Danske virksomheder overhalet: Vi får for lidt ud af vores innovation
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danske virksomheder overhalet: Vi får for lidt ud af vores innovation

Er danskerne innovative? Ja, ifølge den nyeste opgørelse fra EU er vi.

Faktisk er vi så dygtige til at skabe innovation, at Danmark er kommet på podiet, kun overgået af Tyskland og Sverige på de to øverste pladser. I EU’s årlige innovationsmåling får vi ros for vores åbne og attraktive forskningsmiljø og små og mellemstore virksomheders innovative evne.

Men hvis man dykker lidt ned i de enkelte kategorier, ser det måske ikke helt så rosenrødt ud. Faktisk ligger vi et godt stykke bag vores nærmeste konkurrenter, når det gælder så vigtige områder som ‘små og mellemstore virksomheders evne til at introducere nye produkter og services’ og ‘Eksport af medium- og højteknologiske produkter’. Her bliver vi overhalet af både Tyskland, Sverige, Holland og Finland.

Ud over de to ovennævnte har kommissionen i opgørelsen brugt 23 forskellige indikatorer for at kunne rangliste EU-landene. Her undersøges alt fra forskningen i den private og offentlige sektor til innovationen i små virksomheder og introduktionen af nye produkter på nye markeder.

På listen kommer Sverige ind på en klar førsteplads, Tyskland følger et stykke bagefter med Danmark lige i hælene.

Danmark klarer sig rigtig godt, når det gælder den del, hvor grundlaget for innovation skabes. Det vil sige inden for forskning, både privat og offentlig, patenter og samarbejde mellem private og offentlige virksomheder.

Men når det gælder om at omsætte al den viden, der oparbejdes, til konkrete virksomheder, eksport og arbejdspladser, så halter vi bagefter de lande, vi normalt konkurrerer med: Tyskland, Sverige, Holland og Finland. Det viser tal, som Ingeniørforeningen, IDA, har trukket ud af rapporten.

IDA: Det skal være let at få hjælp til eksporten

Hos IDA finder formand Frida Frost det bekymrende, at de små og mellemstore danske virksomheder ligger så lavt, når det gælder om at skubbe nye produkter og services på markedet.

»Danmark består af en vidunderlig underskov af små og mellemstore virksomheder, men når vi ved, at kun én ud af fem har forsknings- og udviklingsaktiviteter, er der i den grad brug for stimulering,« siger hun.

Hun mener, at der er behov for skabe bedre forbindelser mellem de små virksomheder og de offentlige videnmiljøer.

»Det tema får desværre alt for lidt fokus i den vækstpakke, som der forhandles om på Christiansborg i øjeblikket,« påpeger IDAs formand og efterlyser en konkret tilgang til udfordringen.

Regeringen har i sin innovationsstrategi, som blev præsenteret i december 2012, lagt forslag frem, som skal sætte fokus på problemerne. For eksempel vil man udpege nogle indsatsområder eller udfordringer, hvor innovation og virksomhedsudvikling kan gå op i en højere enhed. Lige nu ligger forhandlingerne om innovationsstrategien stille.

Frida Frost mener, at ordninger som innovationsagentordningen og videnpilotordningen vil være oplagte redskaber til at bygge bro mellem virksomheder og videnmiljøer som universiteterne med det overordnede formål at få virksomhederne til at øge eksporten af højteknologiske produkter.

»Der er behov for at øge støtten til eksportfremme til langt mere end de 25 millioner kroner, som regeringen lægger op til,« påpeger Frida Frost.

Emner : Politik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten