Danske rigge hjælper med at slukke Norges olietørst

Illustration: Maersk Drilling

‘Norge – verdens rikeste land’. Den lille, indskudte bemærkning har flere steder sneget sig ind på det norske oliemuseum i Stavanger. Blandt udstillinger af borekroner og ubåde, fortællinger om nordsødykkerne og det historiske overblik over olieudvindingen fra feltet Ekofisk gentages det: ‘Norge – verdens rikeste land’.

Og nordmændene er i sandhed velhavende. Sidste år rundede den statslige norske investeringsfond Statens Pensjonsfond Utland, eller bare ‘Oljefondet’, 5.000 milliarder norske kroner, svarende til én million kroner per nordmand. På verdensplan overgår kun Luxembourg Norge i BNP per indbygger.

Landet, der i 1960’erne var blandt de fattigste i OECD, er på 40 år blevet et af verdens rigeste på grund af olien, som ellers tæller mindre end én procent af de samlede, globale reserver. Til gengæld bliver det meste eksporteret.

Blandt de virksomheder, der opererer i den norske del af Nordsøen, er Mærsks datterselskab Maersk Drilling. Siden 1990 har det danske selskab leveret og stået for driften af borerigge i det barske miljø i Nordsøen. Det seneste skud på stammen er jack-up riggen Maersk Interceptor, der de næste fire år skal bore efter olie i Ivar Aasen-feltet.

Stærkere og hurtigere

Ingeniøren var med om bord, da riggen endnu var i havn og med sine 206,8 meter lange ben tårnede op over byen Mekjarvik ved Stavanger på Sydnorges vestkyst. Interceptor er en af fire i en familie af verdens største jack-ups – altså flydende, mobile borerigge, der på ben hæves over havet. Rigge, der er specielt designet til at operere i Nordsøens ultrabarske omgivelser.

Riggens 206,8 meter høje ben set fra helipad’en. (Foto: Maersk Drilling) Illustration: Maersk Drilling

»De er stærkere, hurtigere og mere automatiserede end nogensinde før,« siger den slet skjult stolte tekniske direktør i Maersk Drilling, Frederik Smidth, der er fløjet ind fra København for at give rundvisning på ‘sin’ rig.

Når Interceptor er trukket til havs, vil den være i stand til at bore i dybder på op til 150 meter og operere uafbrudt de næste fem år. Om bord vil bo omkring 120 mand fra både Maersk Drilling og Det norske oljeselskap ASA, der alle arbejder 12-timers vagter i 14-dages perioder. I alt har Maersk Drilling syv jack-up rigge i operation i norsk oliefarvand. To mere følger, når Interceptors søskende står færdige i 2015 og 2016.

De norske olieselskaber er tørstige efter de danske rigge, der ofte er chartret allerede før, de er bygget.

Selvsamme tørst mærkes tilbage på kajen i oliemuseets velpolerede lokaler, hvor ‘det sorte gulds’ betydning for alvor skinner igennem.

Norge er blevet synonymt med olie. Stavanger er Europas olie­hovedstad. Siden det amerikanske olieselskab Philips Petroleum i 1969 fandt olie og i 1971 begyndte at bore i feltet Ekofisk, der endnu i dag er Norges største, er det kun gået opad for den norske olieeksport.

Gennem museets udstillinger gør nordmændene sig nogle erkendelser: Ja, det var skidt, at vi frem til 1995 brugte dykkere til manuelt arbejde på flere hundrede meters dybde med sygdom og død til følge. Nej, sikkerheden var ikke i orden, da Alexander Kielland-platformen i 1980 kollapsede og tog 123 mennesker med sig i døden. Og ja, olie­udvinding er skidt for miljøet.

En af udstillingerne opstiller selv dilemmaerne: Klima eller velstand? Klima eller olie? Klima eller miljøbeskyttelse? Alligevel synes konklusionen at være tydelig: I Norge er vi dygtige til at udvinde olie, og vi bliver ved, så længe vi kan, for det er det, vores økonomi er baseret på.

Udebane kontra hjemmebane

Mere end 80 pct. af Norges eksport udgøres af olie. Ifølge tal fra det amerikanske energiministerium gør det Norge til Vesteuropas største og Europas næststørste olieeksportør, kun overgået af Rusland. På hjemme­bane får Norge, der stort set baserer hele sin elforsyning på vandkraft, mere end 60 pct. af sin energi fra vedvarende kilder og forventer at være CO2-neutralt i 2030.

Selskabet Stat­oil, som den norske stat ejer 62,5 pct. af aktierne i, var blandt de første til at eksperimentere med opsamling og lagring af CO2 for at skære ned på emissionen fra sine oliefelter, og også på den geotermiske front eksperimenterer Norge med teknologiske udviklingsprojekter, der skal gøre jordvarme til en del af fremtidens energiforsyning. Samtidig eksporteres CO2-udledningen med olien ud af landet.

De dobbelte interesser er et moralsk dilemma til evig diskussion blandt politikere, forskere, interesse­organisationer og andre interessenter. Selv Microsoft-stifter Bill Gates havde en mening om, hvad den norske oliefond skal bruge sine penge på, da han sidste år fremførte et forslag om, at Norge investerede i infrastruktur- og miljøprojekter i Afrika syd for Sahara og Asien.

Det lovede den norske statsminister, Erna Solberg fra partiet Høyre, så. Samtidig gav hun sammen med landets andet regeringsparti, Frem­skrittspartiet, et løfte om, at flere oliemilliarder i fremtiden vil blive investeret i vedvarende energi over hele verden. Hidtil er Oljefondets penge primært blevet investeret i aktier, obligationer og fast ejendom – blandt andet på det amerikanske boligmarked. I dag ejer Norge med sine blot 5,1 millioner indbyggere 2,5 pct. af det europæiske aktiemarked og 1,25 pct. af det globale.

Endnu olie for 4.300 mia. kr.

»Nordmændene har travlt, og det kan vi mærke,« siger Frederik Smidth, da vi står på boredækket på Interceptor.

»Heldigvis er de nye rigge så automatiserede, at vi kan bore hurtigere end nogensinde før,« siger han og peger fra borekabinen ud på dækket, hvorfra et system med dobbelte borerør gør det muligt hele tiden at holde et bor i drift, mens et andet samles.

I kabinen på boredækket sidder to mand, der konstant overvåger boringen, som kører uafbrudt i de måneder, det tager at bore et hul. Boreprocessen er automatiseret, men hvert 20 minut lyder et signal til operatørerne om, at de skal trykke på knappen på deres joystick for at registrere, at de stadig overvåger processen. (Foto: Maersk Drilling) Illustration: Maersk Drilling

Fra de komfortable sæder i kabinen overvåger to mænd boreprocessen, som for det meste styrer sig selv. Indimellem giver systemet mændene en advarsel i form af en hyletone, der indikerer, at de skal trykke på knappen på deres joystick. Bare for at sikre, at de stadig holder øje med det hele.

Interceptor og de tre søskende af samme type vil være i stand til at bore et hul på kun to måneder. Det gør dem 15-20 pct. hurtigere end tidligere jack-up rigge, der på tiende år er i operation på oliefelter i Nordsøen.

Frederik Smidth forventer, at Interceptor vil være i drift i hvert fald 25 år frem i tiden. Sandsynligvis for nordmændene i Nordsøen.

Hvor længe det norske olieeventyr varer ved, er der mange forskelligartede estimater af. Nogle siger, at reserverne holder 50 år. Andre siger 100. Selvom den norske produktion af olie gradvist er faldet siden 2001, som felterne er modnet, vurderer de norske myndigheder selv, at uopdagede oliereserver i den norske undergrund udgør en værdi på omkring 4.300 milliarder danske kroner.

Emner : Olie