De gjorde en fuldt ud fungerende helikopter til en dødsfælde
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

De gjorde en fuldt ud fungerende helikopter til en dødsfælde

Ulykkeshelikopteren bliver hejset op på en pram dagen efter ulykken på East River i New York. Illustration: Mark Lennihan

Først afskar seleanordningen brændstoftilførslen, så motoren stoppede, og helikopteren måtte nødlande på vandet.

Derefter var selen årsag til, at de fem passagerer blev fanget i helikopteren og druknede i East River i New York.

Dette var en ulykke, som ikke bare var unødvendig, men også skulle have været mulig at overleve.

Det fremgår af rapporten, som blev præsenteret onsdag ved en åben høring i Washington D.C. Chefen for den amerikanske havarikommission (NTSB), Robert L. Sumwalt, var meget direkte i sin udmelding:

»Der var tale om en fuldt fungerende helikopter, som var blevet forvandlet til en dødsfælde.«

Det er ikke piloten, som kritiseres i rapporten, men tværtimod operatørerne og luftfartsmyndighederne (FAA). Hele det over tre timer lange møde kan ses her.

Stoppede motoren uforvarende

Det var om aftenen den 11. marts 2018, ulykken fandt sted. Et Airbus AS350 B2 opereret af Liberty Helicopters på vegne af selskabet NYONair havde fem passagerer om bord. De havde betalt for en oplevelse i luften, hvor de kunne fotografere diverse vartegn på og omkring Manhattan.

Helikopteren havde fået dørene fjernet, så passagererne kunne sidde med benene uden for kabinen. De var fastspændt med seler og karabinkroge, der var fastgjort i kabinen. Piloten sad i højresædet med fire passagerer bagved og én i venstresædet. Havarikommissionen fik hjælp af videooptagelser fra helikopteren, som havde fanget den udløsende årsag til ulykken:

Her sidder FSOL-afbryderen, som uforvarende blev hevet op. Illustration: NTSB

Efter at have fløjet fra Kearny i New Jersey og rundt om Frihedsgudinden fortsatte helikopteren op langs East River og derefter nordvestpå i retning af Central Park i en højde på 1.900 fod. Her viser optagelserne, at den forreste passager læner sig tilbage for at fotografere med sin telefon, med fastgørelsesanordningen på sikkerhedsstropperne dinglende nær kontrolpanelet mellem sæderne.

På et tidspunkt hægter seletøjet sig fast, og to sekunder efter at han rejser sig op for at justere sidestillingen, reduceres motorlyden, og helikopteren taber højde.

Krogen havde trukket afbryderen, som stopper brændstoftilførslen (fuel shutoff lever, FSOL) med sig.

Piloten formåede hurtigt at igangsætte en autorotation, skubbede brændstof-afbryderen ned igen for at åbne ventilen og prøvede at få liv i motoren, men helikopteren lå allerede for lavt til, at det var muligt. Han aktiverede flydeelementerne og fik sat helikopteren ned på East River.

NTSB mener ikke, at piloten kan klandres for ulykken, men snarere fortjener ros for sin optræden.

»Han havde virkelig meget at se til i løbet af meget kort tid. Jeg er faktisk imponeret over alt det, han klarede i sådan en stresset situation,« sagde Sumwalt.

Helikopteren kæntrede

Flydeelementer, såkaldt emergency floatation gear, er det udstyr, der på papiret skal sørge for at holde helikopteren flydende i oprejst stilling og øge muligheden for, at man kan evakuere efter nødlanding på vand. Desværre blev disse kun delvist udløst, så helikopteren kæntrede.

I løbet af 11 sekunder var helikopteren vendt helt rundt og lå fuldstændig under vand i den kolde flod. Mens piloten, som kun havde et standard sikkerhedsbælte på, formåede at komme ud, druknede samtlige fem passagerer.

Han kan heller ikke klandres for den asymmetriske udløsning af flydeelementerne. Undersøgelsen har afdækket, at udløsningsmekanismen krævede alt for meget kraft i meget lang tid på et dårligt designet håndtag. Desuden fungerede systemet, som i denne slags tilfælde skal sørge for, at alle seks elementer pustes op (crossover hose), ikke.

