Dårlig rådgivning førte til forgiftningskatastrofe i Bangladesh

Traditionelt er landbefolkningen i Bangladesh og Vest-Bengalen blevet forsynet med drikkevand fra overfladevand, hvilket har medført stor udbredelse af vandbårne infektionssygdomme som kolera, diarré og tyfus. På anbefaling af bl.a. vestlige bistandsorganisationer er forsyningen de sidste årtier blevet omlagt til udnyttelse af grundvand, der som bekendt har et meget lavere indhold af bakterier.

Geologisk set består Ganges deltaet hovedsageligt af sandede og lerede sedimenter, som er afsat som flod- og deltaaflejringer. I disse sedimenter er det relativt nemt at etablere boringer, og de har oftest en stor vandførende evne. I Bangladesh er der således nu blevet etableret en decentral vandforsyning med omkring fem millioner boringer, og grundvandet oppumpes de fleste steder fra terrænnære jordlag.

Desværre kan man nu konstatere, at vandkvaliteten ikke blev undersøgt tilstrækkeligt i forbindelse med etableringen af disse brønde. Allerede i begyndelsen af firserne forekom de første tegn på arsenforgiftninger. Symptomer på en kronisk arsenforgiftning forekommer først efter 10-15 års eksponering, og først midt i halvfemserne er man blevet klar over, at man muligvis stod overfor en katastrofe af ufatteligt omfang.

Arsen er både giftigt og kræftfremkaldende, hvilket gør det stærkt uønsket i drikkevand. Tidlige stadier af arsen lidelser er sortfarvning af huden (melanose), som kan udvikles videre til hærdning af håndflader og fodsåler (keratose), hvilket kan udvikles videre til koldbrand med amputation af lemmer som en mulig følge. Indtag af arsen kan endelig medføre forskellige former for kræft.

Grænseværdien for arsen i drikkevand er i Bangladesh fastsat til 50 mikrogram/l, mens den i Danmark og EU er 10 mikrogram/l. WHO anbefaler også en grænseværdi på 10 mikrogram/l. Undersøgelserne tyder på, at mellem 28 og 35 millioner af Bangladeshs 125 millioner indbyggere drikker vand med mere end 50 mikrogram/l, og hvis man i stedet benytter WHO's anbefalede værdi på 10 mikrogram/l, stiger antallet til mellem 46 og 57 millioner mennesker. Hertil kommer et meget stort antal mennesker i Vest-Bengalen. På nuværende tidspunkt har flere hundrede tusinder vist tegn på akut arsenforgiftning, og problemet er tydeligvis meget alvorligt.

Særligt i den sydlige del og langs floderne er der meget arsen i grundvandet, og i store områder det sydlige Bangladesh indeholder grundvandet mere end 200 mikrogram/l arsen eller mere end fire gange den høje grænseværdi, som benyttes i Bangladesh. De højeste rapporterede koncentrationer af arsen i grundvand er omkring 1600 mikrogram/l.

De høje koncentrationer af arsen findes især i de øverste grundvandsmagasiner, mens dybere magasiner, hvorfra bl.a. hovedstaden Dhaka oppumper grundvand, ikke indeholder arsen. Tilsyneladende skyldes de høje arsenkoncentrationer i grundvandet naturlige processer snarere end forureningspåvirkning. Årsagen til de høje koncentrationer af arsen i grundvandet er stadig meget mangelfuldt undersøgt, men de fleste forskere mener, at arsen er blevet transporteret fra baglandet, bundet til faste partikler, og derefter sedimenteret i Ganges deltaet. Arsen findes i naturen i oxidationstrin +5 og +3, og især arsen +5 bliver stærkt bundet til jernoxider, som i suspenderet form kan transporteres med floderne. Efter aflejring reduceres jernoxiderne af organisk stof, og arsen frigives derved til grundvandet, idet det reduceres fra oxidationstrin +5 til +3, som er den form, der er mest giftig for mennesker. I princippet vil arsen dernæst vaskes ud af aflejringerne med grundvandsstrømmen. I Gangesdeltaet ser dette dog ud til ske meget langsomt, selv i et geologisk tidsperspektiv, da grundvandet strømmer meget langsom i det flade deltaområde.

Som følge af landet decentrale vandforsyning bliver det svært at gøre noget effektivt på kort sigt. Der kan foreksempel indføres simple metoder til vandbehandling, men disse bliver vanskelige at implementere både af tekniske og sociologiske grunde. Alternativt kan man atter omlægge vandforsyningen til dybe boringer, men det vil være meget tidskrævende og bekosteligt, og man må i forbindelse med etableringen af dybe boringer sikre, at der ikke forekommer en vandtransport med arsenrigt vand fra de overfladenære magasiner til de dybere, ikke forurenede grundvandsmagasiner. De lave koncentrationer af arsen som er påvist i de dybe boringer, hvorfra vand oppumpes til hovedstaden Dhaka, kunne tyde på, at denne løsning kan anvendes, i det mindste i nogle områder. En uddybende diskussion om løsningsforslag på arsenproblemet i Bangladesh kan hentes på hjemmesiden www.dailystarnews.com/ 199903/10/n9031009.htm, som er et referat fra en amerikansk konference om problemet.

Det er rystende, at problemet er opstået på grund af dårlig rådgivning, idet grundvandets kvalitet som nævnt ikke blev tilstrækkeligt undersøgt. Tilstedeværelsen af naturligt betingede høje koncentrationer af arsen i overfladenært grundvand synes hydrogeologisk set at være knyttet til deltaområder. Tilsvarende vandkvalitetsproblemer kan derfor forventes i andre deltaområder i verden, men vi kender dem blot ikke endnu. Et eksempel kunne være Mekong deltaet i Vietnam, hvor UNICEF for nylig har etableret 200.000 drikkevandsboringer til forsyning af 23 millioner mennesker, uden vandkvaliteten har været undersøgt, se mere herom på Mekongforum Essays hjemmeside (www.mekongforum. org/long4e.html).

For yderligere oplysninger om arsenproblemet i Bangladesh kan henvises til British Geological Survey´s hjemmeside www.bgs.ac.uk/arsenic. Her kan man hente en ny rapport om emnet, og fremstillingen af forholdene i Bangladesh er bl. a. taget herfra.