Leder: En dansk vaccinefabrik er ikke svaret på næste pandemi

Illustration: MI Grafik

Forestil dig, at vores statsminister Mette Frederiksen 11. marts 2020 kunne have sluttet sin tale til nationen i forbindelse med den historiske nedlukning af landet af med at sætte vores egen danske vaccinefabrik i gang med at udvikle en vaccine til danskerne mod udyret covid-19. Og forestil dig så, hvilken forskel det ville have gjort.

Nu har vi jo ikke en dansk vaccineproducent, men tankeeksperimentet er alligevel vigtigt, når nu Mette Frederiksen faktisk vil sætte gang i en sådan for at sikre rigelige vaccineforsyninger til danskerne i fremtiden. Og konklusionen på tankeeksperimentet vil højst sandsynligt være, at en dansk vaccineproduktion i bedste fald ingen forskel ville have gjort, og i værste fald ville statsministerens nationalromantiske krav om ‘danskerne først’ have sat os ud af spillet om adgang til de hurtigst producerede og mest effektive vacciner.

Når det lykkedes at fremstille brugbare vacciner hurtigere, end nogen havde turdet håbe på, er det hverken enkelte stater eller vaccineselskaber, vi kan takke. Det er derimod et forbilledligt samarbejde mellem nationer, multinationale medicinalselskaber og forskere verden over. Her har internationaliseringen virkelig vist sit værd, og trods skønhedsfejl kan vi også takke EU for, at vi har vacciner nok i Danmark i dag – også til, at vi kan tillade os at være kræsne og vælge nogle fra.

Læs også: Tidligere SSI-direktør: Coronavaccine kunne ikke have været produceret herhjemme

Havde vi haft en dansk vaccineproduktion, havde det sandsynlige – og i hvert faldt mest fornuftige – scenarie været, at denne var gået med ind i internationale samarbejder. Med den styrke, vi traditionelt har på medicinalområdet, er det ikke helt langt ude at forestille sig, at et dansk selskab også var endt med en egnet kandidat – eller i hvert fald kunne have bidraget med en del af fremstillingen, som det er set i Belgien, hvor Pfizer-Biontech-vaccinen produceres. Faktisk har der allerede været forlydender om, at samme Pfizer-Biontech har drøftet vaccineproduktion i Danmark på Bavarian Nordics spritnye fabrik i Kvistgård i Nordsjælland. Det er dog værd at bemærke, at der her er tale om kapacitet til påfyldning og ikke selve produktionen af de væsker, vi har så hårdt brug for. Som det er fastslået fra forskerside også i dette medie, er det alt for omfat­tende at forestille sig, at et land som Danmark kan dække alle dele af produktionskæden.

Læs også: Professor: Dansk vaccinefabrik kommer højst til at producere enkelte vaccinekomponenter

Selv hvis man forfølger den utopi, at vi kunne få stablet en A til Z-produktion af vaccine på benene, ville det ikke have gjort en forskel for danskerne, så længe vi er med i et EU-samarbejde. Præcis som med den belgiske produktion ville de danskproducerede vacciner i dette tilfælde ryge ind i den europæiske pulje, hvoraf Danmark ville få sin andel på lige fod med andre EU-lande. En dansk statsminister, der i vores tankeeksperiment ville insistere på, at den danske vaccine først og fremmest var til danskerne, havde ikke alene gamblet med fremtidigt internationalt og europæisk samarbejde, men også med danskernes adgang til vacciner, i fald ‘vores egen’ skulle fejle.

Læs også: Bavarian Nordic: Vi kommer ikke til at levere mRNA-vacciner til staten

Problemet med Mette Frederiksens ønske om en vaccineproduktion på dansk jord er ikke produktionen i sig selv. Det er måske ikke en tosset idé, at Danmark med sit stærke life-science-miljø bidrager til EU’s ambition om at stå stærkere på vaccineområdet. Det er den nationalromantiske begrundelse, den er helt gal med. En europæisk vaccineproduktion bør lægges, hvor det giver bedst mening for hele EU. Som flere forskere – herunder den netop afgåede direktør fra Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz – foreslår, ville Danmark kunne yde et vigtigere bidrag med et stærkt forskningscenter inden for vacciner og pandemibekæmpelse end en egentlig produktion. Vi har allerede et godt udgangspunkt for mere forskning med de to vaccineudviklingsprojekter, der foregår på dansk jord.

Læs også: To danske vacciner på vej: Kan blive 'det tredje skud'

Vil Mette Frederiksen sikre danskerne bedre næste gang, en pandemi kommer på gennemrejse, skulle hun således hellere få skruet op for vores videnskapital og sikre en stærk europæisk arbejdsdeling på vaccine­området. Og så skulle hun koncentrere de nationale kræfter om at blive bedre beredt – ikke med den vaccine, som vi ikke aner om er det rigtige våben til næste udyr – men med et langt bedre og hurtigere beredskab, end vi havde ved indgangen til 2020. Med styrkede bottom up-meldinger fra almen praksis-læger, så vi får opdaget smittemønstre hurtigere og med klare kommunikationslinjer mellem de forskellige myndigheder, så vi ikke spilder tid med uklare meldinger og rodet rådgivning.

Læs også: Leder: Fremtidens beredskab skal beredes på at være beredt

Forestil dig, at skiturister hjemvendt fra Østrig i vinteren 2020, som ringede til deres læger med symptomer, der lignede ‘det dér covid-19’, man havde hørt om, var blevet taget alvorligt og sendt til test og hjemmeisolation. Forestil dig, at lægerne havde haft et meldesystem, som havde slået alarm, fordi der pludselig tegnedes et mønster, der lignede det, man havde set i Italien. Forestil dig en sundhedsstyrelse, der havde reageret prompte på denne alarm og et veletableret og øvet beredskab, der vidste præcis, hvem der skulle gøre hvad hvornår, og hvad der skulle sættes i gang. Mon ikke det havde ændret mere på de sidste to års historieskrivning end vaccinefabrikken i vores første tankeeksperiment.

Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.

Illustration: Ingeniøren
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Har I allerede glemt den uskønne sag om Statens Vaccine fabrik?

Den blev sat til salg, og salgs processen kørte så elendigt at samtlige medarbejder der vidst den mindste smule om emnet forsvandt til andre jobs i de godt 2 år det stod på.

ingeniøren, dække ellers denne sag temmelig grundigt, så hvor er alle linkene til de artikler?

  • 17
  • 9

Vi har skam ikke glemt vores dækning af den ganske rigtigt uskønne sag om salg af statens vaccinefabrik. Det er bare ikke relevant for denne leder, som ikke sætter spørgsmålstegn ved, om det kan lade sig gøre at få en vaccinefabrik i en eller anden form i DK, men snarere, om det vil stille DK bedre i en kommende pandemi. Og om det er det rigtige fokus at have fra regeringens side. Interesserede i sagen om salget kan starte her: https://ing.dk/artikel/analyse-skandalesal...

  • 18
  • 1

Prøv nu lige at tage nej-hatten af engang. selvfølgelig skal vi være bedre beredt til næste gang der kommer en pandemi forbi og vi skal investere i relevant forskning etc., men det ene udelukker vel ikke det andet ? Et af vores problemer var jo netop vaccineudrulning, hvor det viser sig at der var store problemer. Det forsøger Mette så at imødegå til næste gang og det er vel meget smart tænkt. Hvad er problemet med at afsøge mulighederne? Hvorfor ikke en vaccineproduktion i DK, når der kan være en i Belgien ? Om det så ender med en større dansk deltagelse i et EU projekt er måske bedre end ingen dansk deltagelse pda af passivitet. Blot det at Mette undersøger muligheder presser jo også EU til at komme igang.

