Danskerne vil helst have bro over Kattegat

27. juni 2007 kl. 10:592
Byg hellere en bro over Kattegat end over Femern Bælt. Sådan lyder danskernes råd til trafikministeren, som dog ikke lader sig påvirke.
Artiklen er ældre end 30 dage

Et flertal af danskerne mener, at trafikminister Flemming Hansen (K) bør satse på en fast forbindelse over Kattegat, før Danmark kaster sig ud i at bygge en bro over Femern Bælt. Det viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget for Århus Stiftstidende.

56 procent af danskerne er enige eller delvist enige i, at det er bedre at bygge en Kattegat-bro end en Femern-bro, og 39 procent af befolkningen siger, at de formentlig aldrig vil krydse en bro mellem Rødby og Puttgarten.

Danskernes holdning påvirker dog ikke Flemming Hansen.

»Regeringen arbejder som hidtil på en fast forbindelse over Femern, men det ene udelukker jo ikke det andet,« siger han til Århus Stiftstidende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trafikministeren understreger, at Femern-broen er brugerfinansieret og derfor ikke står i vejen for andre anlægsprojekter, herunder en forbindelse over Kattegat.

Ministeren vil først se på konklusionerne fra Infrastrukturkommissionen, før han tager stilling til, om en Kattegat-bro på længere sigt er godt for Danmark.

Inden udgangen af juni skal Tyskland og Danmark blive enige om en aftale om Femern, hvis muligheden for at få EU-støtte på op til en tredjedel af broens pris skal bevares.

Indtil videre er der mellem 60 og 70 procents sandsynlighed for, at broen bliver en realitet, oplyser Flemming Hansen.

Meningsmålingens hovedkonklusioner

Jeg vil hellere have en Kattegatbro end en Femernbro: 56 procent

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hver måned vil jeg køre over Kattegatbroen: 25 procent
Hver måned vil jeg køre over Femernbroen: 3 procent

Jeg vil aldrig krydse en Kattegatbro: 8 procent
Jeg vil aldrig krydse en Femernbro: 39 procent

Kilde: Epinion

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
3. juli 2007 kl. 16:00

Det var noget af en anklage. Det er Epinnion der har foretaget meningsmålingen, ikke århus stiftidende. Så du påstår at den organisation ændrer tallene for at passe til århus stiftidendes læsere? Det er en hård anklage, en sådan anklage skulle man ikke tro du ville hoste op med uden bevis. Når Epinion laver undersøgelser, bliver sjællandere såvel som århusianere spurgt - fordi netop sjællændere er målgruppen, fordi en bro giver dem mulighed for at bo/arbejde i den ene by, og pendle til den anden.

1
27. juni 2007 kl. 12:43

Jeg tror at resultatet bærer præg af at det er en århusiansk avis der står bag. Jeg tror ikke på at hver fjerde dansker ville køre den vej hver måned, da mange har kortere over Storebelt og endnu flere slet ikke rejser mellem Jylland og Sjælland hver måned.