Dansk minister bønfalder EU-parlamentariker: Stem ikke vores NOx-krav ned

Dansk minister bønfalder EU-parlamentariker: Stem ikke vores NOx-krav ned

Miljøminister Eva Kjer Hansen beder i et brev lederen af Socialdemokraterne i EU om ikke at nedlægge veto mod de kontroversielle slækkede NOx-krav, der skal til afstemning i EU-Parlamentet i næste uge.

Regulativet, der tillader dieselbiler at udlede over dobbelt så meget NOx i tests som i dag, er på dagsordenen ved næste uges plenarmøde i EU, hvor parlamentet skal stemme for eller imod - eller nedlægge veto.

Forslaget har mødt stor kritik fra miljøorganisationer, advokater og især EU’s eget miljøudvalg, som har anbefalet, at der nedlægges veto mod regulativet.

Læs også: 110 procent mere NOx kan blive nedstemt i EU

EU’s medlemslande, der blev enige om de slækkede NOx-grænser tilbage i oktober, frygter, at de bliver sendt tilbage til tegnebrættet for at udarbejde et nyt forslag.

Den danske repræsentant, miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), gør nu sit for at få lovforslaget gennemtrumfet. I et brev fra den 21. januar beder hun formanden for den socialdemokratiske gruppe i EU, Gianni Pittella, om at trække støtten til et veto.

Læs også: Advokater stempler EU’s slækkede emissionsaftale som ulovlig

‘Ligeså meget som jeg deler dit ønske om mere strikse krav i forordningen, opfordrer jeg dig til ikke at bruge din veto-magt mod reguleringen’, lyder det i brevet.

Svarer på konkrete punkter

Ministerens brev er angiveligt et svar på et brev, hun modtog fra Gianni Pittella i november, hvor han fremlagde flere punkter med kritik af forslaget.

Udviklingen i EU-grænsen for udledning af NOx, samt bilernes reelle udledning. De 80 mg/km er den tilladte grænse i dag, men bliver regulativet vedtaget i næste uge, øges den grænse til 1,68 mg/km.

De kritikpunkter adresserer Eva Kjer Hansen i sit svar til den socialdemokratiske formand:

  • Perioden, hvor 110 pct. yderligere NOx er tilladt, er kun gældende i en kort indfasningsperiode og er stadig en kæmpe forbedring af den nuværende situation, hvor der er overskridelser på helt op til 5-7 gange.

  • Det endelige stadie afspejler usikkerhederne i RDE-målingerne (Real Driving Emissions). Her må man udlede op til 50 pct. mere NOx end i dag, men vil hvert år blive efterset og justeret af kommissionen. Eva Kjer Hansen understreger, at dette er et klart resultat af et pres fra dansk side.

Læs også: Kompromis: EU’s dieselbiler må udlede dobbelt så meget NOx de næste fem år

  • Forhandlingerne om grænseværdierne blev fulgt nøje af adskillige ministre fra medlemslandene - heriblandt den danske miljøminister. Hun tror ikke, resultatet var blevet et andet, hvis grænserne var blevet forhandlet i Ministerrådet i stedet for en teknisk komité nedsat kommissionen.

Miljøministeren understreger, at hun finder det unfair, når den socialdemokratiske gruppeformand har sagt, at regulativet tillader, ‘at bilindustrien ikke tager del i den kollektive indsats mod at forbedre luftkvaliteten’. Hun understreger, at EU gennem omfattende lovgivning er kommet med at reducere forureningen fra transportmidler.

Margrete Auken: Uhørt og uforståeligt

Som medlem af EU’s miljøudvalg har SF'eren Margrete Auken været med til at anbefale EU-Parlamentet, heriblandt brevets modtager Gianni Pittella, at nedlægge veto med regulativet. Hun stiller sig også uforstående over for den danske ministers behov for at presse stemningen i en bestemt retning.

»Det er helt uhørt og uforståeligt, at den danske regering har behov for at hjælpe den tyske bilindustri i stedet for at beskytte danskernes sundhed,« siger Margrete Auken.

Læs også: Ny test tillader fri NOx-forurening i koldt vejr

Hun understreger, at bilindustrien har haft rig mulighed for at udvikle teknologi til at kunne overholde de nuværende NOx-grænser. Derfor vil en lempelse bare være at bifalde deres omfattende snyd, mener hun.

»Jeg køber ikke argumentet om, at bilindustrien skal have en blid overgangsperioder. Industrien har kendt de gældende grænseværdier for udledning af farlige gasser som NOx i snart et årti. Alligevel har industrien valgt at bruge tiden på at prøve at snyde forbrugerne frem for at komme med nyttige løsninger,« siger Margrete Auken.

Kommentarer (4)

"Hun understreger, at bilindustrien har haft rig mulighed for at udvikle teknologi til at kunne overholde de nuværende NOx-grænser. Derfor vil en lempelse bare være at bifalde deres omfattende snyd, mener hun.

»Jeg køber ikke argumentet om, at bilindustrien skal have en blid overgangsperioder. Industrien har kendt de gældende grænseværdier for udledning af farlige gasser som NOx i snart et årti. Alligevel har industrien valgt at bruge tiden på at prøve at snyde forbrugerne frem for at komme med nyttige løsninger,« siger Margrete Auken."

Ja, jeg vil da også sige at man burde stille skrappere krav og ikke slække dem. Hvis man så ikke kan opnå kravene med diesel / benzin biler - ja så må man gå igang med alternativerne - og det er såmænd heller ikke for tidligt at der sker en videreudvikling af bilernes fremdrifts metoder / brændstof.

  • 4
  • 2

Er der nogen der kan hjælpe med at forklare hvoffor man ikke indfører elektrisk opvarmning af NOx katalysatoren på alm biler under opstart og drift ved lave vinter temperaturer.
Et alm bil batteri har da normalt 60Amperetimer at tære på under opstart og de fleste bil generatorer har da rigelig kapacitet.

  • 2
  • 0