Danske forskere sælger samlesæt til en gående robot
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Danske forskere sælger samlesæt til en gående robot

Forskere fra Syddansk Universitet har lanceret et samlesæt til en gående robot, som alle og enhver kan bygge, skriver Videnskab.dk.

Sættet hedder LocoKit, og selve robotten er programmeret på forhånd til at kunne gå og udføre kommandoer, når du har samlet den.

»Med LocoKit kan man både bygge en robot hurtigt og ændre forskellige dele af dens krop uden at starte forfra. Det giver helt nye muligheder for at lave forsøg for forskere, der prøver at finde ud af, hvordan robottens krop hænger sammen med dens evne til at bevæge sig,« siger Jørgen Christian Larsen, der er ph.d. på SDU Teknisk Fakultet, til Videnskab.dk.

Sådan ser LocoKit-robotten ud, hvis den alene samles med delene fra æsken. Illustration: LocoKit, SDU

Så snart man har forbundet kablerne fra robottens batteri til dens main board og videre til dens motor, er den klar, skriver forskerne på den hjemmeside, hvor man kan købe samlesættet. Har man rigtig godt styr på elektronik, vil man også kunne sætte sine egne sensorer på robotten, så den kan navigere rundt.

LocoKit-robotten vil kunne styres gennem en webbrowser på computeren, en smartphone og tablets, uden at der skal installeres yderligere. Vil man selv gå i krig med programmeringen af robotten, sker det i programmeringssprogene C eller Python.

Har man en 3D-printer, vil man også kunne bygge videre på robotten og give den nye, bevægelige dele. En af grundene til, at forskerne på SDU har lanceret samlesættet, er, at de gerne vil indsamle en masse data fra personer uden for SDU’s mure om, hvordan robotter af denne type kan bygges smartere.

David Johan Christensen, som er robotforsker på Danmarks Tekniske Universitet, mener også, LocoKit kan blive et godt redskab for forskere og alle andre, der udvikler robotter.

»Det smarte ved det her samlesæt er, at man nu kan bygge en gående robot på fire timer, hvilket normalt tager flere år. Det gør, at forskere kan eksperimentere en hel masse med LocoKit, før de laver den endelige robot. Det vil kvalificere forskningen og dermed robotterne,« fortæller han til Videnskab.dk.

Et styk LocoKit-robot bestående af fire motorer, to batterier, en controller, et power board og delene til at danne robotten koster 18.655 kroner.

Det har taget forskerne i alt tre år at udvikle samlesættet, og projektet er en del af EU's Locomorph-program, der skal være med til at skabe robotter, som på sigt måske skal bevæge sig rundt blandt mennesker, skriver Videnskab.dk.

Se LocoKit-robotten i aktion her:

Jeg byggede en næsten identisk version af robotten på billedet af Lego Technic for ca 20 år siden. Den kunne gå frem og tilbage og var på størrelse med en lille hund. Jeg havde håbet på mere udvikling i løbet af de 20 år...

Men jeg kan se fordelen i at vi nu kan 3D printe nye dele og andet godt...

  • 1
  • 0

Forstået ikke rigtig det der med at lade den hoppe rundt på stive ben.. Den havde jo været langt mere mobil, uden ben, bare med de 4 store tandhjul.. Den er jo på ingen måde terrængående..!

Det er som om, at når man snakker om "gående robot", så er vi pludselig oppe i en højteknologisk boldgade..!?

.. man har da i en del år kunnet se langt mere avancerede gang systemer på hobby plan..!

  • 1
  • 0