  • 8
  • 6

Brug nu de rigtige betegnelser for ikke at skabe forvirring.

Danmark har IKKE problemer med "vaccineudruldning". Danmark har problemer leverancen af vaccine-doser (ikke "vacciner" som alle fejlagtigt kalder det).

Eksempler på vacciner er Pfizer, Moderna, Sputnik og flere andre. Vi har modtaget fire forskellige vacciner, og de to er ikke del af vaccinationsprogrammet (generel udruldning). Det som leveres i hætteglas er vaccinen, som bliver til vaccinedoser når trukket op i injektionssprøjte.

Og så replik til debat-indlægget: Vaccineproduktionen har karakter af monopol - hver vaccine produceres på få fabrikker og i utilstrækkeligt omfang. Yderligere spiller lande- og EU-grænser en rolle. Produktion på flere fabrikker, under licens sikkert, kunne hjælpe. Pandemien har vist, at den globale mulighed for fri levering måske i kriser sættes ud af kraft,

Så flere nøglefærdige fabrikker, måske i mølpose, der er klar synes at være en god sikkerhed. Nøjagtigt som landenes forsvar, som også er et beredskab - i mølpose.

  • 6
  • 5

...have produktionslinjer som kan omstilles i nødstilfælde.

Dette kan nemt gøres med et lovkrav fra Folketinget i forbindelse med Epidemiloven. Således at vi kan producere vaciner i Danmark - og arbjedspladserne (og pengene) bliver i Danmark.

Hvis disse nød-produktionslinjer har kapacitet nok - så kan man sælge overskydende til andre lande.

Samt dette kan gøres uanset farve på det politiske lederskab.

  • 2
  • 7

Så flere nøglefærdige fabrikker, måske i mølpose,

Det er altså slet ikke så let, som du får det til at lyde.

Hvis vi nu havde haft "fabrikker i mølpose" fra før 2020, havde de alligevel ikke kunnet fremstille m-rna vacciner, da det er en hidtil uprøvet teknologi. Så de nøglefærdige mølposefabrikker havde være totalt spildt.

I dag tyder rigtig meget på, at m-rna vacciner vil komme til at stå for en stigende del af vacciner i al almindelighed. Resultaterne er vanvittigt gode. Men hvem ved hvilket princip, den næste nødvendige vaccine bygger på. Måske m-rna, måske noget endnu stærkere, som vi knap nok har tænkt på i dag. Life Science udvikler sig ekstremt hurtigt. Så man kan ikke bare bygge "generiske vaccinefabrikker" og så tage dem i brug efter behov til forskellige produkter. Det kan man med en konservesfabrik, men at tro det om vaccineproduktion er bundnaivt. Der er tale om ultraspecialiserede faciliteter, som forudsætter masser af ekspertviden.

Måske bedst illustreret med Modernas topchefs nylige kommentar til forslagene om at midlertidigt at ophæve patentrettighederne på vacciner. Noget han tager helt roligt (mine ord):

Det kommer ikke til at betyde noget for Moderna, og det kommer ikke til at betyde flere vacciner i verden hverken i 2021 eller 2022, selv om opskrifterne bliver tilgængelige. Den største flaskehals er faktisk eksperter, der har viden om produktion af m-rna vacciner og etablering af m-rna produktionsfaciliteter, for de findes ingen steder. Vi har brugt mange ressourcer på at oplære vores egne folk.

Så hvis Danmark skal spille en rolle, handler det om viden og ekspertise, der hurtigt kan sættes ind, når den næste pandemi rammer. Det vil kort sagt sige en styrket forskningsindsats på området samt grundig og løbende udviklet planlægning af samfundets respons.

  • 13
  • 1

Så flere nøglefærdige fabrikker, måske i mølpose, der er klar synes at være en god sikkerhed. Nøjagtigt som landenes forsvar, som også er et beredskab - i mølpose.

Uudnyttet kapacitet koster i både likviditet og drift. Medicinalvirksomheder skal desuden investere i forskning, afprøvning, godkendelsesprocedurer, kvalitetskontrol og produktansvar. Kapital koste, hvadenten det er fra aktionærer, banker eller fonde. Statsstøtte er der ikke tale om, og det er tvivlsomt om staten er effektive til virksomhed.

Meget teknologi kan ikke bare haves i mølpose. Sæt vi havde en sådan der skulle startes CP/M på 8" floppy eller hulstrimler?

  • 3
  • 1

Nøjagtigt som landenes forsvar, som også er et beredskab - i mølpose.

Øhh - vi udskifter og bruger da hele tiden forsvarets materiel. NIKE-batterierne er længst væk, F-35 er på vej som erstatning for F-16, vores gamle motortorpedobåde blev erstattet af StandardFlex, som efterfulgtes af de "fleksible støtteskibe" i Absalon-klassen, der nu og frem til 2026 er under opgradering til ASW-fregatter.

Så ligefrem mølpose...

  • 5
  • 1

...have produktionslinjer som kan omstilles i nødstilfælde.

Tror du virkelig, det er så let at "omstille" en produktionslinje i medicoindustrien til vaccineproduktion? Tror du virkelig, at NovoNordisk lige kunne bruge maskineriet på at knalde lidt vacciner ud i stedet for insulin?

Læs evt #9

Dette kan nemt gøres med et lovkrav fra Folketinget i forbindelse med Epidemiloven

Har du egentlig læst epidemiloven?

  • 7
  • 1

leverancer er vel en del af den planlagte udrulning, og manglende leverancer forårsager problem i udrulning. Og netop leverancer er hvad Mette forsøger at sikre ved at diskutere dansk vaccineproduktion. Og så er vi vist tilbage på sporet....

Den produktionskapacitet vi i EU begyndte at bygge op sidste sommer giver os i øjeblikket i dk et sted mellem 300 og 600 tusinde doser om ugen. Det stiger til Skt Hans til 700000 doser om ugen.

Hvad er det for et produktionshul Mettes fabrik skal dække hvis den bliver klar om nogle år?

Hvis det var så vigtigt med en produktion på dansk jord hvorfor så afvisningen af Bavarian Nordic tidligere i pandemien?

  • 7
  • 2

Jeg er sikker på, og har læst, de mange modargumenter. De spreder sig over forskning, teknologi, økonomi, nødvendighed og sikkert andre nøgleord.

Hvert argument kan belyses for og imod, og den eneste, mulige, konklusion træffes politisk og subjektivt - og dermed med en række pro og kontra sysnpunkter.

Med hensyn til forskning og udvikling, frem til at gennemføre fase-3 forsøg, synes der ikke at være nogen berettiget kritik. Måske har især Kina været for lukket og for lidt deltagende i indsatsen, men ellers har det vel været en all-out indsats fra alle.

Produktion og levering synes at være det mest omdiskuterede. Ud fra et rent risiko-synspunkt er produktion af vacciner, e.g. Phizer, Moderna og andre, på få fabrikker (med / uden underleverancer) STÆRKT RISIKABEL. Jeg kan let finde mindst 10 katastrofale hændelser, herunder noget så "simpelt" som et epidemi-udbrud på lokationen, som "pludseligt" ødelægger produktionen.

Alene af DEN grund, risiko-vurderingen, ville flere geografisk adskilte produktionsfaciliteter være ønskeligt.

Kan der så laves forberedelser, herunder mølpose-faciliteter ? Svaret er naturligvis ikke "nej, kan ikke ikke lade sig gøre". Svaret er "ja, det kan i et vist omfang lade sig gøre således: ............".

Når medicinalproducenterne kan lave nye fabrikker, så kan man også lave en i en mølpose - som alt andet lige - vil være hurtigere at idriftsætte end start på bar mark.

OG, er problemet alvorligt nok for e.g. EU eller verdenen, mon så ikke man kunne "udtynde" fagfolkene på de eksisterende fabrikker - de rammes jo ikke alle af samtidige katastrofer ? (epidemi, brand, eksplosion, terror, ......).

  • 4
  • 8

Når medicinalproducenterne kan lave nye fabrikker, så kan man også lave en i en mølpose - som alt andet lige - vil være hurtigere at idriftsætte end start på bar mark.

Præmissen - at det vil være hurtigere at idriftssætte - er så bare forkert, så tanken er håbløs.

Ny fabrikker er skræddersyet til den konkrete vaccine, de skal producere - og ingen aner, hvad en mølposefabrik skal producere om måske 10-15 år. Så det vil tage mindst lige så lang tid at videreudvikle, etablere, kvalitetssikre og ikke mindst få godkendt en hengemt facilitet som at etablere en ny.

Kan du oplyse os om, hvad du mener en sådan mølposefabrik skal indeholde? Alt muligt bioteknologisk grej, som man måske - og måske ikke - kan få brug for? Svært, når man hverken kan forudsige produkt eller produktionsmetode. Hvordan skal det hengemte, topavancerede udstyr vedligeholdes - eller forventer du at såvel hardware som software lige kan pakkes ud og bruges om 15 år? Og hvad med alt det udstyr, der slet ikke findes endnu? Hvor skal det komme fra?

  • 7
  • 2

Vaccineproduktion er kritisk infrastruktur. Derfor var det også en stor fejl at sælge Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Det er ubetinget en kæmpe fordel for et land at have viden og kompetencer på området samlet i en enhed. Med den forventede frigivelse af patenter på produktion af vacciner til bekæmpelse af covid 19, vil det alt andet lige også være en fordel at have en vaccinefabrik, der kan påbegynde produktion af vacciner mod covid 19 og de efterfølgende mutationer, der er og måtte opstå i fremtiden - mRNA vacciner ser lovende ud, og kan også få en mere generel anvendelse end blot mod sygdommen Covid 19. Det vil være en stor konkurrencefordel at have viden og kompetencer i DK indenfor dette område.

At en sådan fabrik ikke kun skal producere til DK, men også til resten af EU, kan jeg ikke se er en ulempe.

  • 7
  • 6

Vaccineproduktion er kritisk infrastruktur. Derfor var det også en stor fejl at sælge Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Hvis den produktion der blev solgt producerede vacciner ved at inficere hoenseaeg med influenza for saa siden at oprense vaccinen fra de enkelte aeg saa vil den produktionslinie ikke vaere relevant til at producere RNA vacciner.

En karetmager producerer heller ikke dieselmotorer.

Noget andet er at det saa er daarligt koebmandsskab at bruge flere hundrede millioner kroner paa at saelge noget der kunne bringes til at give overskud eller loebe rundt.

  • 8
  • 1

Det er sjældent at læse en leder som ikke handler om hvordan danskerne bør overlade endnu flere penge og magt til EU.

Husk dog på, at EU altid har været til skade for Danmark, og åreladningen med milliarder af kroner bare fortsætter.

  • 4
  • 14

Hvis den produktion der blev solgt producerede vacciner ved at inficere hoenseaeg med influenza for saa siden at oprense vaccinen fra de enkelte aeg saa vil den produktionslinie ikke vaere relevant til at producere RNA vacciner. En karetmager producerer heller ikke dieselmotorer.

Det er en stråmand. Jeg har ikke påstået, at den måde man producerede vacciner på dengang er relevant og brugbar til at producere vacciner mod f.eks. covid 19.

Omvendt kan jeg spørge dig, om du mener, at de mennesker, der var ansat i SSI vaccineproduktion ikke ville have været i stand til at opnå ny viden og kompetencer?