NTSB mener, at det var operatørens egendesignede fastgørelsesanordninger og sikkerhedsseler, som var skyld i, at passagererne blev fanget inde i helikopteren.

Det var disse seler, som de fem passagerer skulle prøve at slippe løs fra. Illustration: NTSB

Passagererne var udstyret med udstyr, så de kunne frigøre sig, men undersøgelsen har vist, at dette i praksis var umuligt selv i tørre, rolige omgivelser, og altså langt mindre efter en nødlanding på vand.

»Tænk over det: I en nødsituation, hvor helikopteren brænder eller er i fare for at synke, var planen, at passagererne skulle frigøre sig fra kroge, som de havde midt på ryggen. Her var der noget helt galt. Pilotens sidste ord til passagererne under briefingen før turen slår mig som tragisk og ironisk: 'I er fastspændt - you're not going anywhere',« sagde Sumwalt.

Kendte ikke til flight recorder

I denne undersøgelse har NTSB haft meget at tage fat på. En af de vigtigste ændringer, der kommer som følge af denne ulykke, er, at det ikke længere vil være muligt at medtage passagerer under dække af, at der er tale om fotoflyvninger/arbejdsflyvning, som har færre regulatoriske restriktioner (Part 91 versus Part 135).

Nyon Air har mødt stærk kritik for måden, hvorpå de har udnyttet dette smuthul på relativt kynisk vis. Ifølge rapporten har de passet på ikke at bruge udtryk som ‘tour’ og ‘sightseeing’, mens de i virkeligheden har fragtet 250.000 passagerer siden 2012. De har også haft stående ordre om at vogte sig for passagerer, som var for nysgerrige og kunne tænkes at repræsentere myndighederne, mens netop FAA åbenbart også har svigtet i sin tilsynsrolle.

Når det gælder Liberty Helicopters, var det ved høringen tydeligt, at NTSB-lederne mener, at det er karakteristisk for denne helikopteroperatør, at de ikke engang vidste, at deres AS350-helikopter var udstyret med en flight recorder af typen Appareo Vision 1000. Dermed havde de heller ikke foretaget de nødvendige softwareopdateringer, så der var ingen nyere data end fra 2014 på denne optager.

Havde de i stedet haft videooptagelser fra denne enhed, kunne risikoen med klatreselerne måske være blevet opdaget. I dette tilfælde blev der ikke foretaget nogen risikovurdering, før selerne blev installeret. For øvrig stoppede sikkerhedschefen i selskabet kun to måneder før ulykken, fordi han var uenig i måden, hvorpå de gennemførte denne type flyvninger uden døre.

»Fundamentalt svigt«

Vice Chairman Bruce Landsberg fra NTSB sagde, at han i sin karriere i luftfarten aldrig har set så fundamentale sikkerhedssvigt som her.

»Det er intet som at opleve flotte attraktioner fra luften. Men det er galskab, at man i jagten på spænding udsætter passagerer, besætning og folk på jorden for unødvendig risiko,« konkluderede Sumwalt ved høringen.

Artiklen er fra tu.no

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu er det ikke usædvanligt at en helikopter der lander på vandet kæntre. Derfor komme offshore-arbejdere på HUET-kursus, hvor man prøver at komme ud af en helikopter simulator i et bassing.
Når man ser på seletøjet, så er det en almindelig klatresele, hvor de tre spænder på fronten ikke er egnet til hurtigåbning. En faldskærmsele er forsynet med særlige beslag til hurtig udløsning, som samtidigt er udformet så man ikke bare udløser dem ved et uheld.
https://www.lite-flite.aero/page.php?cmspa...
SLIMFIT MK-4 er udbred til svæveflyvere. Bryst remmen er forsynet med et stiklås der udløses ved tryk med to fingre. Sådan en sele skal man ikke tage af og på ret mange gange, før man forhåbentlig kan frigøre sig i en kritisk situation.
Men det er under alle omstændigheder en meget kritisk situation, det er ikke alle der reagere lige rationelt, når de får hovedet under vand.
Det med at en "forsædepassager" kommer til at afbryde for brændstoffet, er desvære også en genganger, søværnet mistede en Lynx på den konto.

  • 9
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten