Danske raketbyggere i dobbeltbooking: Hvem skal skyde først?
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danske raketbyggere i dobbeltbooking: Hvem skal skyde først?

NEXØ-II
Her ligger raketten NEXØ-II fra Copenhagen Suborbital og venter på opsendelse. Foto: Carsten Olsen/CS

Opdateret klokken 15:28

Planlægning er alfa og omega – også for raketentusiaster. Men et eller andet sted er der gået noget galt, da Raket-Madsens Rumlaboratorium og Copenhagen Suborbitals (CS) hver især bookede tid i kalenderen til raketopsendelse.

For det viser sig, at de private raketinitiativer planlægger at sende raketter op den 26. august i samme område ES D139 øst for Nexø ved Bornholm – og med søndag som reservedag, hvis vejret er for dårligt lørdag, eller der opstår tekniske problemer.

Reelt vil de to opsendelser kunne blokere for hinanden – og det vil have både økonomiske og tekniske konsekvenser for raketprojekterne.

Taler sammen for første gang i lang tid

Peter Madsen og folkene i hans gamle forening Copenhagen Suborbitals har ikke været på talefod, siden Peter Madsen ved en generalforsamling i Copenhagen Suborbitals måtte forlade foreningen på grund af en konflikt. Siden da har Peter Madsen skabt sit eget raketfirma.

Læs også: Seje billeder af ny raket platform på vandet !

Men begge firmaer bekræfter nu over for Ingeniøren, at de øjeblikkelig har taget kontakt med hinanden for at finde en løsning på problemet, så der stadig bliver lift-off i den sidste weekend i august for begge raketter.

»Teknisk har vi endnu ikke fundet en løsning. Men det er jo en meget god øvelse, der viser, at vi faktisk kan snakke sammen om problemerne,« siger Peter Madsen til Ingeniøren.

Hos Copenhagen Suborbitals ærgrer man sig også over sammenfaldet.

»Det er aldrig sket før, og det er på alle måder en irriterende situation. Så det bedste vil være at finde en løsning på problemet, og vi er indstillet på at finde en løsning,« siger pressechef Mads Wilson.

Søfartsstyrelsen har været i kontakt med begge parter

Begge raket-initiativer har løbende de seneste måneder sendt mails med oplysninger om opsendelserne til Søfartsstyrelsen, der regulerer området. Spørgsmålet er, om man her har været klar over, at der var et sammenfald mellem to forskellige raketopsendelser.

Styrelsen giver ikke deciderede tilladelser til opsendelser, men de kan udstede forbud begrundet i sejladssikkerhed, hvilket endnu ikke er sket.

Læs også: Hvordan man opsender en raket

På siden med Efterretninger til Søfarende, hvor sejlere skal orientere sig om særlige forhold i havområder, skriver Forsvarets Operationscenter, at alle weekender i august er reserveret til skydeøvelser. Men det dækker over raketopsendelser, bekræfter Søfartsstyrelsen.

Og begge raketinitiativer har lagt en booking ind på både den 26.-27. august og den 2.-3. september.

Copenhagen Suborbitals skal opsende én raket, mens Raket-Madsens Rumlaboratorium har to identiske raketter, der skal til vejrs, men fordelt på to weekender, for at man kan nå det med følgeskibe osv.

Fordeling af dage er svært …

I teorien ville man jo bare kunne fordele de to dage i den første weekend mellem sig og så krydse fingere for, at begge får opsendt raketterne.

Læs også: Raket-Madsen om menneskecentrifuge: Et skridt nærmere opsendelse af mennesker

Men det kunne betyde, at Raket-Madsens Rumlaboratorium ikke når at få opsendt begge raketter, hvis nu vejret er dårligt på ’dets’ opsendelsesdag.

Samtidig er der så meget på spil for begge parter, at de nødigt vil risikere at stå i en situation, hvor den ene jubler over lift-off, mens den anden får en lang næse.

To forskellige opsendelsesmetoder

Teknisk vil det dog også være et problem at bruge samme dag, selv om det umiddelbart lyder praktisk for f.eks. Det Bornholmske Hjemmeværn, der plejer at hjælpe med at holde området frit for sejlere.

Forklaringen er, at Copenhagen Suborbitals’ raketter skydes lodret op, og nedfaldszonen er i samme område, hvor følgeskibe og platform befinder sig. Det så man også sidste år, da Copenhagen Suborbitals opsendte en raket, der faldt ned midt mellem de to skibe.

Raket-Madsens Rumlaboratorium har derimod en affyringsplatform, der kan drejes. Og man lægger sig i kanten af området og skyder raketten ind over det.

»Jeg vil ikke sejle ud på Østersøen og sigte en raket mod CS’ skibe; jeg vil heller ikke sigte lodret og selv risikere at få raketten i hovedet, ligesom jeg heller ikke vil lægge mig ved siden af CS og udsætte både mig selv og dem for mit nedslag,« forklarer Peter Madsen.

Begge holds operationer er også fuldstændig stramt koordineret og planlagt med skibe og så videre. Og det vil formentlig være svært at integrere med hinanden, men ikke umuligt.

Venter på svar fra Forsvaret

Ingeniøren har bedt Søfartsstyrelsen, der som nævnt regulerer området, om en kommentar til de sammenfaldende opsendelsesdatoer.

Men Søfartsstyrelsen oplyser, at styrelsen udelukkende forholder sig til de 'sejladssikkerhedsmæssige delelementer af raketopsendelsen'.

Derimod låner Forsvaret den del af det pågældende farvandsområde, som ikke ligger i ikke-territorialt farvand, ud til raketfolkene. Derfor har Ingeniøren nu bedt Forsvaret om en kommentar.

Kommentarer (13)

for det skal nok vise sig at ingen af dem i virkeligheden bliver klar, - eller har glemt at spørge konen om de må låne hår tørreren.

  • 2
  • 17

Kære Journalist,
Kunne du ikke angive hvor eller på hvilket punkt, du har opdateret artiklen, så vi ikke skal en sammenlignende tekstanalyse igennem for at finde ændringen? ;)

  • 7
  • 1

Altså nu er dagene jo rimelig lange for tiden, så kunne den ene ikke gøre sig klar fra kl 3 om natten/morgenen og så skyde den af mellem kl 9 og 12, og så sejler den anden ud og gør klar og skyder mellem 18 og 21?

  • 3
  • 0