Hvis vi har ambitioner om at efterlade jorden i god stand til vores efterkommere, så er vi på forkert kurs. Undersøgelser gennem de sidste 10 år på dansk landbrugsjord viser, at mængden af organisk stof især på Sjælland er i tilbagegang, og det efterlader jorden »knoldet« og ofte umulig at bearbejde.

»Landmændene kan kun arbejde med jorden på ganske få tidspunkter, for enten er jorden stenhård eller også er den så fugtig, at den er helt plastisk og opfører sig som en lerklump, man ælter sammen til juledekorationer,« siger seniorforsker Per Scjønning fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.

Han er ansvarlig for det fem-årige EU-projekt Recare, der har samlet et tværvidenskabeligt team til at afdække problemerne med landbrugsjorden i Europa og komme med løsninger sammen med landbruget. Teamet består af 27 forskere fra organisationer og virksomheder, herunder fra Aarhus Universitet og Kongskilde Industries, der leverer landbrugsmaskiner.

Ifølge Per Scjønning er muldlaget i tilbagegang, fordi nogle landmænd satser for ensidigt på at dyrke korn, i værste fald kombineret med, at halm bliver sendt til afbrænding til energiformål, så der intet bliver efterladt på marken.

»Når jeg hører folk tale om energiafgrøder som pil og halm, så kan jeg ikke lade være med at tænke….ja, ja, men hvor grønt er det lige. Det risikerer at udpine jorden,« siger han.

Udfordringen med den manglende muldjord afhænger af mængden af ler i jorden, og det er en af hovedårsagerne til, at Sjælland har større problemer end Jylland, hvor jorden er mere sandholdig. En tommelfingerregel, som også landbrugskonsulenter er begyndt at arbejde udfra, siger, at har man 10 procent ler i sin jord, så skal man sikre minimum 1 procent organisk stof. Har man 15 procent lerjord skal man sikre 1,5 procent organisk stof osv.

»Men vi finder altså jorde med under en procent organisk stof, og det er usundt. En sund jord bør have mindst 2 eller 2,5 procent,« siger Per Scjønning.

Foruden at gøre jorden svær at arbejde med så giver et ringe muldlag også helt andre problemer. Muldlaget holder nemlig på lerpartiklerne, der ellers vaskes ud i større mængder i dræn, til omkringliggende åer og søer eller mod grundvandet. Lerpartiklerne binder typisk fosfor og pestidicrester og øger dermed forureningen, samt skygger for solindtrængningen i de marine miljøer.

Maskiner pakker jorden med tryk på seks ton per hjul

Men det manglende muldlag er faktisk ikke det største problem, hvis man spørger Per Scjønning. Det er derimod kørsel med tunge maskiner såsom gyllevogne på markerne.

I dag kører gyllevogne på op til 55 tons rundt, og selvom de fordeler vægten over adskillige hjul, så er trykket per dæk typisk på cirka seks ton. Det pakker jorden så tæt, at planternes rødder ikke kan trænge længere ned end 20 til 25 centimeter.

»Den sammenpressede jord er et problem i årtier, måske længere. Hvor vi forholdsvis hurtigt kan løse problemet med manglende muld, hvis vi vil, så står vi mere magtesløse overfor den pakkede jord, og mange landmand er ikke bevidst om problemet, fordi det ikke er til at se,« siger Per Scjønning.

Mange afgrøder bruger jorden helt ned til to meter og trækker vand og næringsstoffer ud af de små porer i jorden. Men i den sammenpakkede jord må planterne i heldigste fald nøjes med en nedlagt regnormegang for at komme gennem jorden. Den sammenpressede jord lukker også af for nedsivning af vand og næringsstoffer, der i højere grad bliver udvasket til det omkringliggende miljø.

Sammenpresningen af jorden sker især i februar, hvor jorden typisk er fugtig, og landmændenes gyllebeholdere er fyldt til randen, fordi de ikke må sprede gylle mellem høsten og 1. februar.