Danske gader kan slippe af sted med høj luftforurening

40 overskridelser af EU's grænseværdier for luftforurening med kvælstofdioxid (NO2) fordelt på 11 gader i Aarhus og 29 i København. Det er nok et problem for folk med svage luftveje, som oplever flere og sværere gener.

Men det er langt fra sikkert, at overskridelser også udgør et problem i forhold til EU-Kommissionen. Det viser en nærlæsning af EU's afslag på Danmarks ansøgning om udsættelse med at leve op til grænseværdierne for kvælstofilter (NOx) på 40 mikrogram pr. kubikmeter luft.

I afslaget lægger EU nemlig udelukkende vægt på målingerne af NOx fra to målestationer i København, én på H. C. Andersens Boulevard og én på Jagtvej, samt en målestation i Aarhus.

Sydhavnsgade i København er en af de strækninger, som ifølge forskerne er mest belastet af forurening med kvælstofdioxid, som giver luftvejslidelser. Men de målinger bekymrer EU-Kommissionen sig ikke om. (Foto: Google Streetview) Illustration: Google Streetview

Seniorforsker Steen Solvang Jensen og hans kolleger på Aarhus Universitet (tidligere DMU) beregnede overskridelserne på de 40 gader, da de evaluerede de nuværende miljøzoner inden sommerferien. Miljøzonerne omfatter kun lastbiler.

Både Steen Solvang Jensen og Det Økologiske Råd vurderer, at Danmark også skal gribe ind over for NOx-udslippet fra personbiler og varevogne for at leve op til grænseværdierne inden 2015 på alle vejstrækningerne. Det vil i praksis indebære et forbud i København mod benzinbiler uden katalysator og forbud mod dieselbiler, som ikke lever op til de euronormer, som trådte i kraft i 2005.

Afgørelsen fra EU tager dog slet ikke hensyn til beregningerne på gadeniveau. Den koncentrerer sig udelukkende om målestationerne. Det eliminerer problemer i Aarhus, hvor grænseværdien på målestationen allerede er overholdt.

Måske løser problemet sig selv

I København er der muligvis heller ikke noget problem efter 2015. Men kommissionen er ikke overbevist.

Det skyldes, at forureningen med NOx steg i 2010 på H. C. Andersens Boulevard, hvor de danske myndigheder havde forventet et fald, fordi bilernes udstødning bliver renere og renere. Forskerne mener, at stigningen skyldes de store byggepladser i området, men det kræver kommissionen dokumenteret yderligere.

Samtidig har Miljøstyrelsen iværksat et måleprogram på ti udvalgte vejstrækninger i København. Resultaterne foreligger næste år, men det er endnu uklart, om EU vil tage hensyn til dem.

Derimod er kommissionen så klar, som man kan være på diplomatsprog, når det gælder opfyldelsen af grænseværdien i København inden 2015. Danmark skal komme med en plan hurtigst muligt.

'Med det formål at kunne vurdere, om det er realistisk at forvente, at grænseværdien vil blive overholdt inden for den nye frist, kræver kommissionen præcise og detaljerede oplysninger om omfanget og virkningen af den planlagte forureningsbekæmpelse, herunder en klar køreplan herfor,' skriver kommissionen.

Noget andet er, hvilket niveau af luftforeningen den nye miljøminister, Ida Auken (SF), og hendes regeringsfæller vil acceptere. Ministeren har bebudet, at hun vil give landets største byer mulighed for at stramme deres miljøzoner, men ikke hvordan.

Indtil videre er det derfor uklart, om hun vil arbejde for et forbud mod gamle dieselhakkere i København.

Dokumentation

EU's afgørelse

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

For det vil give mulighed for ikke at skulle implementere de skrappe zoner på personbiler som en haste/hovsa-løsning.

Det vil være rimeligt at varevogne/taxa/busser og andre erhvervskøretøjer ( alle gulplade- & papegøjeplade- køretøjer ). Skal være EURO4 i miljøzonen inden eks. 2013. Det er jo trods alt de største køretøjer, og dem der kører mange kilometer.

Med alderen på den danske bilpark, så vil en masse private personbiler ikke kunne komme ind i miljøzonerne. Hvis kravet bliver EURO4 nu/snart. De værste syndere blandt personbilerne kan fjernes ved at kræve minimum EURO3.

Lad os høste de lavthængende frugter først. Det generer færrest muligt, og giver mest miljø for pengene. Men det sender stadig det rigtige signal, som vil få nuværende bilkøbere til at efterspørge EURO5 personbiler.

  • 0
  • 0

Men det sender stadig det rigtige signal, som vil få nuværende bilkøbere til at efterspørge EURO5 personbiler.

Biløbere af nye personbiler er nødt til af efterspørge minimum Euro 5, sådan har det været i hele EU siden 1. januar 2011, og fra 1. januar 2015 Euro 6, medlems staterne er pålagt at nægte typegodkendelse og forbyde registrering, salg og ibrugtagning af køretøjer, der ikke opfylder emissionskravene.

Det her drejer sig altså om at få styr på busserne, og de 2-3% af personbilerne der står for en uforholdsmæssig stor andel emissionerne.

Og så skal vi have styr på hvem der slår sig ned tæt på målestationerne, det nytter jo ikke at en DR sendevogn med egen generator eller en salgsvogn til brændte mandler genererer lokal smog lige præcis omkring en af de tre master målestationer som udgør vores eksamens projekt i forhold til EU.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten