Danske virksomheder klar med teknologi til ældre
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danske virksomheder klar med teknologi til ældre

Store virksomheder som LK og IBM ser en fremtidig forretningsmulighed i teknologiske løsninger til ældre medborgere og har også visse varer på hylderne. Men endnu er der ikke den store efterspørgsel.

Hos Lauritz Knudsen, som udvikler og sælger intelligent styring og overvågning af hjemmets funktioner, har man, ifølge produktchef Claus Stahl Borghegn, allerede mange af de produkter og teknologier på hylderne, som kan lette hverdagen for ældre og handicappede.

»Vi har produkter, som dækker hele spektret fra kørestolsbrugere til raske ældre, når det gælder om at styre og fjernbetjene lys, vinduer, gardiner, persienner, døre og så videre,« siger han.

Et projekt med Teknologisk Institut har dokumenteret, at netop fjernbetjening af funktioner er noget, som ældre og handicappede lægger vægt på.

Også tidsindstillede kontakter, som f.eks. slukker for kaffemaskinen efter en halv time, kan være nyttige for ældre. Hertil kommer velkomstlys, overvågning af gas- og vandudslip samt deciderede røg- og tyverialarmer, som øger sikkerheden for den enkelte.

Sundhedsområdet fører

Sundheds- og plejeområdet er der, hvor manglen på penge og arbejdskraft er størst og hvor teknologiske løsninger kommer først ind. Et eksempel er den såkaldte patientkuffert fra Odense. Måleapparatur i kufferten satte patienter med rygerlunger i stand til selv at måle iltindholdet i blodet og derved spare dyre og besværlige besøg på sygehuset.

IBM har været involveret i et sundhedsprojekt i Århus - i samarbejde med Århus Universitet, Alexandra Instituttet og Århus Kommune. Her fik 25 ældre med diabetes 2 nemt betjent udstyr til selv at måle blodtryk. Forhøjet blodtryk hos diabetes-patienterne kan give hjerneblødninger.

Resultaterne fra de daglige målinger blev via en mobiltelefon automatisk sendt til en central, hvor resultatet blev registreret. Hvis blodtrykket var normalt skete der ingenting, men ved afvigelser sendte centralen automatisk besked til en læge eller et barn af den ældre, som så kunne tage affære. Dermed kunne man forebygge dyre og ubehagelige indlæggelser med hjerneblødninger.

Udviklingschef Ole Frydensberg, IBM, er sikker på, at der vil komme flere udviklingsopgaver, fordi it er en del af løsningen, når samfundet hverken har penge eller personale nok til at klare flere ældre:

»Samfundet forventer, at vi vil hjælpe med at løse sådan nogle sundhedsopgaver, og it-teknologien er i dag så moden, at der efter min vurdering åbner sig en verden af nye ting, vi kan gøre og dermed måske løse opgaverne på en helt ny måde.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først