På fire danske hospitaler sidder overlæger og professorer muligvis lige nu med det endelige svar på, hvorvidt, hvor meget og i hvilke situationer mundbind virker. Det er håbet, at generaliseret brug af ansigtsmasker kan begrænse covid-19-smitte i befolkningen. Men den viden, vi har i dag, hviler mest på intuition, konkrete erfaringer og en relativt tynd evidens af snævrere forskning samlet op i metastudier. Derfor er det endelige svar fra overlægerne og professorerne så vigtigt. Men de vil ikke ud med konklusionen.
For selv om dataindsamlingen til deres helt unikke og banebrydende studie med 6000 deltagere blev afsluttet i starten af juni, og artiklen for længst er skrevet, er det endnu ikke lykkedes at få den igennem publikationsprocessen i et tidsskrift.
Og så længe den er i gang, afviser de at løfte sløret for resultatet, som i den oprindelige præsentation havde potentiale til at »kunne redde liv og spare ressourcer i sundhedsvæsenet«.
Blandt andet er forhåbningen, at studiet kan vise, om mundbind beskytter bæreren fra selv at blive smittet.
Det spørgsmål er ikke definitivt afklaret, og er ikke mindst relevant lige nu, hvor antallet af covid-19-tilfælde herhjemme igen er i stigning.
»Der er ingen, der beklager det mere end os. Men tidsskriftet siger, at presset på dem er enormt, når det angår covid-19 forskning. De har bjerge af det, og behandler det så hurtigt, de kan,« siger en af forskerne bag projektet, professor og overlæge på Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospitalet, Henning Bundgaard.
»Som jeg forstår det, findes der ikke mange med den ekspertise, som skal til for at vurdere studiet. Jeg presser på, alt hvad jeg kan, og jeg tror, editorerne er på kanten til at være ret trætte af mig,« siger han.
Professoren vil ikke kommentere det. Men ifølge Ingeniørens oplysninger forsøgte forskerne først at få deres arbejde i et tidsskift. Det kuldsejlede. De er nu i gang med et nyt tidsskrift, som de ikke vil sætte navn på.
Her har den anonymiserede fagfællebedømmelse trukket længere og længere ud. Og selv om der stadig ikke er en forventet publikationsdato, fastholder de fem overlæger og professorer at sidde på studiet indtil da.
Også selv om deres resultater internationalt ventes med spænding, fordi de potentielt kan afklare, om den globalt udbredte maskebrug giver falsk tryghed. Eller om mundbindene alternativt er så effektive, at de skulle anvendes endnu bredere.
Under covid-19-epidemien har der ellers været en udbredt praksis med at lægge vigtige resultater frem som såkaldte "preprints" på eksempelvis medRxiv, så de omgående kan vurderes af kolleger og bruges af beslutningstagere.
Men ifølge Henning Bundgaard er det en uvane. Han mener ikke at studiet endeligt kan konkluderes, før fagfællebedømmelsen er tilendebragt.
»Der er mange videnskabelige artikler, som er sendt til tidsskrifter, som siden har måttet modereres eller i meget høj grad har måttet ændre deres konklusion efter peer review. Det er hele pointen i en peer review-proces. Og du og jeg kan kun være tjent med, at det er sådan,« siger professoren.
»Der bliver holdt ekstremt meget øje med det her projekt. Gik vi ud med en konklusion, som blev lavet om i en eller anden grad, ville vi kaste mudder i maskinen. Det synes vi ikke, området er tjent med. Når vi kommer ud, kommer vi ud med én forhåbentlig meget klar konklusion, hvor vi med den her internationale opbakning kan sige: "Sådan her er det"« siger Henning Bundgaard.
Ved du lige nu, om mundbindene virker eller ikke virker?
»Jeg er så meget forsker, at jeg har ikke noget svar før en artikel er peer reviewet og antaget. Derfor har jeg ikke noget svar,« lyder det fra overlægen, som ikke vil gætte på, hvornår resultatet publiceres.
Det er dog ikke alle forskere, som er enig i, at den konservative anonyme fagfællebedømmelses-proces er så afgørende. Slet ikke når en epidemi kræver millioner af menneskeliv på verdensplan, imens statskasserne bløder.
Inden for fysikken er det for eksempel kutyme, at man lægger sine resultater frem offentligt med det samme, så kolleger over hele verden kan kigge over skulderen.
Og da Kim Sneppen, professor i biokompleksitet ved Niels Bohr Institutet, tidligere på året sammen med epidemiologen Lone Simonsen kom frem til overraskende resultater om, at superspredere kan have hovedansvaret for smittespredning, var det netop det, de valgte at gøre.
Det er endnu ikke lykkes at publicere resultaterne i et tidsskrift, men professoren er overbevist om, at de gjorde det rigtige alligevel.
»Vi gjorde det, fordi vi ved, at den her proces tager lang tid. Og fordi vi havde noget på hjerte og nogle vigtige resultater. Jeg syntes, man kunne undgå for stærke restriktioner og dermed kunne få en mere bæredygtig strategi. Det ville vi gerne kommunikere til de lande, der lukkede for kraftigt ned,« siger Kim Sneppen.
Sneppen har forståelse for maske-forskerholdets beslutning. Han mistænker den for at bunde i, at de ikke selv er helt sikre på resultatet, som i sagens natur bygger på statistik, som blev indsamlet over senforåret, da covid-19 var på retur.
Samtidig vil konklusionerne få større gennemslagskraft, hvis de står på eksempelvis Lancets forside, end hvis de drukner i et mere nørdet fagtidsskrift. Det kan anspore til at blive inden for de traditionelle rammer.
»Men har de resultater, som er helt krystalklare, har de selvfølgelig pligt til at offentliggøre dem. Så skulle de gøre det. Vi er nødt til at have en proces, men med covid-19 er vi i den særlige situation, at vi ikke har tid,« siger Kim Sneppen.
Lars Bjørnshauge, der er administrerende direktør i Directory of Open Access Journals (DOAJ), som siden 2003 har kæmpet for, at forskningsresultater bliver frit tilgængelige for alle - såkaldt Open Access - er endnu mere kritisk.
Han peger på, at der har været stor debat under covid-19 om, at den traditionelle publikationproces er forældet, og ikke tjener hverken forskerens eller offentlighedens interesser.
»Jeg vil bestemt opfordre dem til at lægge deres artikel, de tilhørende data og den software, der kan bruges til at analysere dem, frit ud. For så kan verden begynde at grave i det, samtidig med at der gennemføres det formelle peer review,« siger han.
Han mener ligefrem, at åben peer review kan give en langt grundigere og saglig behandling end de lukkede kredse, som ofte kontrollerer adgangen til at få artikler i de store tidsskrifter.
Lars Bjørnshauge mistænker dog, at der også kan ligge mere personlige ambitioner bag, at man alligevel bliver i det traditionelle spor. For en artikel i et af de store tidsskrifter kan sikre finansiering af nye projekter i mange år frem.
»Der må man stille de forskere spørgsmålet, hvad er vigtigst; din karriere og cv, eller at verden får adgang til de her data, så man kan indrette behandling og forebyggelse efter det. Forskere har en moralsk pligt til at publicere den her slags data, men det er jo noget, som de eksisterende vurderings- og belønningssystemer til en vis grad modarbejder,« siger han.
Hvad nu hvis de offentliggjorde, at maskerne ikke dur, hvorefter politikerne ophæver påbudet. Og så viser det sig efter et halvt år, at konklusionen var forkert?
»Det sker hver eneste dag. Forskningens funktion er at tilvejebringe ny viden, og så må man revidere tidligere resultater. Og peer review er jo langtfra ufejlbarligt. Læg det åben ud. Så tror jeg der er større chance for, at politikerne træffer bedre beslutninger,« siger Lars Bjørnshauge.
Ingeniøren har gentagne gange forsøgt på at få forskerne bag mundbindsstudiet til at svare på kritikken fra Kim Sneppen og Lars Bjørnshauge, men det er ikke lykkedes.
