Danske akustikere hylder Per Brüel

Danske akustikere hylder Per Brüel

Tidligere kolleger og medlemmer af Dansk Akustisk Selskab husker Per Brüel, der fylder 100 år i dag, som en karismatisk og grundig pioner, der fløj verden rundt i firmaets fly. Giv selv dit besyv med her.

Carsten Thomsen, senior specialist i Delta

Jeg arbejdede tæt sammen med Per Brüel i Brüel & Kjær fra 1973, og frem til han stoppede i begyndelsen af 1990'erne. Vi sad i samme afdeling – produktplanlægning – og han gik altid forrest. Han kaldte en spade for en spade, og havde man dummet sig, fik man lige en kontant kommentar om det, og så var det overstået. Han var ligetil og karismatisk.

Han var næsten altid ude at rejse og elskede at pendle rundt i firmaets lille propelfly. Når vi skulle til konference, så kom han rullende ind kl. 6 om morgenen i sin Fiat 500. Han kørte helt op, så forhjulene rørte dørtrinnet af mit hus. Jeg er næsten to meter høj, så jeg måtte lige snurre benene rundt om halsen i den lille bil, og så var det af sted til lufthavnen i Tune. Når man så kom ud af bilen, stod han allerede og skovlede kufferter, og man fik heller ikke selv lov til at stå og glo. Det var pragtfuldt.

Det dejlige ved at arbejde i firmaet var, at man ikke var bange for et halvt års forsinkelse på et produkt, hvis det betød, at det blev gjort ordentligt. Vi havde et produkt, der tog syv år at udvikle – til gengæld var det på markedet i 18 år. Filosofien var, at det var bygget til at holde – et godt gammeldags jysk firma.

De fodspor, som Brüel & Kjær har sat, er meget store. Per Brüel sikrede, at firmaet sad i et utal af standardiseringsudvalg og førte an i nye teknologier. Han førte banneret i innovation og integritet, værdier som stadig præger mit arbejde i dag.

Birgit Rasmussen, seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet og formand for Dansk Akustisk Selskab.

Per Brüel har jo haft enormt stor betydning for den akustiske måleteknik i hele verden. Han er meget intelligent og idérig, og han forstod at udnytte mulighederne. Der var ingen forhindringer for ham.

Jeg arbejdede hos Brüel & Kjær i otte år, og en af mine første arbejdsdage i 1986 blev jeg inviteret med til akustikkongres i Manchester. Brüel fløj selv, og vi var kun os to i maskinen, men jeg var nu ikke så bekymret.

Jeg kan dog huske, at da han blev lidt ældre, var vi nogle stykker, der skulle til Luleå til konference, og nogle kolleger var rimeligt nok lidt nervøse over hans alder, så de insisterede på, at han medbragte en co-pilot. Og det skulle Brüel da selvfølgelig nok, så han tog en studiekammerat med, som også havde flyvercertifikat. Han var dog på samme alder og havde slet ikke fløjet så meget som Brüel, men de fik deres co-pilot. Det viste bare Brüels idérigdom.

Selv da han blev 80 og for længst havde forladt Brüel & Kjær, var han i gang. Han ringede til mig en lørdag og spurgte, om jeg kunne komme forbi. Han havde nemlig lovet at hjælpe et universitet i Malaysia med at designe nogle byggeakustiske målerum, og nu skulle han lige opdateres på, hvordan ISO-standarderne så ud vedrørende sådanne målerum.

Brüel har en meget høj status i hele verden, og han var med til at danne Svensk Akustisk Selskab, da han boede der i 1945 og siden det danske i 1955. Vi har også inviteret ham til vores årsmøde og 60-års jubilæum på onsdag og håber, at han har kræfter til at komme et smut forbi.

Claus Møller Petersen, fagchef i Acoustica under Grontmij

Per Brüel er en mand, der var på det rette sted på det rette tidspunkt. Han og Viggo Kjær var et supergodt team og udfyldte i sin tid et tomrum inden for blandt andet mikrofoner, hvor de var fuldstændig dominerende.

De udviklede også den såkaldte ’bankemaskine’, som bestod af fem stålhamre a et halvt kilo, som dunkede ned i gulvet, så man kunne høre, om det f.eks. ville dundre for meget med et par høje hæle på gulvet. Den blev brugt meget i Sverige, hvor de havde mange træbygninger, der skulle genopbygges efter Anden Verdenskrig, og der var den maskine meget brugbar. Og den bliver stadig brugt. Vi bruger den – alle bruger den – hvis en skole eller et lydstudie skal tjekkes.

Han har sat Danmark på verdenskortet og været ansigtet udadtil, når det gjaldt lyd. Her er han virkelig Mr. Kendis, og jeg vil tro, at han har været til stede på enhver kongres i verden for at vise sine ting frem. Han har været ekstremt synlig og var en af de første, der kom ind i Kina og bag Jerntæppet, fordi han var kendt og god.

Har du også en anekdote eller en hilsen til fødselaren, er du velkommen til at benytte kommentarfeltet herunder.

Kommentarer (3)

vi har et B &K sweeper og acc feedback til et rystebord i vores satlab her i Aalborg.

Det virker fint.

Den originale manual er dateret 1967 :-)

Så vidt jeg kan se er den aldrig repareret :-)

  • 2
  • 0

Per Brüel var sønderjyde, som jeg og mange andre i firmaet, og han havde som sådan et lidt eksplosivt temperament - er jeg blevet fortalt. Som udvikler var Viggo Kjær min chef, og han var den diamentrale modsætning af Brüel. De var som et komplementært par. Brüel var firmaets ansigt, Kjær dets sjæl (syntes jeg).

Temperamentet var beskrevet ved firmaets hovedkatalog, der efter sigende hed således, fordi Brüel engang hamrede det ned i hovedet på en medarbejder, der havde gjort sig fortjent.

Brüels interesse for fly og flyvning var almindelig kendt. Jeg mener at huske, at firmaet (Brüel?) engang havde 12 fly af alle slagse, og Brüel fløj (som pilot) meget ofte på kundebesøg. På en af disse ture havde han en storkunde med hustru med hjem til Danmark. Kundens hustru ville ryge i flyet - det ville Brüel ikke have - så det hele gik op i en spids, hvor Brüel fløj kunden med rygende hustru tilbage til udgangspunktet. Sådan. Ægte sønderjydsk, hvis det ikke bare er en historie.

Som jeg har gjort opmærksom på andetsteds, så var firmaet helt fantastisk at arbejde i. Frihed og ansvar. Når man ser på det kæmpe opbud af forskellige konstruktioner man havde og opdaterede på, så kan man kun være dybt imponeret.

  • 0
  • 0