Danske affaldsforbrændinger blæser giftig røg ud 569 gange om året
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danske affaldsforbrændinger blæser giftig røg ud 569 gange om året

En ny statistik fra Miljøstyrelsen viser, at de 23 danske affaldsanlæg sammenlagt overtræder deres forureningstilladelser mere end én gang om dagen i gennemsnit.

569 gange i 2010, som de senest offentliggjorte tal dækker, overskred forbrændingsanlæggene deres tilladelser, de såkaldte døgnmiddelværdier. Det er et mål for, hvor mange sundheds- og miljøskadelige stoffer, herunder partikler, støv og NOx, der må være i røgen for hvert ton affald.

Der er stor forskel på, hvor gode affaldsforbrændingerne er til at styre deres forurening. Klart i toppen af statistikken ligger Nordforbrænding i Hørsholm med hele 172 overskridelser, næsten én hver anden dag.

Også Aars Varmeværk og Refa, der er ejet af kommunerne på Lolland-Falster, har problemer med at overholde tilladelserne. De havde henholdsvis 69 og 73 overskridelser i 2010.

Fem affaldsforbrændinger havde slet ingen overskridelser og yderligere seks havde under ti.

Læs også: Forbrændingsanlæg blæser for mange giftige stoffer ud hver tredje dag

Direktør Jacob Hartvig Simonsen fra Renosam, en brancheorganisation for affaldsselskaber, er godt klar over problemerne.

»Overskridelser er ikke godt nok. Selvfølgelig skal de bringes ned,« siger han.

Gips-rester havner i ovnene

Det fremgår ikke af Miljøstyrelsens statistik, hvilke stoffer hvert enkelt anlæg har udsendt for mange af. Tidligere har forbrændingsanlæggene hovedsageligt udledt for meget svovl i form af SO2. De har haft svært ved at håndtere byggeaffald med gips-rester, der i strid med reglerne er havnet i deres ovne.

Ifølge rapporten fra Miljøstyrelsen følges udledning af svovl og NOx oftest ad. Desuden er der en tendens til, at de samme værker, som har mange overskridelser af deres døgn-tilladelser, også udleder flest skadelige stoffer på årsbasis.

Læs også: 99 gange så meget svovl fra de værste forbrændinger

Da den seneste statistik indeholder halvandet år gamle tal, forventer Jacob Simonsen fra Renosam, at det reelle billede i dag er noget bedre.

I sin opgørelse til Ingeniøren over overskridelserne på hvert enkelt værk lægger Miljøstyrelsen vægt på, at de fleste har nedbragt antallet af overtrædelser af udledningstilladelserne siden 2009. I det felt skiller Amagerforbrænding sig mest ud med kun fire overskridelser i 2010 mod 66 i 2009.

Nu er alle forbrændinger med i opgørelsen

For første gang omfatter opgørelsen alle affaldsforbrændinger herhjemme. Tidligere var det frivilligt at indberette til den. Der er også mange overskridelser blandt de anlæg, som er med for første gang.

Miljøstyrelsens regionale enheder, de tidligere miljøcentre, fører tilsyn med de enkelte værker. Det har derfor ikke været muligt at få en samlet vurdering af statistikken fra styrelsen.

Styrelsens enhed i Roskilde har opsynet med storsynderen Nordforbrænding. Her har det på intet tidspunkt været på tale at kræve ovnene slukket, understreger kontorchef Juliane Albjerg.

Hun har derimod indskærpet over for Nordforbrænding, at tilladelserne skal overholdes og krævet en forklaring på, hvordan anlægget ville sikre sig mod nye overskridelser.

»Det har været et meget effektivt middel, og Nordforbrænding er gået konstruktivt ind i arbejdet,« vurderer hun.

Det samme gør sig gældende for nummer to på listen, Refa, mener kontorchefen. Her er antallet af overskridelser gået ned fra 73 i 2010 til 23 i 2011. Det sidste tal er ikke med i de officielle statistikker endnu.

'Problemerne hos Refa har været knyttet til to ældre ovnlinjer. Refa har i 2010 og 2011 gennemført levetidsforlængelse af disse. Kedlerne er blevet udskiftet, røggasrensningen er forbedret, og der er lavet helt nyt indfødningssystem. Vi har fulgt planerne og vurderet, at tiltagene ville afhjælpe deres overskridelser,' skriver Juliane Albjerg til Ingeniøren.

Læs også: Reparation stoppede ikke farlige stoffer fra forbrændingsanlæg

Også Nordforbrænding i Hørsholm har ifølge ikke-offentliggjorte tal sidste år nedbragt overskridelserne til en tredjedel af 2010. I år har der ifølge administrerende direktør Tonny Juul Jensen hidtil kun været en enkelt overskridelse.

Nordforbrænding bliver statistisk ramt hårdt, fordi anlægget råder over fire ovnlinjer, og individuelle overskridelser på hver af dem tælles med.

De tre af ovnlinjerne er så gamle, at de efter planen skal erstattes af én ny i 2015. Alligevel har Nordforbrænding investeret ti millioner kroner i et nyt røgrensningsanlæg til de tre linjer.

»Det var vi næsten nødt til, selv om bestyrelsen kviede sig ved det,« mener Tonny Juul Jensen.

Resultatet har nemlig, ud over et renere miljø, været, at varmeprisen er steget tre procent, hvoraf en stor del kan tilskrives det nye røgrensningsanlæg.

FAKTA: **Antal overskridelser af døgnmiddelværdier, **fordelt på forbrændingsanlæg, 2010

  • Nordforbrænding ## 172
  • Refa ## 73
  • Aars Varmeværk ## 69
  • Kolding Forbrændingsanlæg ## 45
  • Kara/Noveren ## 42
  • Grenaa Forbrænding a/s ## 34
  • AVV Forbrændingsanlæg ## 25
  • Skagen Forbrænding ## 21
  • Reno Nord ## 20
  • Haderslev Kraftvarmeværk ## 20
  • Odense Kraftvarmeværk ## 12
  • Fælles Forbrænding ## 12
  • Frederikshavn Affaldskraftvarmeværk ## 9
  • Vestforbrænding ## 4
  • Amagerforbrænding ## 4
  • Hammel Fjernvarme Amba ## 3
  • I/S Kraftvarmeværk Thisted ## 3
  • Bofa ## 1
  • L90 Affaldsforbrænding ## 0
  • Reno Syd ## 0
  • Svendborg Kraftvarmeværk ## 0
  • Århus Nord ## 0
  • AffaldPlus (Slagelse) ## 0

Kilde: Miljøstyrelsen

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Den næstværste på listen, REFA i Nykøbing, ejet af Guldborgsund kommune og som fyrer med affald fra Tyskland, kører retssag imod en medborger, som fyrer med rent knastørt træ i en ny godkendt kedel med akkumoleringstank, afprøvet og godkendt efter alle kunstens regler og efterfølgende afprøvet med akkrediteret røggasanalyse til langt bedre end svanemærket.

Dette på baggrund af 1 enkelt klagende nabo, som endda ikke er der længere.
Læs "Historien om en skorsten": http://ing.dk/artikel/117653-historien-om-...
og en opfølgning her: http://stenovne.dk/skorsten%20del2.html

Som det fremgår af flere debatindlæg under denne kronik, er sagen grotesk.
At det nu er godtgjort, at mandens eneste alternativ - fjernvarme fra REFA - objektivt (målbart) overskrider grænseværdierne for udledning af skadelige stoffer hver 5 dag, gør ikke denne sag mindre grotesk.

Kommunens miljømedarbejder og retssystemet er, godt hjulpet af sløje regler for mindre anlæg (sager kan afgøres med OMBN-metoden (Oldest Man with the Biggest Nose) i gang med at tvinge manden over på langt dyrere fjernvarme, hvilket højst sandsynligt vil medføre mere forurening med langt værre stoffer.

Jeg skriver i øjeblikket på endnu en opfølgning af denne sag og er slet ikke færdig, da der er mange uhyggelige aspekter i den måde den udvikler sig på.
Denne artikel føjede bare endnu et aspekt til, som gjorde at jeg var nødt til at "sige noget i utide".

Jeg er rimeligt rystet i min retsbevidsthed.
Det udvikler sig til en soap-opera -

Er kommunens miljømedarbejder troværdig i sit vidneudsagn ?
(Citat fra en anden tråd: " Det er svært at overbevise en mand hvis løn er afhængig af ikke at forstå")

Er Miljøstyrelsens anbefaling om rent tørt træ og fyr fornuftigt helt til grin, når kommunerne fyrer med affald og uden straf kan overskride de givne grænseværdier for udledning, mens den der følger alle regler og anbefalinger til punkt og prikke kan bringes i økonomisk ruin ?

Er retssystemet velfungerende, når dem der afgør sagen snakker om en 75 kilovolt kedel og røg fra en 12 meter høj skorsten som ufortyndet når gadeplan ?

Jeg spørger bare.

Jura og videnskab når slet ikke sammen her.
Men som sagt, jeg er slet ikke færdig med at skrive denne grusomme historie.

Fortsættelse følger.........

  • 1
  • 0