Danske virksomheder skal stoppe verdens vandspild

Danske virksomheder skal stoppe verdens vandspild

I dag mister vi 30 % af verdens rene vand på grund af lækager. Nu har de største danske virksomheder inden for vandteknologi fået 18,5 millioner til at stoppe lækager i vandsystemer.

Det drypper fra vandrør overalt i verden, og 30 % vores af rene vand går derfor til spilde ifølge Verdensbankens beregning i 2006. NIRAS har samlet de danske vandmastodonter (Grundfos, Schneider Electric, AVK, Kamstrup, Leif Koch, HOFOR, Nordvand og DTU) for skabe et fælles system, der sætter alarmer i gang, så snart en af de dyrebare dråber kæmper sig ud af rørene.

»Sagen er, at man i dag kan købe en masse avanceret udstyr. Men de snakker meget sjældent sammen. I vores system skal pumper snakke med hinanden og med ventiler eller målere. Modeller kobler så alle informationer sammen og fortæller dig om morgenen, at der er opstået anomalier der og der om natten,« forklarer Henrik Kærgaard udviklingschef i NIRAS.

Han tilføjer, at der er en stigende interesse for hele løsninger i stedet for enkeltdele på verdensmarkedet.

»Det er sindssygt vigtigt, at virksomhederne kan levere løsninger og ikke kun produkter. Det kan også skabe et ekstra lag oven i eksporten,« uddyber Henrik Kærgaard.

Miljø og Fødevareministeret ser også et stort eksportpotentiale i en fælles dansk løsning på vandlækage, som derfor har fået 18,5 millioner af den grønne innovationspulje MUDP til to demonstrationsprojekter. Danmark er selv en vandduks med et vandspild på kun 8 %, hvilket er et godt udgangspunkt for at sælge vandlækage løsninger. Men Henrik Kærgaard påpeger, at troværdighed står og falder med, om den løsning, man vil sælge, også findes i ens eget land. De to demonstrationsfaciliteter, MUPD-midlerne går til, er derfor afgørende for salget.

Foto: NIRAS

11 % reduktion af vandtab i første forsøg

Det lave vandtab i Danmark skyldes godt håndværk og systematiseret udskiftning af rør og ledninger. HOFOR og Nordvand, der skal lægge hus til demonstrationen af vandlækagesystemet, kan alligevel spare penge med et overvåget system, ifølge NIRAS, da man kan sørge for, at ledninger kun bliver udskiftet, når det er nødvendigt med overvågningen. I mange andre lande er håndværket lang ringere og vandspildet langt højere - helt op til 65 %.

I 2009-12 afprøvede NIRAS et integreret og overvåget system i Abu Dhabi, som før projektet havde et vandspild på 19 %. Resultatet var en reduktion til 8 % og en tilbagebetalingstid på 1,5 år.

»Vi har set at det projekt er ret unikt, det er meget, meget få steder, man har det her. Der er virkelig et enormt stort eksportpotentiale, og vi vil helt klart få en stor opmærksomhed i verden i det kommende år,« siger Henrik Kærgaard.

NIRAS lærte dog i Abu Dhabi, at der er et kæmpe arbejde i, at få alle de lokale komponenter til at spille sammen. Derfor fandt de interesse i at danne konsortiet med danske virksomheder, og skabe en billigere fælles løsning, hvor alle komponenter fra start, er udviklet til at spille sammen. Og der er brug for nytænkning, af den ene eller anden art, for ifølge verdensbanken vil verden i 2030 have et gab på 40 % mellem vandefterspørgsel og vandudbud.

Kommentarer (0)