En ny metode gør det både lettere, bedre og mere skånsomt at behandle forstadier til hudkræft. Metoden er udviklet af en forskergruppe på ca. 10 personer på Bispebjerg Hospital med professor i eksperimentel, dermatologisk laserbehandling, Merete Hædersdal, i spidsen.
»Med den nye teknik kan vi få lægemidler ind via huden og undgå systemiske lægemidler, der påvirker hele kroppen. Dermed åbnes et helt nyt perspektiv for fremtidig behandling af hudkræft,« siger Merete Hædersdal til Ingeniøren.
Den nye metode kombinerer laserbehandling med en anticancer-gel, som har været på markedet i et par år. Ved at bruge laseren til at lave bittesmå huller i huden, forberedes huden til bedre at tage imod gelen, der dermed virker både bedre og hurtigere. Hullerne er små, lodrette kanaler i huden, og de muliggør en øget koncentration af lægemidlet i huden med op til fire gange.
Modsat systemiske behandlingsformer, hvor hele kroppen påvirkes ved indsprøjtning, muliggør kombinationen af laserbehandlingen og brugen af anticancer-gelen, at man kun behandler hudkræften lokalt. Typisk vil man undgå en række bivirkninger ved lokal behandling fremfor systemiske behandlingsformer.
Anticancer-gelerne kan bremse udviklingen af forstadier til hudkræft, også kaldet non melanon, ligesom det kan behandle allerede opstået hudkræft. Non melanon er den mest udbredte form for hudkræft, og der registreres årligt 13- 15.000 nye tilfælde i Danmark.
Modsat andre behandlingsformer for hudkræft, der inkluderer at skære, skrabe, fryse eller strålebehandle den syge hud væk, giver den nye metode ikke ar, eller eksempelvis hvide pletter, der opstår efter frysning. Faktisk vil teknikken, ifølge forskerne bag, betyde, at man i mange tilfælde slet ikke vil kunne se, at folk har haft hudkræft eller forstadier til hudkræft.
De gode resultater fra behandlingen af forstadierne til hudkræft giver lovende fremtidsperspektiver til behandlingen af hudkræft, lyder det fra forskerne bag.
»Nye data fra vores laboratorier viser, hvordan man kan indstille de fysiske parametre på laseren for bedst at påvirke de forskellige lag i huden. På sigt kan der være mulighed for en skræddersyet behandling til patienter med forskellige former for hudkræft,« fortæller Merete Hædersdal og fortsætter:
»Vi har kunnet bevise, at vi kan få gelen meget dybere ned i huden, og dermed er der et potentiale for behandling af reel hudkræft, som man ikke har kunnet før.«
Teknikken med de små huller er udviklet af forskere på Harvard Medical School. Her brugte man i 2009 teknikken til at behandle ar, rynker og solskadet hud. Da Merete Hædersdal i var 2009 på et studieophold på netop Harvard Medical School, blev hun derfor inspireret til at undersøge, om teknikken også kan bruges til behandling af hudkræft.
På Harvard testede Merete Hædersdal teknikken på grisehuder, og efterfølgende, samme år, kunne de prøve teknikken af på patienter på Bispebjerg Hospital.
Holdet bag forskningen har solgt patentrettighederne til behandlingsmetoden til medicinalvirksomheden LEO Pharma, og de nuværende resultater er fokuseret omkring anticancer-gelen Picato, der ifølge Merete Hædersdal har en speciel mekanisme til hudkræft, der gør den særligt interessant.
Sideløbende vil forskerholdet undersøge, om teknikken kan anvendes på andre måder.
»Vi er ved at udbrede paletten, og behandling af hudkræft er ikke bare én ting,« understreger Merete Hædersdal.
Det er planen, at patienter på hudafdelingen på Bispebjerg Hospital, hvor Merete Hædersdal er overlæge, vil kunne blive behandlet med den nye laserteknik i løbet af 2015.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard