Danske observationer viste vejen for nobelprismodtagerne i fysik

4. oktober 2011 kl. 15:448
Danske observationer viste vejen for nobelprismodtagerne i fysik
Illustration: AP/EPA.
Danske astronomer var de første til at vise, at det er muligt at måle meget fjerne supernovaer.
Artiklen er ældre end 30 dage

Året nobelprismodtagere i fysik, Saul Perlmutter, Brian Schmidt og Adam Riess, sender i dag sikkert en lille venlig tanke til danske astronomer, som i 1988 viste, det var muligt fra jordbaserede teleskoper at måle fjerne supernovaer.

Ti år efter den danske opdagelse kunne to hold astronomer ledet af henholdsvis Saul Perlmutter fra University of California, Berkeley, og Brian Schmidt fra Australian National University - og med Adam Riess fra Johns Hopkins University og Space Telescope Science Institute i Baltimore, USA, som et fremtrædende medlem - måle endnu fjernere supernovaer og dermed vise, at universet ikke alene udvider sig, men også, at udvidelsen er accelererende.

I dag kom den helt store belønning for denne præstation: nobelprisen i fysik for 2011, fem millioner svenske kroner til Perlmutter og det halve til hver af de to andre.

Fra venstre Adam Riess, Brian Schmidt og Saul Perlmutter, der har vundet Nobelprisen i fysik 2011. Foto: AP/EPA Illustration: AP/EPA.

Fysikkens største gåde

Observationerne tolker de fleste astrofysikere som et tegn på en ukendt mørk energi i universet, som allerede Albert Einstein havde i tankerne, da han formulerede sin generelle relativitetsteori i 1915.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De tre forskere får dog udelukkende nobelprisen for deres observationer. Nobelpriskomiteen nævner kun, at mørk energi er den egenskab, som kan forklare den accelererende udvidelse.'

'Hvad mørk energi er, forbliver en gåde - og måske fysikkens største i dag', anfører Nobelpriskomiteen.

Når man kan bruge supernoaver af den særlige type, som kendes som Ia, til at fastslå universets udvidelse, hænger det sammen med, at disse supernovaer er ens overalt iuUniverset og dermed også kan fungere som en slags milepæle.

Det betyder, at forskerne ud fra måling af lysstyrke og rødforskydning kan fastslå både afstanden til en supernova og den fart, hvormed den bevæger sig væk fra Jorden.

Det begyndte med danske målinger

Men det er ingen let sag at måle meget fjerne supernovaer

Artiklen fortsætter efter annoncen

De danske astronomer Leif Hansen og Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen var i midten af 1980'erne til et møde, hvor man diskuterede, hvad det kommende rumteleskop (Hubble) skulle bruges til.

»Måling af fjerne supernovaer blev nævnt som værende en mulighed,« siger Hans Ulrik Nørregaard-Nielsen.

Danskerne gik dog hjem og tænkte sig om og fandt ud af, at det kunne man da også måle fra Jorden.

Det danske 1,5 meter lange teleskop opsat ved La Silla i Chile blev rigget til, og observationer gik i gang.

»Det var en svær opgave,« husker Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen

Den 9. august 1988 var heldet og dygtigheden dog med Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen: Han fandt en supernova, som var 5 milliarder lysår væk.

Det var på det tidspunkt den fjerneste stjerne, som nogensinde var observeret. Der blev taget billeder af supernovaen indtil den 16. august, hvor den havde tabt halvdelen af sin styrke. Den 6. september var den så svag, at den ikke læggere kunne detekteres.

»Vi er stolte«

Der blev udsendt en pressemeddelelse fra European Southern Observatory og skrevet en artikel til Nature, som blev offentliggjort i 1989. Det var 'big news' i astronomikredse på det tidspunkt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen fra Dansk Rumforskningscenter (i dag DTU Space) omfattede gruppen astronomerne Leif Hansen og Henning E. Jørgensen fra observatoriet ved Københavns Universitet samt Richard Ellis fra University of Durham, England og Warick Couch fra Anglo-Australian Observatory i Australien

»Vi er da stolte af, at det lykkedes os at vise, det er muligt at måle meget fjerne supernovaer,« siger Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen.

