Status

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

De første norske FM-sendere er nu slukket

Norske politikere og branchefolk fra en stribe lande har lige nu øjnene rettet mod den norske provins Nordland. Her slukkede nordmændene klokken 11.11 i dag for FM-senderne, og områdets ca. 230.000 indbyggere er som de første i verden gået over til udelukkende at modtage radio digitalt.

Det skaber interesse fra radiobranchen i hele Europa, hvor alle forbereder sig på, at DAB-radioer over de kommende år bliver standard. I branchen ser man teknologiskiftet som en positiv forandring, mener Ole Mølgaard, der med en fortid som blandt andet chef for digital radio på DR nu er konsulent for blandt andre den norske Public Service-station NRK.

Læs også: Nordmænd gennemfører FM-sluk trods massiv modstand

»Her i Bodø har der hidtil været ca. 10 FM-kanaler, og nu kommer der snart 30 kanaler på DAB. Over de seneste dage er der lanceret fem helt nye stationer, blandt andet en country-kanal og en 60’er-kanal,« påpeger Ole Mølgaard, der i dag har overværet den ceremonielle slukning af radiosenderne i Nordland.

Folkelig modstand

Det er dog ikke uden konsekvenser at slukke for det FM-net, der i årtier har forsynet nordmændene med radio. Den norske branche og politikerne i stortinget har derfor gentagne gange sået tvivl om, hvornår og hvorvidt man skulle fortsætte med planerne.

Senest var sagen til debat i stortinget i december, hvor medlemmer var nervøse for, om man kan stole på, at DAB-nettet kan levere beredskabsmeddelelser. Her blev det dog vedtaget, at slukningen fortsætter som planlagt, men følges tæt af regeringen, mens den udfoldes gradvist.

Læs også: Norge slukker FM-signal i 2017

Særligt svenskernes opgivelse af teknologien har betydet noget for usikkerheden blandt norske politikere, mener Ole Mølgaard.

»Fra svensk side fik man nok DAB for tidligt. Der døde projektet helt, og det fik næsten status af et falleret it-projekt med milliardinvesteringer. Det har skabt politisk usikkerhed og usikkerhed i branchen,« vurderer han.

Hertil kommer en massiv folkelig modstand mod teknologiskiftet. En analyse lavet af analysebureauet Ipsos for den norske avis Dagbladet viste i december, at to tredjedele af befolkningen var imod lukningen af FM-nettet, mens kun 17 procent var for, og de resterende ikke havde en holdning til spørgsmålet.

Læs også: Vi kan beholde FM-båndet efter 2019

Det til trods for, at branchen og myndighederne op til i dag har afholdt omfattende kampagner for at informere om skiftet og reklamere for mulighederne med DAB-radio. Ole Mølgaard er imponeret over den pædagogiske tilgang, hvor kampagnerne forklarer, hvordan man udskifter og installerer sin radio.

»Men ingen bliver vilde med teknologien,« påpeger han.

»Der er en bevidsthed om, at det er indholdet, der skal drive det. God radio med gode værter og musik, man holder af, er, hvad får folk til at bruge DAB. Hvis man forsøger at sælge teknologien, går det ikke,« siger han og henviser til den mangedobling af landsdækkende kanaler, som mange nordmænd vil opleve.

Læs også: Svenskerne sår tvivl om fremtidens DAB-radio

Nordmændene lytter typisk til radio tre timer om dagen og har hver fem FM-modtagere. Med priser fra 200 kroner og opefter per radio er det derfor ikke nødvendigvis småpenge, der skal op af nordmændenes lommer.

Dansk FM fortsætter

Særligt bilradioer har været til debat, da der stadig i dag er omkring 2 mio. bilradioer i Norge, der ikke kan modtage DAB-radio. Det kan løses med adaptere eller udskiftning af radioen, men det er uvist, hvor mange der vil investere i en ny bilradio.

Læs også: Sverige skrinlægger DAB-radio

I Danmark har den samme debat været aktuel, da man tidligere havde planlagt at slukke for det danske FM-net i 2019. Den plan er dog ændret. I dag skal folketinget tage stilling til fremtiden for FM-radio, når mere end 50 procent af radiolytningen foregår digitalt. Til den tid kan FM-senderne slukkes med mindst to års varsel.

Nye tal fra DR Medieforskning viste mandag, at det i dag er 36 procent af den danske radiolytning, der foregår digitalt – en stigning på fem procentpoint siden sidste år, men altså stadig 15 procentpoint fra, at FM-slukket igen bliver et politisk spørgsmål.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Idag skal jeg betale ekstra hvis jeg skal have en DAB radio i en ny bil. Det vil jeg ikke, når nu jeg kun skal bruge FM i de næste 3 år hvor jeg har bilen. Men bilen kører jo videre i måske 10 år. En udskiftning bliver sikkert ret dyr. Netop dette giver ret stor modvilje mod at slukke for FM. Hvis man derimod næsten gratis fik både DAB og FM i bilen, så ville modviljen blive meget mindre. Til alle aktører i branchen: Få nu prisen ned på de DAB radioer i bilerne. Ved fælles hjælp. Så skal DAB nok vinde indpas hurtigt. I vore hjem hører rigtig mange de digitale kanaler over bredbåndsnet og internet, både på kabel og via wi-fi, så her er det ikke så stor modvilje mod at slukke for FM.

  • 2
  • 1

Norge er et flot land, - men der føres klapjagt på selv de mindste hastighedsoverskridelser. Andre leveomkostninger er også dyre. Øl skal opbevares i pengeskabe. Det er dyrt blot at sejle til Norge. Nu har de slukket for FM-radioen, (men bevars' man kan tage CD'er eller musik på en USB med hjemmefra.)

Konklusion - man har heldigvis en del billeder fra landet på nettet, for udover dette har de efterhånden jaget os væk.

  • 3
  • 4

Nu har de fleste norske biler vist allerede DAB fra starten. Det er de danske afgifter der har gjort at vi ikke har det herhjemme. Når vi er på ferie hører vi ikke ret meget radio, men jeg forstår ikke at man ikke kunne bevare en enkelt kanal til trafikoplysninger m.v. Danskere på ferie er een ting, men hvad med svenskerne? derovre har de vist næsten opgivet DAB, så det bliver nok lidt sært med 'tom radio'. Mon de har bibeholdt et par mellembølgesendere? De fleste bilradioer har tros alt også mulighed for at modtage et sådant signal, selv om det føles lidt oltidsagtigt med den dårlige kvalitet og megen støj.

  • 0
  • 0

Til alle aktører i branchen: Få nu prisen ned på de DAB radioer i bilerne. Ved fælles hjælp. Så skal DAB nok vinde indpas hurtigt. I vore hjem hører rigtig mange de digitale kanaler over bredbåndsnet og internet, både på kabel og via wi-fi, så her er det ikke så stor modvilje mod at slukke for FM.

Til en VW UP! koster en indbygget DAB+ radio 2.500, hvis den er fabriksmonteret. For omkring samme pris kan man eftermontere en DAB+ radio med en orrdenlig ekstern antenne.

Sagen er, at bilforhandlerne heller vil tjene lidt ekstra end at gøre din bil klar til fremtiden, og sålænge politikerne ikke melder noget klokkeklar ud, sålænge vil bilbranchen forsætte med at sælge FM radioer.

Jeg vil lige tilføje, at detailhandlen generelt har set lyset, og der sælges masser af DAB+ og internet radioer, mens salget af rene FM radioer falder og falder.

  • 1
  • 1

Det er ikke rigtigt, når der i artiklen her skrives, at man i Nordland går over til ”udelukkende at modtage radio digitalt”. De lokale radiostationer i Nordland fortsætter på FM, og der er svjv lokalradio i samtlige kommuner i hele Nordland.

Så skrives der videre: ”Det skaber interesse fra radiobranchen i hele Europa, hvor alle forbereder sig på, at DAB-radioer over de kommende år bliver standard”. Come on – i ”hele Europa”!? Det er simpelthen forkert. Finland har for længst helt opgivet DAB. Sverige har for nyligt også fravalgt at satse på DAB. Adskillige lande i Østeuropa er heller ikke med på DAB. Og bortset fra UK, Danmark, Schweiz og måske Nederlandene, så er DAB en uendelig lille parentes hos almindelige radiolyttere.

Og på resten af kloden ligner DAB (her 16 år efter teknologien blev lanceret) er meget død sild. I Hong Kong har de kommercielle stationer netop besluttet at droppe DAB. I Canada har DAB været stendød i mange år. USA bruger ikke, og kommer aldrig til at bruge DAB. I hele Latinamerika og hele Afrika er der ingen DAB eller interesse herfor. Asien – meget, meget lidt.

En anden ting der bør præciseres: I Nordland bruger man ikke (længere) DAB, men den nyere og bedre teknologi: DAB+.

Og endelig: Så er det ren manipulation, når det siges, at 36 procent af dansk radiolytning nu foregår digitalt. Man antyder dermed, at 36 procent af radiolytning sker på DAB. Men sådan er det slet ikke. Med i de 36 procent er nemlig også indregnet al radiolytning på internettet.

  • 7
  • 2

Somme tider kan nye måder at gøre tingene på, og tænke anderledes, helt ændre en medieverden. Det kan jeg skrive under på vedr. Stig Hartvig Nielsens pionerarbejde for visse lokalradioer i midten af 80erne.

DAB kommer ikke til at være banebrydende. Det er helt rigtigt, at det er en død sild. Set fra brugernes side kan man også kun sige "if it is not broken, don't fix it". FM leverer stadigvæk varen i forhold til DAB.

Til gengæld så er det helt rigtigt at radiolytning via nettet ikke kan undervurderes. Også i bilen.. Vi kører tit rundt i Danmark og Europa og internetdækningen via mobilen er efterhånden ganske god også på de europæiske motorveje. Så vi bruger ofte mobilapps til at høre radio med (lyden er selvfølgelig i bilens højtalere). Det er da fedt at høre Radio Viborg mens man kører på den Italienske Autostrada. Trafikinformation kan jo også nu leveres vi internettet til visse GPSer, så RDS-TA kan også erstattes.

Med mobilt internet i baghovedet så tror jeg diskussionen om DAB eller FM bliver ligegyldig.

(Nogle læsere vil måske komme med en bemærkning og at roaming koster penge i udlandet. Men det er efterhånden nærmest gratis at have med i de fleste abonnementer og radiolytning via nettet bruger kun begrænset data).

  • 0
  • 1

Danskere på ferie er een ting, men hvad med svenskerne? derovre har de vist næsten opgivet DAB, så det bliver nok lidt sært med 'tom radio'. Mon de har bibeholdt et par mellembølgesendere? De fleste bilradioer har tros alt også mulighed for at modtage et sådant signal, selv om det føles lidt oltidsagtigt med den dårlige kvalitet og megen støj.

Mellembølge er faktisk et godt svar. Jeg har tidligere brugt det meget, da man der kan lytte til hele verden. Blandt andet til dansk radio i bl.a. Norge i gamle dage, så jeg vidste hvad der skete i DK selv om jeg var på ferie.

Så vidt jeg ved er de danske sendere lukket, men der er stadig over 100 kanaler på AM, så kan man bare finde noget der. Kvaliteten er ikke den bedste, men det er nostalgisk.

  • 4
  • 0

Har altid ærget mig over at DRM på mellem-/langbølge ikke blev til noget. Nogenlunde ok kvalitet og Norge kunne klare sig med et langt mindre antal sendere. Stadigt nye modtagere, men i det mindste kan det fanges på en ferritstav i en kælder i bunden af en dal.... :-)

Men realistisk set, er den idé stendød. I mellemtiden skal jeg hjem og undersøge om min DAB sengeradio/vækkeur kan tage DAB+, eller om jeg får et fint LCD display med hvid baggrund 'foræret' til hjemmebyg til oktober.

vh

  • 2
  • 0

Svarer lige mig selv, den kan se P4 stationerne, ok signal styrke, med der kommer ingen lyd (Radioen er en Argon Dab2).. Så konklusionen må være at jeg er tilbage på FM til oktober. Dårligt for deres 50% statistik ;-)

vh

  • 1
  • 0

Og endelig: Så er det ren manipulation, når det siges, at 36 procent af dansk radiolytning nu foregår digitalt. Man antyder dermed, at 36 procent af radiolytning sker på DAB. Men sådan er det slet ikke. Med i de 36 procent er nemlig også indregnet al radiolytning på internettet.

Hvad består manipulationen i? Der står jo netop ikke, at 36 procent af radiolytningen sker på DAB, men at den sker digitalt - hvilket som du selv siger inkluderer nettet.

I politikernes target på 50 procent (hvorefter der skal tages stilling vedr. FM) hedder det også, at 50 procent af lytningen sker "på digitale platforme" - herunder altså inklusiv nettet. Så at man er oppe på 36 procent på den "skala", hvor target er 50 procent, er korrekt.

http://kum.dk/fileadmin/KUM/Documents/Nyhe...-om_ikke_at_slukke_for_FM_i_2019_men_at_f%C3%B8lge_udviklingen_og_g%C3%B8re_status%C3%A5rligt.pdf

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten