Dansk transportpolitik mister vigtigt forskningsinstitut

Med nedlæggelsen af DTU's institut for transportforskning lukker et forskningsinstitut, der har haft afgørende betydning for dansk transportpolitik.

DTU annoncerede i denne uge lukningen af DTU Transport som direkte konsekvens af finanslovens nedskæringer inden for forskning og uddannelse.

»Det er med dyb beklagelse, at vi har iagttaget, at der bliver skåret på transportområdet, som er et af de væsentlige elementer i den grønne omstilling, som vi på DTU arbejder intensivt på. Det har jeg svært ved at forstå den dybere mening i,« siger DTU's rektor Anders Overgaard Bjarklev til Ingeniøren.

Læs også: DTU Transport lukker

Dermed lukker et institut, der på trods af sin beskedne størrelse har haft stor betydning for de transportpolitiske beslutninger på Christiansborg og for den offentlige debat. DTU Transport har hovedansvaret for at indfri DTU's rammeaftale med Transportministeriet om forskningsbaseret rådgivning inden for både infrastruktur, samfundsøkonomi, transportpolitik og trafiksikkerhed.

Beslutninger skal bygge på viden

»Transportpolitiske beslutninger bør baseres på et solidt vidensgrundlag. Formålet med denne aftale er, at DTU løbende yder forskningsbaseret rådgivning af TRM (Transportministeriet, red.) og transportministeren i at gennemføre vidensbaseret politik,« skriver ministeriet i rammeaftalen.

DTU er blandt andet forpligtet til at bidrage til udviklingen af den samfundsøkonomiske metode, til at levere 'bidrag og analyser af transportøkonomiske, organisatoriske og adfærdsmæssige forhold, der kan styrke policyudvikling og implementering', og til at forske i sammenhænge mellem trafikal adfærd og trafiksikkerhed, blandt andet ved at bidrage til arbejdet i Færdselssikkerhedskommissionen og Havarikommissionen.

Læs også: Sorte udsigter for transporten: CO2-udslippet fortsætter i vejret

DTU Transport har i de to seneste år leveret 38 rapporter og notater til myndighederne og deltaget i 19 høringer, og instituttet har tidligere leveret analyser til store aftaler på Christiansborg, som aftalen om en grøn transportpolitik fra 2009, såvel som til Trængselskommissionen og Infrastrukturkommissionen.

Derudover skal DTU levere fagspecialister til diverse udvalg, råd, nævn og kommissioner og bidrage til ministerens besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, 'så svarene fagligt understøttes med forskningsbaseret viden, hvor det er relevant'.

Overholder stadig rammeaftale

Blandt DTU Transports væsentligste aktuelle opgaver er udviklingen og vedligeholdelsen af landstrafikmodellen, der via store datamængder om transportmønstre, infrastruktur og økonomi forudsiger effekterne af politiske beslutninger.

Modellen har blandt andet dannet grundlag for aftalen om Togfonden og den nye analyse af Kattegatforbindelsen. I øjeblikket arbejder DTU Transport på en ny version af den omstridte trafikprognose for Femernforbindelsen.

DTU's forskere er også i rammeaftalen forpligtet til at bidrage til den offentlige debat 'på et ajourført, faktuelt og redeligt grundlag', hvilket ikke mindst Ingeniøren har benyttet hyppigt.

DTU's koncerndirektør, Niels Axel Nielsen, kan endnu ikke oplyse, om lukningen vil føre til afskedigelser af instituttets ansatte. Han fortæller dog, at DTU stadig vil overholde rammeaftalen med Transportministeriet.

»Vi skal fortsat kunne håndtere de udfordringer på transportområdet, som myndighederne beder os om rådgivning inden for,« siger han.

Kommentarer (4)

Tænk om man havde anlagt samme betragtning vedr. Risø.
Så kunne 60 års udgifter på over 400 mio kr årligt være brugt på højere prioriteret indsats.
Vi fik aldrig den atomkraft der måtte formodes at være formålet.

Nå jeg ser lige det er småpenge Det Konglige Teater koster over 500 mio årligt.

  • 2
  • 0

  • 1
  • 1

De sidste par gange jeg har set og hørt den nuværende transportminister og hans kommentarer har jeg med stor vemod ihukommet Risgaard, Melchior og de andre gæve gutter. Hvem erindrer ikke hvordan Ikajkast i fjernsynet forklarede nationen hvordan man havde dresseret ministeren til at der skulle være højt smørrebrød til møderne!

Der var for kort tid siden en Magnus Heunicke, der tilsyneladende både var interesseret i trafikken i Danmark og vistnok i stand til at kommunikere med "disse DTU-ere" (ret min eventuelle misforståelse),
men nu er smørrebrødsseddelen vist atter punkt 1 på agendaen.

  • 0
  • 0