Dansk robotsucces slås for sin niche på markedet

Danske Universal Robots oplever en kraftig efterspørgsel på små robotter til mindre virksomheder, men møder samtidig hård konkurrence fra store robotfabrikanter som ABB, Kuka, Fanuc, Denso og Motoman.

De har typisk leveret store robotceller til bilindustrien, men sælger i dag også små, avancerede og samtidig billige robotter.

Søren Peter Johansen, netværksleder i Dansk Robot Netværk, Dira, påpeger dog, at den danske robot har opnået stor succes, fordi den har ramt en niche i markedet:

»Tidligere har robotter krævet en del plads, fordi de skulle hegnes ind. Det er ikke nødvendigvis tilfældet med en robot fra Universal Robots.«

Han tilføjer, at det for mange virksomheder er underordnet, at Universals robot hverken er den hurtigste eller mest præcise robot på markedet. Hvis et emne skal bearbejdes flere minutter i en CNC-maskine, betyder det ikke ret meget, hvor hurtigt robotten kan anbringe og fjerne emnet i maskinen igen.

»Selv om skiftetiden måske tager fem sekunder, så er det ikke flaskehalsen i processen,« siger han.

Direktør i LT Automation Lasse Thomsen bekræfter, at konkurrencen til den danske robotsucces er voksende. Det er især en stor begrænsning, at håndteringsvægten for robotten er på blot fem kilo, mens konkurrenterne har modeller med meget forskellige løfteevner.

»Der er mange opgaver, som man ikke kan bruge den til,« siger han.

Til gengæld er fordelen ved den danske robot, at den er så simpel at programmere. Det sker ved hjælp af et Windows-baseret interface, hvor dens arbejdsgange memoreres ved, at operatøren fysisk bevæger robotarmen.

»Det er unikt, at du kan programmere den ved at trække den rundt - det er en kæmpe fordel, fordi mange virksomheder er lidt nervøse for, om man overhovedet kan betjene en robot,« forklarer han.

Stærkere robot på vej

Ifølge direktør i Universal Robots Enrico Krog Iversen er den fynske virksomhed i gang med at udvikle en ny robot, der kan håndtere op til ti kilo. Og så skal den være i stand til at udføre mere avancerede opgaver end at pakke paller og fodre CNC-maskiner.

»Da vi startede med robotten, var det i høj grad en håndteringsrobot. Det vil sige, at den kunne bruges til at pakke varer eller til at tage dele ind og ud af en CNC-maskine, hvor man flytter noget fra punkt a til punkt b. Nu arbejder vi hen imod, at robotten også skal bruges til procesopgaver, svejsning, limning og montageopgaver,« fortæller han.