Dansk teknologi driver Tysklands første methanol-båd
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dansk teknologi driver Tysklands første methanol-båd

MS-Innogy på den tyske Baldeneysee Illustration: SerEnergy

Borgmesteren i den tyske by Essen kaldte det for et 'historisk øjeblik', da båden MS Innogy i sidste uge for første gang kunne sejle turister rundt på den opdæmmede sø Baldeneysee, der ligger syd for byen. Historisk, fordi båden sejler ved hjælp af methanol-brændselsceller som den første af sin slags i Tyskland

Essen, der er blevet kåret som Europas miljøhovedstad i 2017, står bag projektet sammen med den tyske virksomhed Innogy, og bådens brændselscelle-anlæg er lavet af den danske brændselscelle-producent SerEnergy.

Læs også: Europas første methanol-tankstation åbner i dag i Aalborg

SerEnergys anlæg består af 7 moduler, der hver producerer 5 kW og bygger på en teknologi, som SerEnergy blandt andet tidligere har benyttet til biler og til telekom-industrien

Brændstof af luft og vand

Methanol, også kendt som træsprit, er den simpleste alkohol og kan produceres ved hjælp af kun kuldioxid og vand. MS Innogys methanol fremstilles på søens eget vandkraftværk, hvor elektricitet fra værket og enzymer bruges til at omdanne vand fra søen og kuldioxid fra luften til methanol. Den CO2-neutrale fremgangsmåde, som de benytter, er på et tidligt udviklingsstadie, fortæller Mads Friis Jensen fra SerEnergy.

»Produktionsteknologien, som de bruger hernede, er den ypperste. Derfor giver det et godt indblik i, hvad fremtiden bringer. På nuværende tidspunkt findes der flere andre produktionsmetoder af grøn methanol, der er væsentlig længere i deres udvikling,« siger Mads Friis Jensen.

Læs også: Derfor jagter forskerne den perfekte katalysator

Projektet på Baldeneysee skal derfor ses som en demonstration af teknologien, og vandkraftværket er også åbent for besøgende i hele september måned. Det er oplagt, at valget er faldet på netop denne teknologi, mener Mads Friis Jensen.

»Det er den mest spændende måde at fremstille methanol på, for du har uendelige mængder kuldioxid at tage af fra atmosfæren. Samtidig er det en CO2-neutral teknologi, der er let at forstå. Man tager det ud af luften, og så ryger det tilbage igen,« siger Mads Friis Jensen.

Fremtidens brændstof

Mens vi ikke skal regne med, at vi kan transportere os ved hjælp af vand og kuldioxid opsamlet direkte fra atmosfæren i den nærmeste fremtid, så produceres methanol i stor skala på andre måder.

I Island danner man væsken ved hjælp af den brint, der resterer som overskudsprodukt i den geotermiske el-produktion, samt kuldioxid fra store lagre i jorden. Andre steder, hvor de geologiske omstændigheder er mindre gunstige, kan grøn methanol blandt andet dannes fra biomasse. Kina producerer omkring en halv million tønder methanol om dagen. Deres produktionsmetode kan dog ikke betegnes som grøn.

Læs også: Methanol-folk vil gå uden om den sorte olie

I skibstrafikken er der også en spirende efterspørgsel på alkoholen. Stramme EU-regler for blandt andet svovl-udledningen på Nordsøen, Den Engelske Kanal og Østersøen presser skibsindustrien til at spejde efter brændsler som methanol, der hverken danner svovl eller sod under forbrændringen.

For eksempel har den svenske færgeoperatør Stena Line allerede ombygget en hel færge til at kunne sejle på methanol og bruger også alkoholen på andre færger.

Virksomheden Innogys greenfuel-projekt er et forsøg på at demonstrere, hvordan grøn methanol kan fungere som et alternativ til fossile brændstoffer og rummer også demonstrationer af methanol-køretøjer, der ligeledes er leveret af SerEnergy.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ville være skønt, hvis artiklen bragte lidt mere teknisk info på banen, for eksempel hvor langt/længe båden sejler på hhv det 100kWh store batteri og den 330 liter store tank og evt bidrog med en sammenligning med de to dansk-ombyggede kanalrundfartsbåde i København, som kan sejle hele dagen på batterier og lade om natten.

  • 8
  • 0

Det ville være skønt, hvis artiklen bragte lidt mere teknisk info på banen, for eksempel hvor langt/længe båden sejler på hhv det 100kWh store batteri og den 330 liter store tank og evt bidrog med en sammenligning med de to dansk-ombyggede kanalrundfartsbåde i København, som kan sejle hele dagen på batterier og lade om natten.

Enig i at et sammenligning med et tilsvarende batteriforsynet skib havde været meget interessant.

Men mon ikke båden mest er bygget som en teknologidemonstration, med henblik på at vise teknologiens brugbarhed på større skibe på længere ruter. Altså ruter hvor batteridrift ikke er en mulighed.

  • 5
  • 0

Altså ruter hvor batteridrift ikke er en mulighed.

Jo måske. Men denne teknologi kræver vist et 60/40% mix af methanol og destilleret vand til reformeren, så der skal ret meget væske i tanken. En sammenligning med marinediesel kunne også være interessant. Altså skal der flere eller færre liter til, når man tager hensyn til brændselscellens og elmotorens effektivitet. Elvirkningsgraden i methanolfremstillingen ville også være interessant at vide mere om.

  • 4
  • 0