Myten om Loch Ness-uhyret i Storbritanniens næststørste ferskvandssø, Loch Ness i Skotland, lever stadig. Der er mennesker, der vitterligt tror, at de har set uhyret svømme rundt derude i søens skumle vand.
Teser om, at folk har drukket for meget whisky, så de i fuldskab har set syner, kan naturligvis være en forklaring. Men reelt kan de også have set en stor fisk som f.eks. en malle eller en stør.
I juni vil to forskere fra Statens Naturhistoriske Museum i København rejse til Skotland for at slutte sig til et newzealandsk-ledet forskningsprojekt. Forskerne skal undersøge, hvilke fiskearter søen gemmer på for blandt andet at se, om de adskiller sig fra fund i andre søer, ligesom de vil lede efter spor fra meget store fiskearter.
»Vi skal lave en dna-baseret undersøgelse for at kortlægge livet i søen. Vi vil måske finde noget, der kan forklare, hvad det er, der har fået folk til at tro på myten om et søuhyre,« siger professor i palaeogenomics Tom Gilbert fra Statens Naturhistoriske Museum til Ingeniøren.
Tom Gilbert er til daglig leder af en forskningsgruppe (EvoGenomics), der bruger teknikker som eDNA (Environmental DNA) – på dansk kaldet miljø-dna, hvor man blandt andet udnytter, at dna spreder sig hurtigt i vand. Forskningsgruppen i København har i mange år arbejdet med eDNA og udviklet og forbedret teknikkerne, der kan kortlægge arter i vand.
Tom Gilbert og hans kollega, Kristine Bohmann, skal sejle rundt på Loch Ness i en uges tid, mens forskningslederen, Neil Gemmell, bliver der i to uger.
Projektets hjemmeside lochnesshunters.com (Loch Ness-jægere) skal nok skabe medieopmærksomhed omkring sejladserne, og Tom Gilbert forventer også, at mange medier finder vej til Loch Ness-søen, når undersøgelserne går i gang.
»Neil Gemmell er en showman, og han er virkelig glad for myten, for han samler en masse penge ind gennem crowdfunding på grund af historien. For det er lettere at sælge myten om et søuhyre end historien om, at man skal lave et forskningsprojekt,« siger Tom Gilbert.
Han har det selv en anelse anstrengt med myten og hjemmesidens navn, og pointerer, at ingen forskere tror på, at søen huser et søuhyre, men:
»Teknikker udvikler sig hele tiden. Om det hedder sig, at vi leder efter Loch Ness-uhyret eller fisk, er ét fedt for os. For mig er hovedårsagen til deltagelsen, at vi kan få mulighed for at afprøve teknikkerne, som vi udvikler i Danmark, på Loch Ness-søen, som kun er undersøgt ganske lidt. Så kan vi se, hvordan teknikkerne virker,« siger Tom Gilbert.
»Jeg er også med, fordi jeg har en personlig interesse i at vise, hvordan mennesker vildleder sig selv. Altså psykologien bag, når folk siger, at de med sikkerhed har set Loch Ness-uhyret. Det kan jo også bare være en fisk i vandet, ikke sandt? Så jeg er meget interesseret i den underliggende tankegang omkring det. Og hvordan de misforstår det, de ser,« siger Tom Gilbert.
Søen Loch Ness er godt nok ’kun’ den næststørste sø, men rangordner man søerne efter vandmasser – volumen – er den Storbritanniens største sø, fordi den er meget dyb, og når ned til 230 meters dybde.
Til trods for, at forskerne kun er på søen i op til to uger, er der gode muligheder for at få kortlagt hele søens indhold af fisk.
»Det fantastiske ved dna er, at du ikke behøver så mange vandprøver for at undersøge arterne. Dna spreder sig overalt. Søen er meget stor, men vi sejler rundt og samler vandprøver for hver få mil, og der er tale om store vandprøver,« fortæller Tom Gilbert.
Alle skabninger efterlader dna, uanset hvordan miljøet er. Så når forskerne har sekventeret prøverne, holder de fundene op imod en database med kendte genomer fra cirka 100.000 forskellige organismer, og så kan de lade computeren finde frem til, hvilke arter, der har efterladt dna-materialet.
»Det er meget spændende, hvor godt et billede vi får, når vi gør sådan. Kan vi opdage alt? Er der forskel på det, vi finder i søen, og andre steder? For os er der tale er en validering af, hvor godt vores teknologi virker,« siger Tom Gilbert.
Forskningsleder Neil Gemmell har i en pressemeddelelse sagt, at han også forventer, at man finder nye arter i Loch Ness, f.eks. invasive arter som pukkellaks – Oncorhynchus gorbuscha – der på det seneste har vakt bekymring både i Storbritannien og Irland, og som fiskere også har sagt, at de har set i søen.
