Danskeren bag den canadiske ingeniørring
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danskeren bag den canadiske ingeniørring

Illustration: Frants Lichtenberg

På søndag for 100 år siden, 11. september 1916, skete en fatal ulykke under byggeriet af den store Quebec Bridge over den vildsomme Saint Lawrence River i Canada. Ulykken – som var den anden under byggeriet af broen – skulle vise sig at få skelsættende betydning for de canadiske ingeniørers etik og selvforståelse – og heri spillede en dansk ingeniør formentlig en afgørende rolle.

Katastrofen indtraf, da det 10.000 ton tunge midterspænd kæntrede under ophejsningen og styrtede ned, så 14 arbejdere blev dræbt. Der var da gået ni år, siden den første fatale ulykke under broarbejdet indtraf 29. august 1907, hvor en udragende gitterkonstruktion kollapsede, og 76 arbejdere mistede livet.

Inkompetence og sløseri

Begge ulykker skyldtes uden for diskussion inkompetence og sløseri fra projektets ansvarlige ingeniører. En undersøgelseskommission placerede da også hovedansvaret på to chefingeniører, hvoraf den ene aldrig havde arbejdet på en bro med større spænd end 90 meter, og den anden havde forsømt at føre tilsyn med projektet, fordi han hellere ville passe sin forretning i New York.

Ulykkerne gav anledning til alvorlig selvransagelse hos canadiske ingeniører og førte bl.a. til, at man senere indførte et ‘ingeniørløfte’ i Canada i lighed med lægeløftet.

Unge canadiske ingeniører kan før deres eksamen ved en højtidelig ceremoni aflægge et løfte om at være omhyggelige og ansvarlige. Samtidig modtager de en fingerring af stål – oprindelig stammende fra den nedstyrtede bro, men senere af almindeligt rustfrit stål.

En levende canadisk tradition

Denne særlige canadiske tradition, der altså er næsten hundrede år gammel, lever i bedste velgående. Langt over hundrede tusinde canadiske ingeniører har båret eller bærer ringen.

Vi fortalte faktisk historien om den canadiske ingeniørring her i bladet tilbage i 1989 med en canadisk ingeniør som kilde. Men dengang kendte vi ikke den danske vinkel på historien.

Officielt etableredes ceremonien i 1925, ni år efter den seneste katastrofe. Det skete på initiativ af det canadiske ingeniørinstitut, EIC. Under en middag i 1922 fremlagde foreningens præsident et forslag om en ny organisation, der skulle stå for den nye ceremoni.

Den danske bagmand

Men i virkeligheden skyldes denne ring og den tilhørende ceremoni en civilingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt i København (i dag DTU), Frants Lichtenberg, der nogle år forinden var emigreret til Canada med sin kone og en søn. Sønnen, Niels Lichtenberg var da omkring 7 år, og han rejste som ung tilbage til Danmark, læste til civilingeniør og sluttede karrieren som chefredaktør for det oprinde­lige Ingeniøren og Ingeniørens Ugeblad i 1970.

Det er hans søn, altså Frants’ barnebarn, civilingeniør Steen Lichtenberg, som fortæller historien:

»I perioden 1911 til 1916 deltog Frants i arbejdet på Quebec-broen som ingeniør og inspektør, ansat af den canadiske regering. Han havde bl.a. ansvaret for tilsynet med bygningen af det fatale midterspænd.

I et brev til et barnebarn skriver han i 1956, at han, seks uger før konstruktionen skulle hejses på plads, havde en timelang samtale med chefingeniørerne, hvor han gjorde opmærksom på ulykkesrisikoen. Midterspændet var planlagt til at skulle hejses op i fire stropper, der var fastgjort i brodækket. De sad imidlertid to og to så tæt på hinanden, at risikoen for at hele den høje gitterkonstruktion fik overvægt og kunne tippe rundt under ophejsningen, var stor.

Den mindste forstyrrelse eller fejl ville give overbalance og nedstyrtning, men chefingeniørerne henholdt sig til, at der var mange tonsmeter som sikkerhed, hvortil Frants Lichtenberg replicerede, at det kun var meget lidt i forhold til spændets store vægt på 10.000 ton.«

Det gik som forudset

»Men han blev ikke hørt, og det gik, som han havde forudset. Han måtte selv deltage i ophejsningen, men havde lovet sin hustru, at han ville skynde sig ind på den faste del af broen. Det gjorde han – 10 minutter senere skete ulykken. De øvrige 14 mennesker ude på konstruktionen druknede og blev aldrig fundet.

Det blev naturligvis et alvorligt traume for Frants Lichtenberg, at det ikke lykkedes ham at forhindre ulykken. I et forsøg på at hindre den slags ulykker fremover tog han initiativet til at fiske noget af stålet op af floden og af dette stål få fremstillet fingerringe. Dem skulle nye canadiske ingeniører bære for til stadighed at blive mindet om katastrofen og være omhyggelige og ansvarlige som ingeniører.

Ringen gik under navnet ‘Lichtenberg-ringen’ efter initiativtageren. Vi – hans børnebørn – har fået fortalt om broen, men han har først i sin alderdom kunnet fortælle os om ulykken, og han har aldrig selv fortalt om sit initiativ med Lichtenberg-ringen.

Et livslangt traume

Men et barnebarn til Frants har for mange år siden helt tilfældigt fået fortalt historien af en ældre canadisk ingeniør, der boede som nabo til vores familie i Californien. Da hun hørte, at navnet var Lichtenberg, spurgte hun, om han var i familie med Frants Lichtenberg. Jo, det var hans farfar. Derpå fortalte hun om sin Lichtenberg-ring og dens historie.

Når vores farfar aldrig selv har fortalt om dette, skyldes det sikkert hans livslange traume, der også fik ham til først at berette om ulykken til os i sine sidste leveår. Han og familien emigrerede kort efter ulykken videre til USA, hvor han levede og arbejdede til sin død som 81-årig,« slutter Steen Lichtenberg sin fortælling.

Ulykkerne på Quebec Bridge vakte stor international opsigt i ingeniørkredse. Ingeniøren gennemgik på basis af især tyske fagtidsskrifter den første ulykke i en detaljeret artikel 9. november 1907, og i Tidsskrift for Ingeniør- og Bygningsvæsen 15. december 1916 bringes en dramatisk beretning fra et vidne til den anden ulykke. Her angives materialesvigt som årsag til midterfagets nedstyrtning, hvilket udmærket kan have forårsaget kæntringen af konstruktionen, sådan som Frants Lichtenberg fortæller, men placeringen af løftekablerne nævnes ikke som et problem.

Om det detaljerede canadiske ingeniørløfte, der blev resultatet af katastroferne på Quebec Bridge, har haft positiv indflydelse på inge­niørernes etik, kan i sagens natur næppe dokumenteres.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten