Dansk virksomhed vil bekæmpe droner med droner
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dansk virksomhed vil bekæmpe droner med droner

Lockheed Martins Indago 3 Illustration: Lockheed Martin

Billige droner har med deres udbredelse skabt et behov for nye love, forholdsregler og teknologier. De risici og muligheder, der er ved fænomenet, har vist sig i såvel storbyer og krigszoner som på landingsbaner og fodboldstadioner. Nu vil dansk virksomhed selv udnytte droneteknologi til at få bugt med fjendtlige, kriminelle eller uansvarlige dronepiloter.

Virksomheden MyDefence, der tidligere har udviklet et jamming-system, skal udvikle et nyt anti-drone-system sammen med den amerikanske våbenproducent Lockheed Martin. Systemet skal kunne opfange droner i ulovligt flyverum og derefter sende en drone af sted for at finde piloten.

Læs også: Droneregler for hele landet på plads

»Hvis en dronepilot kan sende en drone ind et sted, hvor systemet ikke vil have den, så vil teknologien kunne finde både dronen og piloten,« siger Christian Steinø, administrerende direktør i MyDefence.

Nål i en høstak

Danskernes overvågningssystem Knox skal danne grundlaget for systemet, der benytter Lockheed Martins beredskabsdrone Indago til at opsøge dronepiloten. Når dronen 'fanger' piloten, kan den følge efter den skyldige, sende billeder og placering tilbage til kontrolrummet eller potentielt jamme for dronesignalet.

»Den kan bruges på store installationer som lufthavne, militærbaser, fængsler og flådestation. Steder, hvor man har brug for at finde en nål i en høstak,« siger Christian Steinø.

Det er planlagt, at for eksempel flyvelederne i lufthavnens kontroltårn får en alarm, når Knox-systemet opdager en drone. En knap, som sender Indago-dronen af sted, vil derefter være eneste nødvendige manuelle handling, før identificérbart billedmateriale og placeringen af dronepiloten sendes tilbage til tårnet.

Læs også: Mand anholdt for farlig droneflyvning ved israelsk lufthavn

»Man vil kunne sende sikkerhedsvagter eller politi hen til placeringen, og hvis piloten vælger at pakke sammen og flygte, så kan dronen fortsat overvåge ham,« siger Christian Steinø

Lufthavne, menneskesmuglere og Islamisk Stat

Især lufthavne døjer med droneproblemer. For blot en måned siden udkom en rapport fra de britiske myndigheder, som viste, at droner nu er farligere for flytrafikken end fugle. Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, kunne ligeledes tidligere på året udmelde, at de får 100 henvendelser om ulovlige droner om måneden.

Det er dog ikke kun de piloter, der forstyrrer flytrafikken, som er på MyDefences radar. Politi og militær er også mulige kunder.

»Menneskesmuglere anvender droner i store havne til at lede efter sikkerhedsvagter, der vil det være oplagt at bruge systemet,« siger Christian Steinø.

Læs også: Trump-regeringen vil hacke og nedskyde mistænkelige droner

Han forestiller sig samtidig, at teknologien kan være brugbar i den militære kamp mod Islamisk Stat. Som Ingeniøren i foråret kunne skrive, er de begyndt at bevæbne droner med granater og improviserede sprængladninger.

Systemet forventes færdigudviklet om 6-8 måneder og repræsenterer ifølge Christian Steinø kun første fase af et langt større projekt. Hvad anden fase vil indebære, ønsker han ikke at løfte sløret for.

Emner : Droner
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten