En nyudviklet, svensk ben-protese bliver for tiden monteret på nogle få heldige danske, ben-amputerede patienter.

Og det er en stor succes, hvis man dømmer efter smilene hos de to midaldrende forsøgspersoner, der mødte op i dag til pressemøde på Aarhus Universitetshospital - det eneste sted i landet, der har fået Sundhedsstyrelsens foreløbige tilladelse til at bruge 10 styk af de nye proteser.

»Jeg kan cykle nu - med to pedaler,« siger Kaj Pedersen, en tidligere kølemontor, som i kraft af den ekstra bevægelighed, den nye protese giver ham, håber på at komme i arbejde igen. Og som en demonstration rejser han sig let og ubesværet fra en briks - uden at støde fra med hænderne - og går næsten helt almindeligt rundt i lokalet.

Han kan skifte tempo, og han kan stå oprejst længe og skifte vægten fra det ene til det andet, når han har lyst. Det var umuligt med den gamle protese, fortæller han. Og for nylig gik han en tur på fire kilometer og nød hvert et øjeblik.

Tre tramp betyder cykling

Hans protese kaldes C-leg, hvor C'et står for computer. Og det grå metalben er uden tvivl en teknisk grænsepæl, der er flyttet et godt stykke fremad. Knæ og fodled kontrolleres af hydrauliske ventiler, som styres af en lille computer inde i knæet. Sensorer fortæller for eksempel computeren, hvilken vinkel knæleddet har, og hvor hurtigt leddet er blevet bøjet. Den er autonom og reagerer udelukkende på sine sensor-input.

»Computeren rummer et typisk gangmønster, og vi lægger nogle startparametre ind til at begynde med. Det sker via Bluetooth og en pc. Men efterhånden, som Kaj bevæger sig, lærer computerens hans særlige måde at gå på, og så justerer den selv på gangparametrene,« siger bandagist Jan Kristensen.

For eksempel skal foden bremses, mens den er på vej bagud. Og denne nedbremsning justeres dynamisk, så bevægelsen ser naturlig ud. Naturlig gang består åbenbart mest af nedbremsninger, for C-leg har ingen hydrauliske aktuatorer, kun de styrede ventiler, som kan bremse bevægelser i begge retninger.

Cykling kræver derimod et frit bevægeligt knæled, og Kaj Pedersen fortæller sit knæ, at det skal skifte program, ved at trampe let tre gange.

Snubler du, så låser knæet

Computeren har givet mange muligheder for de svenske konstruktører. For eksempel er knæet opmærksom på, om Kaj Pedersen er ved at snuble. Det kan være, hvis den kunstige fod rammer en høj flise på fortovet.

Stødpåvirkningen vil øjeblikkelig få computeren til at låse knæet, så Kaj Pedersen vinder et sekund til at finde balancen med et ben, som nu holder sig stift i et kort tidsrum, så der kan støttes på det. Computeren får energi fra et lithium-ion batteri, som kan holde maskineriet i gang i 36 timer, før en opladning er nødvendig.

»Miss Terminator, kalder jeg mig«

Den anden forsøgsperson ved pressemødet, Mona Lisa Serritslev, har fået en anden variant af protesen. Den har ingen computer, kun hydrauliske ventiler, som justeres med et værktøj. Det er cirka 100.000 kroner billigere end Kaj Pedersens version, og en af forskellene er, at hun ikke kan skifte gangtempo.

Men hun er meget glad for sit metal-ben, som har gjort hende fuldt mobil igen, efter at hun i en lang periode havde opgivet at bruge benprotese. Især lægger hun vægt på, at benet har givet hende bedre mulighed for at være kvinde. Det skyldes især protesens særlige konstruktion. Den kan skjules med et hudlignende dække, men metalbenet er så pænt udformet, at hun ikke har noget imod at vise det frem. Og den kunstige hud tager lidt af bevægeligheden.

»Miss Terminator, kalder jeg mig. Nu kan jeg købe stramt tøj igen, fordi der ikke er nogen protese-kant, der buler ud under tøjet. Og min bagdel får den rigtige facon, nu hvor jeg bruger musklerne symmetrisk,« siger hun og smiler sit bredeste smil, mens hun snakker videre om kjoler og sorte netstrømper og danser lidt rundt i lokalet til ære for pressen.

Hun har også fået mod på et nyt parforhold efter at have været single i nogle år. Både hun og Kaj Pedersen var tidligere plaget af hudirritationer fra de gamle benproteser, der skulle klemmes fast omkring benstumpen.

Læge: Store fordele ved knogle-montage

Et kendetegn ved de såkaldte OI-proteser (Osseo-proteser) er, at de monteres direkte på patientens knoglestump med en stor titaniumskrue. Det betyder, at en monteringssokkel stikker ud gennem huden.

Overlæge Peter Holmbjerg Jørgensen fra Aarhus Universitetshospital har udført de operationer, som fastgjorde den solide skrue i lårbensknoglen. Den skrue, som er hele hemmeligheden bag den svenske proteses succes.

»Vi har kun fået lov til at lave 10 operationer, men det vil være forfærdeligt, hvis vi ikke får lov til at fortsætte. Der er så store fordele ved denne type protese, som monteres direkte på lårbensknoglen,« siger han.

En af fordelene er, at de første forsøgspersoner viser tegn på, at deres knoglemasse er ved at gendannes. Det er nemlig et kæmpeproblem for amputanter, at de hurtigt kommer til at lide af knogleskørhed i den afkortede benstump og i den side af hoften, som ikke længere har et helt ben under sig. Knogleskørheden når ofte helt op i den nederste del af rygraden.

»Vi ved ikke, hvor meget knoglemasse, der kan gendannes. Men vi har et Ph.d.-projekt i gang, som skal belyse det,« siger han og peger på et typisk røntgenfoto, som tydeligt viser den svindende knoglemasse i patientens ene side.

Det er den direkte kontakt mellem protese og knogle, som gør forskellen. De små stød og vibrationer under daglig bevægelse stimulerer knoglevæksten. Og det har man ikke set ved de gamle proteser, som sidder blødt omkring huden.

Denne direkte kontakt er med til at gøre protesen populær blandt forsøgspersonerne. For nu kan de bedre "mærke" ujævnheder i fortovet. De små stød-påvirkninger transmitteres nemlig op gennem protesen og op i skelettet, hvor de kan mærke dem. Den fornemmelse kaldes Osseo-perception, og den øger fornemmelsen af kontrol og sikkerhed.

Ikke til rygere og løbere

Men protesen er ikke for alle. Det gør Peter Holmbjerg Jørgensen udtrykkeligt opmærksom på. Man må ikke veje over 100 kg og ikke lide af kredsløbsforstyrrelser. Og protesen er ikke til rygere eller til folk over 70 år. Patienter, som agter at dyrke kraftfulde sportsgrene, såsom sprint, må også springes over. Den slags er for risikabelt.

For den mest værdifulde genstand for en amputant - den del, der virkelig skal passes på - er den knogle, som protese-skruen er monteret i. Hvis den brækker, er hele arbejdet og flere tilpassende operationer spildt, og man må begynde forfra. Derfor har C-leg protesen en lille sikkerhedskobling, som kaster det kunstige ben af, hvis der opstår et uheldigt vrid.

Af samme grund skal patienterne helst motionere hver dag. For det kan nu konstateres, at motion med den nye protese styrker de svage knogler, og ingen ved endnu, hvor langt denne helingsproces kan fortsætte.

»Protesen er især god til folk, som kun har en meget lille knoglestump tilbage. Den slags patienter har meget svært ved at bruge en normal protese,« siger Peter Holmbjerg Jørgensen.

I Sverige, hvor OI-protesen er udviklet af Peter Ingvar Brånemark, er der nu over 100 patienter, som går rundt med det praktiske metalben. Prisen er cirka en kvart million kroner pr. styk.