I dag kender man til tusindvis af sygdomme, der skyldes mutationer i et enkelt gen.
Men hvilke mutationer er de skadelige?
Og hvilke typer medicin har så en effekt på dem?
Det kan somme tider vise sig i langstrakte forsøg med klonede celler, men forskere fra Københavns Universitet er nu gået sammen i virksomheden BioPhenyx med et værktøj, som koger screenings-processen ned til et par uger.
Teknisk består ’pakken’ af en Crispr/Cas9-saks akkompagneret af to forskellige enkeltstrengede syntetiske DNA-molekyler (repair templates).
De henholdsvis kopierer den mutation, man gerne vil undersøge, samt en neutral mutation, som kommer til at fungere som kontrolmekanisme.
Ved at blande de to typer celler i samme dyrkningsskål kan man se, om nogle af de celler, man vil undersøge, over tid opfører sig anderledes end kontrollen. For eksempel hvis man tilsætter et lægemiddel, som virker på den givne mutation, og cellen vokser hurtigere eller langsommere, eller helt dør bort.
»Værktøjet har denne lille, interne kontrol, som gør analysen meget sikker, så vi på to-tre uger kan sige, om genet er et godt lægemiddelmål,« siger lektor Morten Frödin fra BioPhenyx.
Eftersom der benyttes samme Crispr/Cas9-reagens på alle celler i kulturen, risikerer man heller ikke, at evt. off-targets vil forstyrre billedet (hvis saksen klipper forkert), for det vil så ske i begge typer celler og kan fraregnes resultatet.
Forskerne har testet metoden af på BRCA-gener med kendte mutationer fra brystcancer-patienter, og det lykkedes dem at skelne fejlfrit mellem sygdomsfremkaldende og neutrale mutationer, fortæller Morten Frödin.
Derfor er Rigshospitalet lige nu i gang med at implementere metoden som en fast del af deres brystcancer-diagnostik.
I en tid med fokus på personlig medicin er det desuden forskernes tanke, at værktøjet nemmere og billigere kan undersøge den enkelte patients genmutationer op mod f.eks. allerede kendte lægemidler for at se, om noget vil kunne hjælpe.
Det kan nemlig vise sig at være forskellige typer medicin, der skal til, alt efter hvilke mutationer man går rundt med.
På samme vis kan helt nye lægemidler testes af på celler i kulturen, så medicinalvirksomheder hurtigere kan screene kandidater.
Det har der allerede været god interesse for, siger Morten Frödin.
BioPhenyx er desuden i gang med at afprøve metoden på gener, som er relateret til visse typer arvelige hjerte-kar-sygdomme, åreforkalkning samt tarmkræft, men også dværgvækst, mental retardering og muskelsygdomme har der været efterspørgsel efter at få undersøgt.
Arbejdet er publiceret i Nature Genetics.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard