Dansker vil sælge 'æggebakke-ligkister'
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dansker vil sælge 'æggebakke-ligkister'

Dansk opfinder vil lave letvægtskister af genbrugspapir. Den nye teknik adskiller sig fra tidligere ved, at der ikke bruges lim, og desuden kan en kiste fremstilles på blot seks minutter. Den klimavenlige begravelseskiste - kaldet DanCoffin - vækker allerede opsigt i USA.

Den grønne vej til himlen.

Sådan markedsfører Bendt Skov sit nye produkt.

DanCoffin, som produktet hedder, er en kiste lavet af gamle konvolutter og andet genbrugspapir.

»Jeg sad på min gård på Langeland og læste avis. Da jeg nåede til dødsannoncerne, kom min kone ind med æg hun havde købt hos naboen. Så tænkte jeg, at man burde lave kister af det samme letvægtsmateriale,« siger Bendt Skov.

Kan masseproduceres i modsætning til almindelige kister

Der er dog et krav til kister om, at de skal kunne holde til fem liter væske, som lig kan afgive.

Derfor virkede den umiddelbare idé med æggebakken ikke helt, fordi de korte bløde fibre bliver opløst for let. I stedet satser han på lange træfibre fra genbrugspapir.

»Og det findes der stadig temmelig meget af på verdensmarkedet, selvom man vil spare på papiret,« siger Bendt Skov.

Men det er ikke kun i klimasammenhæng, at kisten har en række fordele. I dag bliver langt størstedelen af ligkister produceret lokalt.

Papkisterne kan til gengæld masseproduceres et sted og sendes ud i verden, fordi de kan stables, så man kan have 10-12 gange flere papkister i en container.

Desuden gør det lette materiale, at papkisten kun vejer 7 kilo modsat de cirka 35 kilo, som en traditionel trækiste vejer.

Det har fået Syddansk Vækstforum til at støtte idéen med ni millioner kroner. Kisten kan nemlig afhjælpe de mange tunge løft for medarbejdere i sygehuskapellerne.

Marked for 36 millioner kister

Den lette transport gør også, at Bendt Skov ser en international forretningsmulighed for sine kister.

»Der dør omkring 60 millioner mennesker om året i hele verden. Hvis man fraregner de trosretninger, der ikke bruger kister, så er vi nede på 36 millioner kister. Hvis bare jeg kan få 1 procent af det marked,« siger han.

Derfor tilbyder han også at støbe alskens ornamenter til kisten. Lige fra et kors til den kristne, et anker til sømanden eller et hammer og segl til kommunisten.

Men når kisten er så meget lettere, så kan det give bekymring for, om det overhovedet kan holde til liget, når kisten skal bæres ud i bedemandens vogn.

Bendt Skov forsikrer, at hans materiale kan holde, men han vil ikke røbe hvordan.

»Med den måde jeg har lavet det på, kan jeg hoppe på bundpladen af kisten med mine 90 kilo uden at gå igennem. Jeg kan bare ikke sige så meget, fordi mit patent ikke er gået igennem endnu,« fortæller han.

Hen er dog ikke bleg for at fortælle lidt om støbningsprocessen.

Selve kisten støbes ved, at genbrugspapiret opløses i et kar med vand. Derefter sænker man en hullet form, der nærmest er et net, ned i karret.

Papirfibrene sætter sig på nettet, der løftes op af karret, og sænkes ned i en støbeform.

Nettet bliver trukket op, og fibrene bliver siddende på indersiden af formen ved hjælp af et undertryk i støbeformen.

Så sænker man den opvarmede støbeform af indersiden ned i kisten. Voila, så har man en kiste på seks minutter.

Fås i naturfarver

Den hurtige fremstilling er en af de klare styrker ved kisten. Der findes nemlig allerede papkister, men de er lavet af papmaché, og limen afskrækker økofanatikerne - samtidig tager det ifølge Bendt Skov op til en uge at lave sådan en kiste.

Desuden er han villig til at blande plantefarver i vandet med plantefibrene, så man kan få en grøn kiste med et sort låg, hvis det er det design, man vil have.

DanCoffin har allerede vakt opsigt i den amerikanske blogosfære, blandt andet på det kendte teknikmagasin Gizmodo.

Bendt Skov etablerer først produktionslinjen i januar. Så han regner med at kunne sælge kister fra slutningen af efteråret 2011.

»Men det bliver nok ikke et julegavehit,« forudser han.

Kommentarer (60)

vil have en kiste, der er lavet af Jyllandspesten. Kan man så slippe for det?

Spøg til side - det lyder som en prima idé. Så skal man bare sørge for at holde sig i live et års tid til.

  • Søren
  • 0
  • 0

Som har sin tvivl om at kisten kan holde til at få en motorbør fuld af tonstung mudderjord over sig uden at "klappe sammen" ?
Denne hændelse er jo kendt for at bringe gravere i unåde, desværre.
M.v.h. Birgitte

  • 0
  • 0

Det ville jeg nok frabede mig, men med udgangspunkt i glæden ved at åbne kisten og se hvad der var inden i, ville jeg måske blive overrasket :-)

Idéen er kanon og held med det.

Hvad med en papmache sten hvor man kan tegne med tush eller kridt? Det ville blive et gave-hit. Og lidt nemmere at pakke ind.

  • 0
  • 0