  • 3
  • 2

Det er en stråmand. Jeg har ikke påstået, at den måde man producerede vacciner på dengang er relevant og brugbar til at producere vacciner mod f.eks. covid 19.

Omvendt kan jeg spørge dig, om du mener, at de mennesker, der var ansat i SSI vaccineproduktion ikke ville have været i stand til at opnå ny viden og kompetencer?

De mennesker der var ansat i vaccineproduktionen arbejder der sikkert endnu under ny ejer og producerer sikkert de influenzavacciner der bruges hvert år.

Dygtige laboranter, teknikere, driftspersonale kan utvivlsomt arbejde på mange forskellige vaccinefabrikker der producerer forskellige produkter med forskellige metoder men det kan deres kolleger hos Novo, Carlsberg, Arla også.

De vacciner der er udviklet mod COVID-19 indtil nu er af flere forskellige typer, hver med deres fordele og ulemper som holdbarhed, effektivitet, bivirkninger etc. Hvilken en af processerne skulle en statsdrevet fabrik omstilles til og hvem skulle stå for nybygning og uddannelse?

Vi er nu mindre end 18 måneder inde i en pandemi og danske myndigheder har allerede valgt ikke at bruge to velfungerende vacciner vi har købt gennem EU så behovet for vacciner virker ikke så akut.

  • 4
  • 2

De mennesker der var ansat i vaccineproduktionen arbejder der sikkert endnu under ny ejer og producerer sikkert de influenzavacciner der bruges hvert år

Det tvivler jeg på er tilfældet. Som det fremgår af bl.a. linket nedenfor var der meget stor medarbejdeflugt.

https://www.information.dk/indland/2016/02...

De vacciner der er udviklet mod COVID-19 indtil nu er af flere forskellige typer, hver med deres fordele og ulemper som holdbarhed, effektivitet, bivirkninger etc. Hvilken en af processerne skulle en statsdrevet fabrik omstilles til og hvem skulle stå for nybygning og uddannelse?

AJ vaccines (som de hedder nu efter købet af SSI vaccineproduktion) mener iøvrigt selv, at de ville være i stand til at producere vacciner mod covid 19:

"Jesper Helmuth Larsen fra AJ Vaccines synes, at regeringen skal opsøge alle de muligheder, der findes for at kunne producere covid-19-vacciner... Han fortæller, at vaccinefabrikken har maskiner og udstyr, som kan tilpasses til at producere covid-19-vaccinerne. - Og bedst af alt har vi ledig kapacitet."

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-03-04-...

Ejerskabet (AJ Vaccines er ejet af Aljomaih Group) er midlertid ikke særligt betryggende, og det er stærkt krtisabelt, at man valgte at sælge en så vital og kritisk infrastruktur som en vaccineproduktion.

Vi er nu mindre end 18 måneder inde i en pandemi og danske myndigheder har allerede valgt ikke at bruge to velfungerende vacciner vi har købt gennem EU så behovet for vacciner virker ikke så akut.

Der er flere faktorer, der gør at DK står bedre i epidemi håndteringen nu end andre lande, og at vi derfor kan tillade os at droppe de to vacciner (AZ og J & J), hvor der er risiko for VITT.

  • Vi er det land i verden, der tester mest
  • Vi ventede længere tid med at lukke samfundet op.
  • Det tyder på, at vi i DK lytter mere til og agerer mere i tråd med anbefalingerne fra myndighederne.

Det betyder dog ikke , at vi ikke er ligeså sårbare som resten af verden, når eksisterende og nye mutationer kommer frem. Der bliver formentligt tale om, at vi i fremtiden skal vaccineres hvert år.

  • 3
  • 2

Der er flere faktorer, der gør at DK står bedre i epidemi håndteringen nu end andre lande, og at vi derfor kan tillade os at droppe de to vacciner (AZ og J & J), hvor der er risiko for VITT.

Vi er det land i verden, der tester mest Vi ventede længere tid med at lukke samfundet op. Det tyder på, at vi i DK lytter mere til og agerer mere i tråd med anbefalingerne fra myndighederne.

Ikke forstået.

Taiwan har 1-5 nye tilfælde om dagen og har sammenlagt mistet 12 mennesker til Covid-19.

Taiwan har fire gange så mange indbyggere som Danmark.

Vi har mistet 2500.

Men vi bruger meget energi på at tale om forbudssverige hvor de har mistet 14000.

  • 5
  • 3

Ikke forstået.

Taiwan har 1-5 nye tilfælde om dagen og har sammenlagt mistet 12 mennesker til Covid-19.

Taiwan har fire gange så mange indbyggere som Danmark.

Vi har mistet 2500.

Men vi bruger meget energi på at tale om forbudssverige hvor de har mistet 14000.

Jeg er enig med dig i, at Taiwan har gjort det bedre. De har haft en suveræn epidemikontrol og håndtering (hvis man kan stole på deres tal, hvilket vi sandsynligvis kan i dette lands tilfælde, når man tager i betragtning, hvor forudseende, de har ageret lige fra starten af epidemien).

  • 4
  • 0

Hvis vi havde haft en nationaliseret vaccinefabrik ville den så have satset på Biontech, et lille nystartet tysk medicinalfirma startet af tyrkiske indvandrere eller ville den have søgt at få licensaftaler med nogle af de store vi nu har dømt ude?

Det er sikrere at fremme dansk/europæisk industri og forskning bredt end at regne med at en statslig institution kan forudsige hvilken teknologi der ender med at vinde.

Men derfor var det stadig hul i hovedet partout at ville sælge statens lille fabrik med kæmpe tab.

  • 4
  • 1

ideen om dansk vacine produktion er covid popouliseme. Man hiver ikke bare en vacine fabrik op af hatten,alle medicin produktions facilitet skal godkendes ligesom medicinen i sig selv, dette kan tage flere år,hurtigts imellem2-4år,det samme gælder for indkøring af nye produkter. derfor må man blot ryste på hoved af politiker der vane tror udtaler sig om noget de ikke har forstand på. Som udgangspunkter er det jo fløjtene ligegyldigt hvor vacinen kommer fra,bare den virker og er sikker er vel det vigtigste. ingen hverken politiker kan spå om den næste virus. Oxford forskergruppe er en udløber af forskning i ebola. hvis politikerne for alvor vil bidrage det gælder også joe biden. så må man støtte forskning og uddanelse af folk der kan udvikle og test fabrikker. derfor er ideen om ophæve patenter poltisk propaganda. Hvis man ikke har folk til at test og designe er man ligevidt eller man risker det er umuliuser som skal test og godkende,med risko for patient sikkerhed. Den langsigte konsekvens kan være risikoen for borgerne mister tiltroend til myndigheder og virksomheder er det prisen værd . I USA så man netop et uheldigt eksempel på hasteværk er lasteværk her fik en fyldefabrik byttet om på pfizer og morderna,så alle præperatte måtte skrottes.

  • 4
  • 2

Historieløshed kendetegner verden. For:

Den dag der kommer en virkelig farlig sygdom, vil man være nødt til at lukke grænserne, ikke kun for mennesker, men også for varer. Kun små kvanta af vigtige ting vil kunne krydse grænserne, og dette under stort besvær.

Når det sker, vil det være slut med solidariteten i EU og andetsteds, og hvert land vil rage til sig på bedste vis. Af lægemidler, våben, fødevarer, teknologi, osv osv.

Derfor skal vi have muligheden for at opstarte vaccineproduktion i Danmark.

Og så håber jeg også at der er et par klimabekymrede der læser med - og genovervejer deres gode ideer, som vil koste os på landbrugsproduktionen. For import af madvarer i den grad vi har i dag, vil ikke være muligt.

  • 5
  • 3
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten