Datacenter overvejer at afregne på basis af strømforbrug

Kundetilgang får nu datacenter-virksomheden Interxion til at udvide sine 2000 serverfyldte kvadratmeter i Ballerup med yderligere 500kvm. Udbygningen kommer til at koste 40 mio. kroner.

Det nye byggeri forventes at stå færdig som en udbygning af de eksisterende kvadratmeter i april måned.

Administrerende direktør i Interxion i Danmark, Peder Bank, mener en del af forklaringen til den forventede kundetilgang i 2008 skyldes, at det er blevet mere legitimt, at udlicitere serveropbevaring til datacentre.

»Der er vel ikke mange it-chefer, der kan hele it-spektret længere. Så udviklingen har betydet, at man bliver nødt til at acceptere, at der er nogle områder, hvor andre er bedre til det,« siger Peder Bank til Version2.dk.

Strøm i stedet for plads

Direktøren vil ikke fortælle, hvor meget det koster at leje sig ind hos Interxion med henvisning til, at det afhænger af individuelle faktorer så som strømforbrug.

Netop kapacitetsforbruget i forhold til strøm, mener Peder Bank, snart kommer til at spille en afgørende rolle i måden prisfastsættelsen på leje af datacenterplads, kommer til at foregå på. Hvor prisen tidligere afhang af kvadratmeterbehov, så er det i stigende omfang kapacitetsbehovet i forhold til strøm, der bliver afgørende, mener han.

»Jeg vil æde min gamle hat på, at det ikke varer ret længe, inden det bliver strømmen, der bliver det dimensionerende. Det spørgsmål, du bliver mødt med, når du ringer til equipment-housing, det bliver: "Hvor meget strøm, skal du have, så kan du få en pris ud fra det,« siger Peder Bank, som mener, strøm-tendensen hænger sammen med, at CPU-kraften per kvadratmeter er skudt i vejret.