Danske producenter af print er truet fra øst

Danske producenter af trykte kredsløb strammer livremmen ind og holder vejret, mens de venter på et industrielt opsving. Men samtidig presser asiatiske producenter dem hårdt på prisen. De handler med Vesten via Internettet.

Kinas elektronikfabrikker har opbygget en voldsom kapacitet. De støvsuger verdensmarkedet for ordrer - til skade for danske firmaer. Og det er ikke kun de store ordrer.

»Kineserne tager imod seriestørrelser helt ned til 100 print, og så kan man jo nok forstå, at det bliver svært for os,« siger direktør Lissi Petersen. Hun er leder af Møn Print, som er en af Danmarks små printproducenter, der netop lever af små serier med hurtig levering.

»De presser priserne i bund. Og så skal vi konkurrere på hurtigheden, men asiatiske firmaer er også hurtige. Og det eneste, kunderne fokuserer på lige nu, det er simpelthen prisen,« siger hun.

Det asiatiske kvalitetsniveau fejler heller ikke noget. Så danske producenter skal virkelig være på mærkerne, bare for at beholde sine kunder.

Ingen statsstøtte, men masser af billig arbejdskraft

Lissi Petersen spekulerer på, om kinesiske firmaer får statsstøtte ligesom de koreanske skibsværfter. Det får de imidlertid ikke, lyder det fra den danske ambassade i Beijing.

»En officiel statsstøtte er der ikke, selv om der måske kunne være lokale støtteordninger. Men det har selvfølgelig stor betydning, at en højt lønnet arbejder i byerne kun tjener cirka 900 kroner om måneden,« siger Carsten Boyer Thøgersen, leder af Commercial & Economic Affairs Department på ambassaden.

Man kunne også tænke, at den faste kinesiske vekselkurs kunne rumme en konkurrencefordel, men det er heller ikke sandt.

»Den kinesiske valuta har siden 1995 været fast forbundet med dollaren, men der er almindelig mening om, at hvis den blev handlet frit, så ville den blive en smule revalueret,« siger Carsten Boyer Thøgersen.

Kineserne har altså en lille valutafordel lige nu, men det er ganske lidt, siger han, og skævheden er opstået i de seneste måneder.

Trods krisen ser analytiker Klaus Pildal fra Klaus Pildal Management positivt på de danske muligheder.

»Danske printproducenter har nogle faste kunder, som har gavn af, at printproducenten bor i nærheden. Det er typisk kunder, hvor printet kun udgør en lille andel af produktets samlede omkostninger. Og når opsvinget kommer, bliver mindre serier igen uinteressante for asiaterne, og så vender nogle af de ordrer tilbage til Danmark,« siger han.