Dåserapport fra Lomborg-institut får alvorlige buler

Den samfundsøkonomiske analyse af det danske pantsystem på dåseemballage, som Institut for Miljøvurdering (IMV) med Bjørn Lomborg i spidsen har udarbejdet, og som udkom for to uger siden, får læst og påskrevet af en af Danmarks eksperter i livscyklusvurderinger, Henrik Wenzel, DTU. Lomborg-instituttet afviser argumenterne.

»Der kan ikke rejses tvivl om, at den reelle konsekvens af at tage en mængde aluminium ud af cirkulation og sende den til forbrænding med efterfølgende deponi, er, at en tilsvarende mængde primær aluminium vil skulle produceres og anvendes i stedet. Enhver, der arbejder professionelt med aluminium vil bekræfte dette. Hvis IMV's "samfundsøkonomiske tilgang" siger noget andet, er den hverken mindre "ideel" eller mere "virkelig", den er blot forkert«.

Sådan skriver Henrik Wenzel, der til daglig er lektor ved Institut for Produktion og Ledelse og institutleder ved Institut for Produktudvikling i et debatindlæg, som Ingeniøren bringer i dag. Indlægget er et svar til Institut for Miljøvurdering.

Kritik afvises

Den kritik forstår rapportens hovedforfatter cand.polit. og MSc i miljøøkonomi Dorte Vigsø ikke. Hun siger, at miljøkonsekvenserne af primærproduktionen af aluminium er inddraget i analysen, og at det fremgår allerede i sammendraget i starten af rapporten.

Henrik Wenzel kritiserer også, at de danske beregninger for omkostninger til logistik og indsamling i rapporten indeholder startinvesteringer, der afskrives over meget kort tid.

»IMV har ukritisk brugt en omkostningsberegning, der ikke giver et rimeligt billede af de langsigtede ligevægtsomkostninger ved logistik og indsamling. Det er helt afgørende for hele økonomivurderingen, og det favoriserer forbrændingen helt urimeligt,« hedder det.

»Jeg kan forstå, at Wenzel mener, at vi burde benytte omkostningerne ved det svenske retursystem, da de er lavere end i Danmark. Det er rigtigt, at det danske system er nyt og tallene derfor ikke er erfaringsbestemte. Men at forvente samme stordriftsfordele i økonomien, som i det svenske system, hvor dåserne er langt den almindeligste emballage, er urimelig i det danske system, hvor dåserne har en meget lav markedsandel,« siger Dorte Vigsø.

Kan aluminium brænde?

Et tredje væsentlig kritikpunkt for Wenzel er hele spørgsmålet om overhovedet at brænde aluminium. I modsætning til IMV mener Henrik Wenzel ikke, at aluminiumsdåserne brænder på affaldsanlæg.

»Det medfører, at gevinsten fra brændværdien i form af salg af el og varme fejlagtigt er medregnet. Rent metodemæssigt er det i øvrigt forkert, at man har anvendt salgsværdien for el og varme. Den reelle gevinst (hvis dåserne ellers ville brænde) ville have været besparelsen på konventionelt brændsel, altså gevinsten af det fortrængte kul. Desuden har man ikke taget højde for de negative økonomiske konsekvenser af, at smeltede klumper af metal brænder fast indvendigt i ovnen. Alle fejl fordrejer regnestykket meget til fordel for forbrænding,« skriver Wenzel.

Dorte Vigsø er uenig. Hun siger, at diskussionen om dåsers brændværdi har meget lille betydning for det samfundsøkonomiske regnskab, og at rapportens konklusion heller ikke påvirkes af dette kritikpunkt. Hun siger:

»Vores rapport bygger på Miljøstyrelsens seneste livscyklusvurdering fra 1998, hvor det indgår i betragtningerne, at aluminiumsdåser har en brændværdi, men vi er selvfølgelig villige til at revidere dette på baggrund af nye erfaringer. Men at aluminium er direkte kilde til store problemer for forbrændingsanlæggene, har vi ikke kunne få bekræftet.«

Dorte Vigsø siger hvad angår fortrængt kul, at det er med i analysen. Hun henviser til rapportens figur 1 på s.7.