Dansk professor: Videnskabelig artikel risikerer at blive til grin
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dansk professor: Videnskabelig artikel risikerer at blive til grin

Rainbow Bridge i Utah er er flot eksempel på en naturligformet sandstensformation. Foto: National Park Service

De imponerende sandstensformationer, som bl.a. kendes fra USA, er formet i en kamp mellem mekanisk stress og erosion.

Det redegjorde en tjekkisk forskergruppe ledet af Jiri Bruthnas fra Karlsuniversitetet i Prag for i en artikel i Nature Geoscience i 2014.

En russisk forskergruppe ledet af Igor Ostanin fra Skolkovo Instituttet i Moskva har arbejdet med dette udgangspunkt med henblik på at komme frem til en dybere forståelse af, hvordan formationerne er dannet, og hvilke former de kan antage.

De hævder nu i en artikel i Nature-tidsskriftet Scientific Reports, at de naturlige formationer kan sammenlignes med den form for topologioptimering, som sker inden for mekaniske konstruktioner – et forskningsområde danske forskere gennem en lang årrække har været ledende inden for.

Læs også: Dansk forskning: Sådan beregnes den perfekte flyvinge

»Der er en eksakt overensstemmelse mellem naturlig erosion og de algoritmer, der anvendes til optimeringer af former.«

Det er det helt afgørende budskab, Ostanin og Co. har til deres forskerkolleger, og som de ikke blot fremfører i den videnskabelige artikel, men også i en pressemeddelelse, som har ført til omtale mange steder.

Vrøvl og forkerte udsagn

»Det er bare helt forkert,« siger topologioptimeringeksperten, professor Ole Sigmund fra DTU.

»Den russiske artikel indeholder både vrøvl og direkte forkerte udsagn,« siger han til Ingeniøren.

Han fortæller, at udgangspunktet sådant set er i orden, og at man principielt kan opsætte et optimeringsproblem, som fører frem til de rette strukturer.

»Det gør de bare ikke i artiklen, hvor man i stedet anvender en iterativ proces, der ikke løser optimeringsproblemet,« tilføjer han.

Når Ole Sigmund udtaler sig med stor sikkerhed og alvor, skyldes det, at Scientific Report for nogle måneder siden bad ham om at foretage et peer-review af artiklen, efter den var indsendt til tidsskriftet.

I sin bedømmelse kom Ole Sigmund med en lang række helt konkrete kritikpunkter og noterede til slut, at artiklens konklusioner skulle gennemarbejdes ganske betydeligt, og man derefter måtte se på, om en totalt revideret artikel ville være så interessant, at den fortjente at blive publiceret.

Overrasket, skuffet og sur

Da Ingeniøren kontaktede Ole Sigmund for at få en generel kommentar til den russiske artikel, blev han derfor både overrasket, skuffet og sur.

Overrasket over, at artiklen uden hans kendskab er blevet offentliggjort stort set uden ændringer, og uden at han er blevet præsenteret for de russiske forskeres modargumenter.

Skuffet og sur over, at hans indsats åbenbart er blevet negligeret af tidsskriftet, og at han derved har spildt sin tid.

Han har derfor meddelt Scientific Reports, at de har offentliggjort en artikel, som risikerer at blive til grin blandt folk, der arbejder inden for strukturoptimerering.

At en artikel har været gennem et peer-review er aldrig en garanti for, at artiklens konklusioner ikke står til diskussion eller, at peer-reviewer og forfattere er enige om alt – men det skulle meget gerne være garanti for, at metoder og argumenter er troværdige og ikke direkte fejlagtige.

På det område ser det ud til, at der er noget, som er gået helt galt omkring artiklen i Scientific Report.

Artiklen er noget tung og går over mit hoved, men kan man ikke sige, at de strukturer der har overlevet har gjort det fordi de tilfældigvis fik en form der holdt.
Var der i øvrigt ikke en Portugisisk turistattraktion der brasede sammen.

  • 5
  • 0

Umiddelbart kan jeg kun erklære mig enig med dig, Svend.

Men jeg kan altså ikke afholde mig fra at forsøge, at forstå russernes tankegang.

Når jeg ser på billedet i toppen af artiklen, så kan jeg ikke undgå, at forestille mig, at der inden i den struktur vi kan se, befinder sig en struktur, som er mere bærende for den samlede struktur end den samlede struktur er. Denne mere bærende struktur dog med en glidende overgang til hele strukturen, og set bort fra de dele af strukturen, som slet ikke er bærende.

I denne mere bærende struktur, må materialet være under et højere tryk, og derved, alt andet lige, være mindre udsat for erotion.

Jeg forudsætter, at hele strukturen er af et konsistent materiale.

Men jeg indrømmer dog villigt, at hvis teorien skulle omfatte noget som helst ud over buestrukturer, så rækker min fantasi ikke til at lade selv min mest logik baserede intuition acceptere dette :o)

  • 0
  • 0