Dansk test afgør mountainbikedyst: Store hjul er hurtigst

I landets skove og på adskillige internetforaer har mountainbike-entusiaster over de seneste år diskuteret heftigt, om cykler med store hjul - 29 tommer - virkelig er hurtigere end cykler med hjul med en diameter på 26 tommer. Nu har en undersøgelse fra Aalborg Universitet vist, at de store hjul vitterligt giver bedre omgangstider.

»Forsøget viste en forskel på 2,09 procent mellem de to cykler, men tallet afhænger af flere faktorer som vægt og størrelse på rytteren, terræn med mere,« fortæller adjunkt Christian Gammelgaard Olesen fra Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Cykler med hjul med en udvendig dækdiameter på 29 tommer blev ifølge Wikipedia opfundet i begyndelsen af 1980’erne, men typen har først vundet rigtig indpas i løbet af de seneste fem år.

Fremgangen er øjensynligt båret af eliterytternes begejstring for typen. For der er tilsyneladende ikke lavet mange videnskabelige undersøgelser af fordele og ulemper ved de store hjul, fortæller Kasper Pihl Rasmussen, der sammen med tre medstuderende fra idrætsteknologistudiet, Jens Jonathan Andreassen, Sebastian Skals og Kaare Moss Bendtsen har gennemført testen.

»Der er en del undersøgelser af racercykler, men ikke ret meget inden for mountainbiking. Vi har søgt efter resultater, men har ikke kunnet finde meget,« siger han.

De studerende har testet henholdsvis store og små hjul på en bane, hvor otte testryttere skulle igennem fire forskellige segmenter: op ad bakke, nedkørsel, fladt og teknisk. Desuden skulle rytterne gennemføre en sprint.

Overraskende resultat

Gruppens hypotese var, at de store hjul ville være en hæmsko på opkørsler og i sprinten, fordi forøgelsen af hjuldiameteren betyder, at både dæk og hjul skal være større og forgaflen skal være længere. Til gengæld vil cykler med 29-tommer hjul have en lavere angrebsvinkel på rødder, sten og ujævnheder, og cyklen vil have et større inertimoment.

Til sammen skulle det ifølge gruppen give mere stabilitet og højere hastighed på nedkørsler og teknisk svære passager. Gruppen forventede, at fordelene ville overgå ulemperne set på den samlede rute.

Undersøgelsen viste en signifikant forskel på den samlede tid: 29’’ cyklen var i gennemsnit 4,76 sekunder hurtigere end 26’’ cyklen svarende til 2,09 procent.

Til forskernes overraskelse var det imidlertid ikke til at se nogen signifikant forskel i tiderne på sprint-strækningen og opkørselssegmentet. Begge steder var 29’’-cyklen lidt hurtigere, men forskellen var ikke signifikant.

Undervejs målte gruppen også rytternes puls og arbejdsbelastning og kunne ikke se nogen signifikant forskel på de fleste segmenter.

Selv om forskellen kan synes lille, så skriver gruppen i en artikel om forsøget, at man på en rigtig konkurrence-rute formentlig vil kunne se en endnu større forskel, fordi nedkørslerne typisk er længere i konkurrencer, end de har været på testruten.

Så selvom der ikke var nogen statistisk signifikant forskel i tiden på nedkørslen i testen, indikerer det faktum, at 29’’ cyklen var lidt hurtigere, at man på en længere nedkørsel vil opleve en fordel med større hjul.

På trods af resultaterne vil Christian Gammelgaard Olesen ikke afskrive 26’’ cyklerne helt.

»Tidligere har 26 tommer hjul været standarden. Efterhånden er der flere, som kører med 29 tommer. Men selv i eliten er der forskel på, hvad rytterne foretrækker. Det hænger også sammen med rytterens statur og kørestil. Det er ikke det samme, der fungerer bedst for alle, selv om resultaterne i projektet her viser, at 29 tommer hjul generelt giver en fordel.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvad så, det er sjovere og mere udfordrende med 26 hjul! Men derudover vinder 650B hjul frem, i stedet for både 26 og 29 hjul. 650B hjul siges at være det perfekte kompromis, så længere sporene er varierende (altså ikke noget ekstremt). Min næste mtb skal have 650B hjul!

  • 0
  • 0

29" giver et andet flow, det virker til der er mere enerti i hjulene når du kører, smårødder mv. føles ikke så hårde som på 26". Men en MTB 26" hjul er mere levenende og lettere at "kaste rundt". Spørgsmålet er så om man er til tonser eller mere levende oplevelse. Jeg er til det sjovere og mere levende - vil jeg tonse tager jeg raceren frem.

  • 0
  • 0

Jeg har svært ved at blive overbevist om at 2% er signifikant. Blot det, at man tror at man er hurtigere på én cykel i forhold til en anden, kan let betyde 2%.

Det samme kan styregeometrien.

Dæk og dæktryk kan betyde langt mere end 2%.

IMHO er det primære formål med forskellige hjulstørrelser at få rige hobbycyklister til at købe flere cykler. Hobbyister køber cykler med hjertet ikke med hjernen.

For mit eget vedkommende kører jeg MTB for motionens skyld. Rationelt set burde jeg vælge den langsomste og mest energikrævende cykel, da den vil give mest motion pr. investeret time :) - jeg kommer alligevel aldrig til at vinde noget. At jeg alligevel går efter den hurtigste cykel, underbygger blot min pointe om at hjertet er større end hjernen.

  • 4
  • 0

Jeg tvivler også meget på, at 8 ryttere er tilstrækkeligt til at vise statistisk signifikans ved 2,09%. Det er især problematisk, at rytterne i forvejen troede mest på de store hjul.

Da dette er en statistisk undersøgelse, ville det være rart med data som p-værdi, std, hvordan de har sikret sig mod bias/skævvridende faktorer osv.

  • 1
  • 0

Man har altid brugt store hjul til motocross. undtaget bagpå :-) Er forsøgt på MTB

29" blev opfundet i 80érne? Cyclocross har brugt fælgstørrelsen, som er den samme som racer cykler bruger 700C også kaldet 28" blot bredere. Men da det er målt på dæk yderdiameteren bliver det til 29"

28" er iøvrigt mindre end de Engelske 27" som efterhånden er sjældne.

Et mindre hjul har da altid givet en mere livlig cykel så jo mere man vil udfordre terrænet jo mindre hjul!, for ellers vil BMX og trial cykler vel snart være 29"

En ligegyldig test IMO

Jeg ville personligt vælge mellem 26" eller Cross.

  • 0
  • 0

Med en personhøjde omkring de 2 meter oplever jeg en 29" som langt mere komfortabel og rigtig.

Som Palle Jensen også skriver, så er det indlysende at større hjul ruller nemmere over ujævnheder, og endnu større hjul ville sikkert være endnu bedre hvis ikke personen på cyklen var en begrænsende faktor. Dog er det i denne sammenhæng mindst ligeså vigtigt at affjedring og dæktryk er tilpasset underlaget.

  • 0
  • 0

Jeg har lige montere et par 29" x 2.1" dæk på mine 700c fælge. Der sider de meget godt. Endelig har jeg fået brede dæk på cyklen. De opsluger de små irritations ujævnheder i cykelstierne meget bedre end de forrige dæk jeg havde på. Fremtiden vil byde på 3-4" brede dæk = mere komfort.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten