Danskere leverer schweizer-kniv af en træningsmaskine til privat rumstation
Når det første modul fra rumfartsselskabet Axiom bliver tilkoblet ISS, så vil det være med et dansk islæt.
Thomas Andersen, der er administrerende direktør i Danish Aerospace Company (DAC) fortæller, at han og medarbejderne har arbejdet målrettet for at komme i betragtning hos de kommercielle rumfartsselskaber:
»Vi har arbejdet på det i de sidste 4-5 år. Der sker en masse i USA inden for kommerciel bemandet rumfart.«
Læs også: ISS på pension: Første kommercielle rumstation på vej
Den danske virksomhed, der har leveret trænings- og medicinsk overvågningsudstyr til NASA og ESA igennem mere end 30 år, skal nu også levere udstyr til Axioms moduler, der efter planen bliver tilkoblet den internationale rumstation, ISS, i 2024.
To maskiner skal holde astronauterne i form
Træningsudstyr spiller en vigtig rolle på rummissioner. I rummet bliver astronauterne nemlig ikke udsat for den belastning, de er vant til:
»Astronauterne skal motionere to timer hver dag. Det svarer til vores aktivitet, uden løbeture og besøg i fitnesscenteret, i jordens tyngdekraft,« fortæller Thomas Andersen.
DAC skal levere to forskellige træningsmaskiner til Axiom-projektet: Cykelergometret FERGO og multitræningsmaskinen E4D, der kan benyttes som romaskine, tovtrækningsmaskine, cykel og til en lang række styrkeøvelser.
European Enhanced Exploration Exercise Devices-systemet (E4D) er en regulær trænings-schweizerkniv:
»Vi har lavet en vægtløftningsmaskine, der bruger kabler, udveksling og en motor til at lave de her klassiske styrkeøvelser,« fortæller Thomas Andersen.
Når man styrketræner nede på jorden, bliver de vægte man løfter påvirket af tyngdekraften. I rummet er påvirkningen væk. Derfor er E4D-systemet udstyret med en motor, der med udveksling kan skabe modstand, så astronauterne kan komme til at styrketræne til trods for manglen på tyngdekraft.
Foruden at give astronauterne mulighed for at styrketræne, så kan E4D-systemet også bruges som romaskine, cykel og så er der en tovtrækningsfunktion, der er designet til at træne astronauternes styrke i fingre og underarme.
Selve systemet fylder ikke meget mere end en telefonboks, hvilket ikke er tilfældigt. Når Axiom-modulet skal tilkobles ISS i 2024, skal det nemlig være fuldt udstyret med alt det, astronauterne måtte have brug for, lige fra køkken til træningsudstyr. Og det betyder at det hele helst skal være så småt som muligt.:
»Der er et behov for at behov for at have noget småt. Derfor har vi kombineret alle de her funktioner i én maskine,« fortæller Thomas Andersen.
Cykelergometeret, Flight ergometer (FERGO), ligner en mellemting mellem en konditionscykel som vi kender det fra spinninglokalet i det lokale fitnesscenter og en kuffert. Cyklen er nemlig hverken udstyret med en saddel eller styr. På ergometret kan man indstille belastningen på træningen samt indhente fysiologiske data fra ens træningspas.
Hjulpet godt på vej af et godt renomé
DAC har som bekendt leveret udstyr til rumagenturerne ESA og NASA i 30 år, og det er ifølge Thomas Andersen en del af forklaringen på, at de private selskaber nu har fået øjnene op for den danske virksomhed:
»Vi har leveret udstyr til ESA og NASA i knap 30 år, og det har givet os et fantastisk renomé,« fortæller han og fortsætter:
»Vores trackrecord med NASA har hjulpet os. Når de kigger i vores retning, så tænker de private konsortier, at det er den rette vej at gå. Det er en blåstempling.«
DAC kan endnu ikke oplyse, hvor meget af deres udstyr der vil være ombord på Axiom-modulet.
Se nogle af de forskellige træningsfunktioner som E4D har her:
