Dansk rådgiver: New Orleans er slet ikke klar til stormen

Orkanen Gustav er stadig på vej mod New Orleans med vindhastigheder på 200 kilometer i timen. Endnu kan den nå at dreje, men sker det ikke, er katastrofen vis, for den hårdt ramte millionby er slet ikke kommet til kræfter efter Katrinas hærgen for tre år siden.

Det vurderer Ole Juul Jensen, der er direktør for vandbygning og kyster i rådgiverfirmaet Cowi, som har flere datterselskaber i USA. Han er ikke i tvivl om, at myndighederne har gjort klogt i at evakuere omkring to millioner indbyggere fra Lousianas hovedstad:

»Det er klart, at de amerikanske myndigheder, der kludrede så meget i det sidste gang, er enormt på mærkerne nu og har evakueret en masse mennesker. Men hvis der kommer en tilsvarende, eller værre, orkan, er der ingen tvivl om, at det kommer til at gå rigtig galt,« siger Ole Juul Jensen.

Efter hans mening går der adskillige år, før New Orleans er sikret mod orkaner af samme kaliber som Katarina og Gustav.

For eksempel er et af Cowis amerikanske datterselskaber i færd med at udforme et omfattende projekt i New Orleans. Projekteringen er færdig til næste år, og konstruktionen af selve projektet skal være tilendebragt i 2011.

»Vores datterselskaber underskrev i starten af 2008 kontrakten på projektering af et såkaldt flood protection barrier, en slags sluseport, der skal beskytte New Orleans' inderhavn mod tidevand og flodbølger,« forklarer Juul Jensen om den flercifrede millionkontrakt, som Cowi har vundet fra US Army Corps of engineers, der hører under det amerikanske forsvarsministerium.

Da Katrina i 2005 satte New Orleans under vand, viste den konstruktion, som Cowi nu skal hjælpe med at erstatte, sig netop som et af de svageste led, hvorigennem vandet fossende ind i byen.

Ifølge Ole Juul Jensen er der blevet udført mange midlertidige reparationer, men en større opgradering af alle New Orleans diger og dæmninger er usædvanlig kompliceret, både hydraulisk og konstruktionsmæssigt, og forude venter udførelsen af flere projekter, før indbyggerne i New Orleans igen kan sove roligt, selv med et orkanvarsel hængende over hovedet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der siges at digerne ikke er klar til en ny hurricane, men var de klar til Katrina? Nogne der ved om der findes rapporter eller lignende over digernes status i New Orleans, før Katrina ødelage dem ?

  • 0
  • 0

Jeg kan ikke rigtig forstå hvorfor amerikanerne ikke beder omverdenen om hjælp med opbygning af golfkysten, også selvfølgelig få fat i nogle som ikke bare stikker af med pengene i stedet for at udføre det arbejde som de bliver betalt for.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten