrupin, men pr. ton malm. Det er ikke nødvendigvis alle disse gram, som kan omsættes til værdi

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er mig lidt en gåde at der ikke er nogen indlæg på det her emne. Der er et stort hul i markedet for de sjældne jordarter, da vi er afhængige af Kina, og i US er produktionen ikke optimal, fordi at de oftest hentes op sammen med thorium, der er kategoriseret som fissilt. Dermed er det lovmæssigt underlagt de samme restriktioner som uran. Det skaber en masse bøvl - men også en mulighed for andre, som Grønland. Hvis at man kunne have skabt en alliance mellem US og EU til at støtte at der skulle etableres en fælles alternativ kilde til de her grundstoffer, så kunne det have været i Grønland.

Se i øvrigt Jim Kennedys snak om det her.

https://www.youtube.com/watch?v=Dih30mUexrA

Vh Troels

  • 3
  • 0

Troels

De store vindenergi producenter bortset fra Siemens permanent magnet Møller bruger ikke længere REE.

Det er masser af andre produkter der kunne komme i klemme, men det vil også koste politisk hvis Kina een gang til strammer garnet.

Minedrift er i forvandling i disse år da vedvarende energi er blevet meget billig.

Een af de spændende udviklinger er at man kan genudvinde tailings fra ældre minedrift hvor mineralerne er knust og ekstraheret med fortidige teknologier.

En anden spændende mulighed er biomining baseret på råstoffer i oceanerne. Også dette bliver biligere med øget teknologisk udvikling efterspørgslen efter afsaltet vand og billigere vedvarende energi.

Kort sagt der skal større sikkerhed til for mineprojekter pga. potentielt billigere teknologier om få år.

  • 0
  • 3

Hvis minedrift i Grønland skal realiseres, så kræver det en langsigtet plan, de rette folk+fagfolk og massive milliard investeringer.

Disse ting har Grønland ikke selv, dvs. at de enten skal ud på verdensmarkedet, eller benytte sig af den stat og det Rigsfælleskab de er medlem af.

Mht. verdensmarkedet og udenlandske investeringer, så tror jeg mange ser Grønland som et ustabilt området, at investere i. Ustabilt fordi det på papiret er en del af Danmark, men samtidigt taler en masse om selvstændighed, løsrivelse osv.

For investorer betyder dette usikkerhed, for hvordan vil love, skatter, betingelser osv. så blive i nær fremtid hvis noget sådan sker, bare snakken alene kan afholde seriøse investorer fra at investere, det er et no go!

Under Danmark, og danske forhold, der ville Grønland egentligt have en høj rating på verdensmarkedet, og ville være meget sikkert, at investere i, men sådan tror jeg desværre ikke investorerne ser lokalt på Grønland.

Alternativt , så kunne Grønland i samarbejde med staten, oprette et statsligt ejet minedriftsselskab, som så skal bestyre en investeringsfond eller lignende, der løbene skal invester i mindedrift og infrastruktur der understøtter selvsamme.

Man kunne forestille sig en konstruktion som da man startede op i Nordsøen mht. olien, altså en blanding af offentlige og private midler på favorable betingelser de første mange år, indtil det begyndte at give overskud.

Men for at ovenstående skal kunne lade sig gøre, så er jeg bange for at konstruktionen Grønland og staten i mellem bør tages op til revidering, for i dag er der alt for meget, der bremser samarbejdet internt, og staten (og indirekte Grønland) har stækket sine egne muligheder for udvikling.

  • 1
  • 0

.......løber munden over med Jens S. Problemet er, at Danmark og danske politikere har et jomfrunalsk forhold, til alt hvad der kunne lugte af radioaktivitet. Man graver lavradioaktivt klippemateriale af Kvanefjeld og importerer det til Risø, hvor det har ligget udenfor i årevis i en dynge.

Men ih! og åh! , nu når der skal ryddes op på Risø, så er skærverne blevet forvandlet til radioaktivt affald der skal opbevares i et sikret depot. Jeg må have taget skade for jeg har ofte betragtet dyngen på nært hold, uden dosimeter.

At lade skærverne blive liggende hvor de ligger er "no go" at føre skærverne tilbage til Kvanefjeld er helt utænkeligt, eller at dumpe dem på et passende sted i Atlanten. er endnu værre.........rend mig!

Jeg er enig med Per T. Hansen et fælles Dansk/Grønlands mineselskab der skulle forestå minedriften er minderne om kryolitselskabet nok en forhindring for et sådant tiltag.

  • 1
  • 4
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten