Danske forskere: Protein afslører kræftrisiko

Danske forskere har fundet et protein, der afslører, hvem der har en forøget risiko for at få kræft, samt hvilke kræftpatienter, der er i særlig risiko for at dø af deres sygdom.

Hvis man har et øget indhold af det fundne CRP-protein i blodet, er ens risiko for at udvikle en kræftsygdom 30 procent større, end hvis proteinet ikke er til stede. Og når det kommer til lungekræft, er risikoen fordoblet, skriver Berlingske Tidende.

Perspektivet er, at det kan skabe bedre mulighed for effektiv behandling, og dermed øges chancerne for at overleve, jo tidligere risikoen for kræft bliver opdaget.

Det er forskere fra Herlev Hospital og Københavns Universitet, der har fundet ud af, at stoffet kan bruges til at fastslå kræftrisiko.

Det var i forvejen kendt, at CRP-proteinet mobiliseres af kroppens immunforsvar ved infektioner, gigt og hjertekarsygdomme.

Forskerne forestiller sig, at man kan tjekke for proteinet ved en almindelig helbredsundersøgelse, når der er tegn på sygdom, og især når kræften er konstateret, så lægerne kan få en idé om hvorvidt, der skal behandles særligt aggressivt.

Undersøgelsen bygger på data fra 10.408 mennesker, hvor deltagerne er undersøgt første gang i 1991 til 1994 og derefter 16 år efter. Det viste sig, at godt 1.600 havde udviklet kræft, og de havde generelt et højere indhold af CRP end de, der ikke havde fået kræft.

Undersøgelsen er publiceret i det lægevidenskabelige tidsskrift Journal of Clinical Oncology.