Meget mere skulle dog bringes plads både eksperimentelt og teoretisk, før Perlmutter, Schmidt og Riess kunne foretage deres sensationelle målinger. Men det er ikke helt forkert at sige, at danskerne fyrede startskuddet af på La Silla i 1988.

Flere hædersbevisninger

Årets nobelprismodtagere er ikke uvante med at modtage hæder.

De delte alle tre Shaw-prisen, som uddeles i Hongkong, i 2006. Riess og Perlmutter modtog tidligere i år Einstein-medaljen, der uddeles af Albert Einstein Gesellschaft i Bern.

Lektor Kristian Pedersen fra Dark Cosmology Center ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, fortæller, at centeret har et tæt samarbejde med Brian Schmidt, og man håber, at han får tid til at aflægge besøg i København, når han i december skal til Stockholm for at modtage medaljen af den svenske konge.

Dokumentation

Nobelprisen i fysik 2011
ESO's pressemeddelelse fra 1988

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
10. september 2019 kl. 02:43

Jeg tror de fleste læsere, som jeg, er helt klar over kikkertens dimensioner, Albert! Hvis de ikke er, betyder forskellen sikkert ganske lidt, for dem.

3
10. september 2019 kl. 00:51

Artiklen er fra 2011, Albert. ;-)

Det ved jeg. Bliver diameteren så til længden?

Altid en god ting at rette fejl, også 8 år senere, især når der linkes til artiklen i en spritny artikel.

2
10. september 2019 kl. 00:10

Artiklen er fra 2011, Albert. ;-)

5
11. oktober 2011 kl. 15:29

Ja, priser indenfor vindenskaben kan være noget underligt noget. Det er jo kun sjældent, at en videnskabsmand står helt alene. For det meste bygger man jo sine resultater på mange andres arbejder eller måske fremkommer resultaterne af intenst gruppearbejde mellem mange personer.

Men nogen skal vel hædres? Og pengene der følger med er jo en god saltvandsindsprøjtning til forskningsmiljøerne. Bare lidt urimeligt for alle de andre, der "vælges fra" så at sige... :(

5
Videnskabsredaktør -
6. oktober 2011 kl. 09:36
Videnskabsredaktør

MEN husk een ting, stol ikke på ekspertene.

Men stol endnu mindre på amatørerne.

5
5. oktober 2011 kl. 20:52

De målinger, som tilsyneladende viser, at universitetet udvider sig med større hastighed, må være fejlfortolkede på en eller anden måde. Når man ser på alt, der foregår, så er der en ting, der en gennemgående, cyclicitet, alting (næsten) gentager sig. Derfor er det mest sandsynligt, at universet efter en udvidelse, ender med at trække sig sammen og ende i et big bang, og så begynder alt forfra. Der er flere muligheder,: lys taber energi undervejs ->RØDFORSKYDNING: Alle vores observationer af lys er foregået på små afstande; vi ved ikke; hvad der sker på store afstande: jeg kan forestille mig 2 muligheder 1: fotonerne bliver"trætte" og taber energi

2 Detr er gnidningseffekt i universet, derved vil fotonerne tabe energi.

Den tabte energi, viser sig "som mikro fotoner", omsat til dansk: mikrobølger!. -> Rødforskydning og mikrobølgfer i universet. (Opfattet som rest af big bang. )

Jeg antager, at klogere personer end mig har bedre forklaringer. MEN husk een ting, stol ikke på ekspertene.

Husk på Bohr og Rutherford.

Leif vehl.

5
5. oktober 2011 kl. 11:09

Citat: " . . . – måle endnu fjernere supernovaer og dermed vise, at universet ikke alene udvider sig, men også, at udvidelsen er accelererende".

  • Er disse målinger ikke bare et resultat af et bedre udstyr der kan kigge længere væk?