Danske forskere udvikler sand med pesticidædende bakterier

Visse bakterier er i stand til at leve af pesticider og overføre evnen til andre bakterier. Det vil en række forskere udnytte til at udvikle pesticidrensende sand.

50 år gamle pesticidrester styrer direkte mod grundvandet, og derfor leder forskerne efter metoder, der kan forhindre, at pesticiderne ender i forbrugernes vandhaner.

Teknologisk Institut har nu slået sig sammen med DTU Miljø, Københavns Universitet, Kemic Vandrens, Herning Vand og Furesø Vandforsyning for at teste, om pesticidædende bakterier i sandfiltre kan være vejen frem. Det fortæller ph.d. på Teknologisk Institut Sanin Musovic, forskningsleder på projektet, der går under navnet Den Trojanske Hest.

»Det er påvist, at visse sandfiltre i Danmark kan nedbryde pesticider, og vi har fundet ud af, at det skyldes bakterier, de kan producere enzymer med en nedbrydende effekt,« siger han.

Læs også: Danmark vil sælge vandteknologi som pakkeløsninger

Sanin Musovic vil udnytte pesticidgnaskende bakteriers evne til at 'smitte' andre med de nyttige egenskaber. Foto: Teknologisk Institut

Bakterierne har desuden den fordel, at de er i stand til at overføre de pesticidædende gener til andre bakterier i f.eks. den store proteobakteriegruppe, der bl.a. inkluderer Pseudomonas-slægten. Generne er nemlig ikke tilknyttet specifikke kromosomer og kræver derfor ikke nedarvning gennem generationer. I stedet ’flyder' de frit i cellen på såkaldt mobile genetiske elementer og kan hoppe over på andre bakterier, som var der tale om en virus.

Skal ud at lede i sandfiltrene

Denne evne har vist sig essentiel for at få bakterierne til at overleve og udføre det ønskede job. Tidligere prøvede forskerne at indsætte bakterier uden denne evne, men de havde en tendens til at dø efter få uger. Det skete, når de blev introduceret i et bakteriemiljø, der har eksisteret i 20-30 år, og hvor der allerede har været en selektion.

De vil formentlig stadigvæk dø, selv om de har denne evne. Det gør dog ikke noget, så længe de når at overføre genet til de eksisterende bakterier først, forklarer Sanin Musovic.

Læs også: Nyt renseanlæg skal fjerne medicinrester fra vandet

Han formoder, at de pesticidnedbrydende bakterier findes i filtrene på højst en tyvendedel af landets ca. 2.200 vandværker. Derfor handler det om at opformere bakteriemiljøerne, så man kan overføre det gode sand til de øvrige drikkevandsanlæg.

Forventningerne er store, og der er gode odds for at kunne frembringe levedygtige kolonier af bakterier med den særlige evne.

Op mod halvdelen af de bakterier, der lever i sandfiltrene er nemlig disse proteobakterier, og det betyder, at de er ens nok til, at de nemt kan tage imod de gener, der stammer fra de beslægtede bakterier i gruppen, der bærer evnen.

Læs også: Vejle Spildevand vil mikroplast til livs

Vil skabe sand-forretning

I første omgang vil gruppen undersøge op mod 30 udvalgte danske sandfiltre, indtil de har fundet i hvert fald 5, der har pesticidnedbrydende bakterier nok at gå videre med.

»Finder vi et godt sandfilter, kan vi måske tage 200 kg sand og flytte det til et andet sandfilter. På længere sigt er det tanken, at vi simpelthen vil producere sand, hvor vi har opdyrket bakteriestammerne, så vi kan sælge det til vandværkerne,« siger Sanin Musovic.

Læs også: Mistanke afkræftet: Renseanlæg spreder næppe farlig resistens

Projektet kører i fire år og har fået tildelt 5,8 mio. kroner af Innovationsfonden.

Kommentarer (3)

Det vil nok være mere meningsfyldt at bruge skyllevand fra de god filtre til at seede med i stedet for at forstyrre de gode filtre ved at grave rundt i dem.

Når filtrene skylles vil der altid være en del af de søgte bakterier der også kommer med i skyllevandet.

Dette er en teknik der er velkendt ved seedning af BAF filtre indenfor Spildevandsrensning.

Kim Soerensen
WABAG

  • 0
  • 0

Det er da fantastisk, når der findes forskere der kan rette op på fortidens synder, men det er også ærgerligt, at vi lever i en verden, hvor dette er nødvendigt.

  • 2
  • 0

Det klinger en smule risikabelt, sådan noget med overførsel af "radikale" gener til uspecificerede bakterier og vira. Risikerer vi at skabe bakterier som insekter evt kan udnytte, til at beskytte sig mod pesticider?

  • 1
  • 0