Denne historie lyder kun alt for bekendt. Problemet er at langt de fleste journalister tildels har en særdeles begrænset viden om det pågældende videnskabelige emne og tildels giver historien en tabloid vinkling. I min tid som forsker har jeg set to tilgange til dette problem:
1) Bed altid om at gennemlæse artiklen før den kommer i trykken og lav alle de omfattende forandringer som er nødvendige - vær i denne proces særdeles bestemt, da journalisten ofte vil komme med en masse vrøvl om journalistiske principper osv. Hvis artiklen er skrevet uden din/jeres viden, så vær hurtig til at fortæller dine kolleger om dette og fejlene i artiklen og lav en pressemeddelelse om dette hvis artiklen er af betydning for den almene offentlighed, som Kirsten Brandt har gjort her.
2) Lad som ingenting og spil dum mht. til medieverdenen. Hvis andre forskere går ud med vrede indlæg i pressen, der kritiserer nyheden for at være særdeles upræcis, så tag kontakt med pågældende journalist og evt. redaktør og forklar overbærende, at der desværre stadig er meget Jantelov og misundelse i forskningsverdenen. Udnyt angrebene mod medieopslaget til at promovere din/jeres forskning og vær sikker på at signalere til de for tiden regerende forskningspolitikere og spindoktorer at denne er i tråd med deres linje og at kritikerne egentlig har som mål at promovere dagsordenen til de politiske modstandere! Når alt er faldet til ro og du/I muligvis har fået betydelige finansielle fordele som "kendis-forsker(e)", så gå roligt ud og giv en mere detaljeret forklaring i en aviskronik. Indrøm diskret at det første medieopslag ikke var helt præcist og noget "journalistisk" formuleret, men at den slags - desværre - ikke er til at undgå i dagens medieverden.
Af disse to tilgange til problemstillingen bør det være klart for læseren, at nummer 1) er den rigtige og at nummer 2) er det rene djævelskab. Desværre ser man gang på gang at enkelte forskere lykkedes med nummer 2) og de mere ærlige forskere kommer i skyggen af de uærlige! Åsagen til dette er i betydelig grad det skræmmende lave antal videnskabsfolk og ingeniører, som sidder i folketinget og den særdeles begrænsede videnskabelige forståelse som politikerne, der sidder der, har.
Dr. Scient. Kristian P. Nielsen.
