Dansk projekt skal bane vej for genbrug af elektronikskrot
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dansk projekt skal bane vej for genbrug af elektronikskrot

Over de næste tre år vil elektronikbranchens organisationer lægge sig i selen for at strikke et system sammen, der økonomisk præmierer – og dermed fremmer - produkter med et genbrugs-venligt elektronikdesign i de danske indsamlingsordninger.

Samtidig skal det nye projekt – som er aftalt mellem miljøminister Ida Auken (SF) og en lang række brancheorganisationer med DI i spidsen – medvirke til at sætte fokus på nye teknologier til adskillelse, finsortering og udsortering af elektronikskrot til videre oparbejdning og genanvendelse. Det skal gøre Danmark til en vigtig teknologi-aktør inden for håndtering af elektronikaffald.

Og endelig vil projektet prøve at finde de sidste 40-50 pct. af elektronikaffaldet, som ifølge dagens opgørelse ’forsvinder’, forklarer direktør for FEHA (Foreningen af producenter og importører af Elektriske Husholdningsapparater) Henri Egede:

»Inden for hvidevarer har vi i tyve år fokuseret meget på apparaternes energiforbrug, og det bliver vi ved med. Med den danske aftale udvider vi fokus, så der i høj grad også skal ses på ressourcer - industriens materialeanvendelse og mulighederne for genbrug. Det danske projekt kommer ikke til at rykke verden alene, men kan måske vise nogle spændende eksempler på, hvordan fremtidens ressourcer kan genbruges bedre,« siger han.

Det treårige projekt, som har et budget på 15 mio. kroner, finansieres af branchen selv, og ministeren binder sig til gengæld til at undlade at pålægge branchen nye skatter eller afgifter i relation til behandling af elektronikskrot.

Sigtet med projektet er endvidere, at det skal munde ud i løsninger, som er koordineret med internationale erfaringer og således kan overføres til resten af EU og andre EU-lande, hvor det såkaldte WEEE-direktiv fastsætter krav til genanvendelsesprocenter for elektronikaffald. På den måde forventer parterne bag projektet at opnå den størst mulige miljømæssige effekt samlet set.

I dag er elektronik-producenterne forpligtet til at finansiere håndteringen af de 80.000 ton elektronikaffald, som årligt kommer fra husholdningerne. Producenterne tager over fra det punkt, hvor elektronik-affaldet er placeret i trådkurvene på genbrugspladsen.

I 2012 blev der indsamlet omkring 76.000 ton elektronikskrot, mens der blev markedsført 145.000 ton ( gennemsnit over 2009-2011), hvilket giver en indsamlingsprocent på bare 52 pct.

Læs også: Næsten halvdelen af al elektronikskrot forsvinder

Aftalen er indgået mellem miljøministeren og Dansk Industri (DI), Foreningen af producenter og importører af Elektriske Husholdningsapparater (FEHA), DI Itek, DI Handel, Branchen Forbruger Elektronik (BFE), Elretur, European Recycling Platform (ERP) og Lyskildebranchens WEEE Forening (LWF).

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det var dog en fantastisk nyhed! Jeg synes vi skylder hinanden at blive bedre til at mindske vores E-waste, det er jo trods alt vores egen fremtid det gælder. Spændende hvis dette kan rette op på de enorme mængder affald. Gode tiltag som genbrug af IT viser at op mod 80% af vores computeraffald kan genbruges (http://bit.ly/1iilKmy) og det vil betyde en kæmpe forskel for de millioner af mennesker der lever dør om dør med vores affald i Kina og Afrika.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten