Danske studerende går efter guldet til årets Eco Marathon
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danske studerende går efter guldet til årets Eco Marathon

Til venstre på billedet ser du Team Energys dråbeformede brintbil. Til højre står den ethanoldrevne Dynamo 13.0. I midten sidder DTU's to førere på hug ved siden af Prins Joachim, der ønskede de studerende held og lykke til næste uges økoløb.

Folk stod på tæer med deres kameraer og øjne og ører på spring, da øko-racerne Dynamo 13.0 og Cimbrer blev præsenteret for studerende, undervisere, journalister og den notorisk fartglade Prins Joachim på DTU Mekanik i tirsdags.

De studerende fra DTU Roadrunners og Team Aalborg Energy tager i næste uge til London for at dyste med hver deres bil i det årlige Shell Eco Marathon, hvor det er kilometer pr. liter og ikke kilometer pr. time, der tæller.

»Vi har fikset alle de ting, der drillede fra sidste år, så vi går efter førstepladsen igen,« fortæller Alexander Crone, der er pitleder i DTU Roadrunners og er ingeniørstuderende ved Konstruktion og Produktion.

Sidste år måtte bilen Dynamo 12.0 nemlig udgå af løbet på grund af et knækket baghjulsophæng. Det satte en stopper for syv års uafbrudt sejrsrække, men i år har Dynamo 13.0 blandt andet fået et nyt stødabsorberende baghjulsophæng.

Dynamo 13.0 er også blevet udstyret med CAN-bus, et digitalt kommunikationssystem til bilens forskellige applikationer, ligesom de studerende i år har bygget en testbænk, der kan bruges til at afprøve motorens ydeevne i laboratorium. Tiden er også gået med at installere nye tre mm bremseskiver, som Shell har stillet som krav til årets deltagere.

Holdet satser på at gentage deres verdensrekord på 665 km/l fra forrige år, men banen i London har en højdeforskel på 8,9 meter i modsætning til den bane, de kørte på dengang, og det kan betyde meget for resultatet.

»Jeg tør ikke rigtig at gætte på, hvordan det går, før vi har testet bilen på den nye bane,« siger Alexander Crone.

På mandag tager holdet afsted til London. Her er der to dage med tekniske undersøgelser, der skal sikre, at alle bilerne overholder kategoriens vilkår, og to dage med testkørsler på banen, før ‘marathonet’ løber af stablen fredag og lørdag.

Brintbil med aerodynamisk makeover

Team Aalborg Energy fra Aalborg Universitet satser derimod deres lid til, at det er det ydre, som tæller. De kunne nemlig fremvise en helt ny bil, som er blevet udviklet og bygget over det sidste år.

Holdet kunne nemlig spare 75 watt ved en hastighed på 25 km/t ved at omdanne bilens skal med inspiration fra dråbens aerodynamiske form. Det viste en række CFD-simulationer, som en spansk ingeniørstuderende lavede for dem.

»Og det var altså nok til, at vi sagde: ‘Så bygger vi en ny bil’,« fortæller teamleder Lars Holm, der studerer energiteknik med speciale i mechatronics.

Det har resulteret i en aflang bil, der bliver smallere bagtil, og hvor dimensionskravene er blevet udnyttet til fulde. På nær to centimeter udnytter bilen de tilladte 3,5 meter i længden – derimod er der sparet på både højde og bredde, der kun lige sniger sig over minimumsgrænsen med 1 meter og 1,2 meter.

Model af den nye Cimbrer. Foto: Team Energy, AAU

Selve indmaden er dog stadig den samme, selvom den brintbaserede brændselscelle er blevet optimeret siden sidste år.

»Målet er at gennemføre, men det kunne være fedt at nå op på det, der svarer til 640 km/l brændstof, som er vores egen rekord,« siger Lars Holm.

Klar til selvkørende konkurrence

Selvom ‘øko-løbet’ først begynder i næste uge, er DTU Roadrunners allerede klar med en helt ny feature.

»Vi satser på at være det første hold, der er klar med en selvkørende bil til den autonome kategori, der begynder næste år,« siger Henning Si Høj, der læser elektroteknologi og er med i det tremandsteam, der arbejder på autonomiseringen.

Allerede nu er Dynamo 13.0 udstyret med GPS-system, gyroskop og lidar samt en motor på bremsen og rattet.

»Vi mangler sådan set bare at skrive softwaren. Man kan sige, at vi har udstyret bilen med arme og ben, men den har ikke lært at bruge dem endnu,« siger Henning Si Høj.

Selvom programmeringen langt fra er klar, kunne DTU Roadrunners da også fremvise den selvkørende funktion på gårdspladsen ude foran DTU Mekanik. Systemet virker efter ‘gulerodsprincippet’, hvilket vil sige, at den kører efter en række forudindtastede GPS-koordinater.

Begge biler skal konkurrere i kategorien UrbanConcept, men i hver sin række for henholdsvis el-biler og biler med forbrændingsmotorer. Shell Eco Marathon bliver holdt i Europa, Nord- og Sydamerika og Asien.

Hvis alle de studerende der deltager tænkte lidt ud over det spændende i den tekniske udfordring, så meldt de fra alle som en fra til løbet, der hedder Shell Eco Marathon.
Ja navnet starter med Shell og indeholder Eco , for det er en del af Shells måde at sende et budskab om, at fossile brændstoffer sagtens kan være miljøvenlige. Nej, det kan de ikke.

Hermed min opfordring til, at teamet fra DTU som en del af deres aktivitet ved løbet, prøver at at få alle hold til i fælleskab at afholde sig fra fremover at deltage i denne misinformationms kampagne fra Shell.

Der er masser af spændende elbilsløb for læreanstalter de kan deltage i istedet. Så kommer de også til at arbejde med den teknologi, de skal beskæftige sig med i det arbejdsliv, der ligger foran dem. Hvorfor som ung studerende beskæftige sig med fortidens teknologi.

  • 0
  • 6