Dansk professor: Meteorregn var usædvanlig voldsom

Meteorregnen, der tidligt fredag morgen ramte Ruslands Ural-region, medførte ifølge beboere i de berørte områder en serie af eksplosioner med rystende bygninger og vinduer, der blev blæst ud, til følge.

Det er sjældent, at en meteorregn er så voldsom, fortæller Johan Fynbo, der er professor i astrofysik på Niels Bohr Institutets Dark Cosmology Centre.

»Det er ret usædvanligt, at det er så voldsomt, at vinduer bliver blæst ud,« siger han.

De russiske myndigheder meldte tidligere i dag ud, at deres oplysninger indikerer, at der er tale om én meteor, som brændte op, da den nærmede sig jorden og blev nedbrudt til mindre stykker. Det er endnu ikke klart, hvor stor en meteor der er tale om, men Johan Fynbo gætter på, at meteoren kan have været et par meter i diameter. Også det er usædvanligt stort.

»Der falder rigtig meget ned hvert år, tusindvis af ton, men jo større klumperne er, desto sjældnere sker det, kan man sige. Og det her er nok noget, der sker omkring ti gange på et århundrede, måske lidt oftere,« forklarer Johan Fynbo.

Det, at det er sket over et beboet område, har også betydning i forhold til, at det virker så voldsomt.

»Det meste af jorden er jo dækket af vand, så de fleste rammer ude i vandet eller steder, hvor der ikke bor nogen. Det virker voldsommere, når det rammer midt i en by,« siger Johan Fynbo.

Emner : Meteoritter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kender man noget retningen for meteoren ?

Og, er det en del af "den store" som har været omtalt på det seneste ?

Og, kan vi forvente flere af disse "meter meteor" de kommende dage ?

  • 0
  • 0

Her er en video hvor lyden af braget er blevet optaget og hvor man efterfølgende kan se at flere vinduer er blevet trykket ind. http://www.youtube.com/watch?feature=playe... Igen er det en god ide at skrue lidt ned for lyden.

Her er endnu en video hvor lyden af braget er blevet optaget. Her er det en rigtig god ide at skrue ned for lyden inden man starter for videoen. http://www.youtube.com/watch?feature=playe...

Og så lige en sidste video hvor braget er blevet optaget: http://www.youtube.com/watch?feature=playe...!

  • 0
  • 0

Den har formentligt ikke noget at gøre med 2012 DA14 ("den store"), da retningen er forkert.

Metoritten bevægede sig øst til vest, hvor DA14 passerede Jorden syd til nord.

For mere dybdegående information og kvalificeret gætværk kan jeg anbefale Phil Plait's artikel om det: http://www.slate.com/blogs/bad_astronomy/2... Artiklen inkluderer også links til en større samling videoer og billeder af meteoritten og skaderne.

  • 0
  • 0

Den gode hr Fynbo har hjulpet med følgende link.

http://www.lpi.usra.edu/books/MESSII/9021.pdf

Desuden oplyser han at der ca kommer en på 10 meter hvert 10 år.

Og at der ca kommer 10 på 1 meter hvert år.

Re: Retning, min tanke var, at hvis den lige havde taget en tur rundt omkring jorden, så kunne en nordlig retning (re: debat på en anden side) måske måske indikere at det var en forløber for den der kommer i aften (vist kl ca kl 20.45)

Tak for tekniske link hr Fynbo.

  • 0
  • 0

@ Ole. Objekter med en hastighed i denne størrelsesorden, tager ikke nogen "tur rundt om Jorden". Gennemsnitshastigheden for denne type objekter er 100.000 km/t (ifølge Uffe Graa også fra Niels Bohr Inst.). Denne her var dog vurderet til 50-60.000 km/t ifølge DR.

ellers ville jeg bare tilslutte mig Oles første kommentar i tråden her. Du stiller et rigtig vigtigt, men stadig uafklaret spørgsmål:

Kan vi forvente lignenede hændelser i kølvandet på den store meteors passage?

Uffe Graa har selv forklaret, at meteorer i denne størrelse, netop ofte er ledsaget af mindre fragmenter. Har han ret i det, vil passager af større meteorer udgøre en betydeligt større fare, end vi hidtil har været opmærksomme på. Mange af de kommende store meteorer, har vi heldigvis allerede nogenlunde styr på, fordi vi kan registrere dem i nogenlunde god tid. Men selv hvis vi kan forudsige at de heldigvis ikke rammer os, så kan ledsagende fragmeter jo stadig gøre dem overordentligt farlige alligevel! Vi registrerer ikke i dag de små fragmenter.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten