Danske virksomheder jubler over energispareaftale

Hos danske energiselskabers organisationer er man positive over udsigten til et nyt EU-direktiv, der for første gang vil sætte bindende mål for energieffektivisering.

»Vi har fået den bedst mulige aftale for et Europa med den enorme forskellighed, som en halv milliard mennesker giver,« siger EU-chef i Dansk Energi Ulrich Bang.

Som ing.dk kunne fortælle onsdag, er der efter måneders ballade opnået enighed mellem EU-Parlamentet og Ministerrådet om at lave en historisk aftale om det kommende energieffektviseringsdirektiv.
Aftalen skal forhandles i detaljer i løbet af onsdag aften og vil blive endeligt offentliggjort fredag, men flere kilder, herunder den danske chefforhandler Britta Thomsen (S), har bekræftet, at parterne er enige.

Læs også: Danmark nåede det: Enighed om energibesparelser

»Det er meget positivt for vores medlemmer. En aftale vil helt klart betyde et øget marked for løsninger inden for energieffektivisering, hvor danske virksomheder står stærkt,« lyder reaktionen fra Hans Peter Slente, direktør i DI Energibranchen.

De bindende mål tæller gælder blandt andet energiselskaberne, der skal reducere energiforbruget med 1,5 procent om året, samt en forpligtigelse til at reducere tre procent af centraladministrationens bygninger. Samtidig skal der udarbejdes en langsigtet plan for renovering af den samlede bygningsmasse.

Samlet vil Europa kunne ende på 14,5 procent af målet om en reduktion på 20 procent af energiforbruget.

»Vi havde gerne set en mere ambitiøs aftale, men alternativet var, at der ikke kom en aftale, så vi er glade. Det er virkelig lykkedes for det danske formandskab at lave aktiv vækstpolitik ved at dykke ned i EU's maskinrum og skabe de nødvendige rammer, der vil påvirke markedet for danske energivirksomheder,« siger Ulrich Bang.

Hos DI Energibranchen peger Hans Peter Slente blandt andet på områder som rådgivning og services, forskellige byggematerialer og andre løsninger til energieffektivisering som oplagte områder for danske selskaber.

Ifølge en analyse, DI Energibranchen præsenterede i maj, er Danmark et af de lande i EU og OECD med lavest energiintensitet. Det øger konkurrenceevnen og giver samtidig værdifulde erfaringer til det kommende milliardmarked.

»Vi har den fordel, at Danmark som samfund kan dokumentere, at de her løsninger faktisk virker. Det skal vi naturligvis udnytte,« siger Hans Peter Slente.

Som nævnt er der enighed mellem parterne i Bruxelles. Hos EU-Parlamentet håber man dog, at man kan øge procentdelen fra 14,5 procent i de sene timer. Den indsats får fuld opbakning fra danskerne.

»Nu er det om at holde den oprindelige målsætning for øje, så vi kan få en så ambitiøs aftale som muligt her mod slutningen,« siger Hans Peter Slente.