Dansk klimastation skal kortlægge forholdene på Camp Century
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dansk klimastation skal kortlægge forholdene på Camp Century

Billedet er taget i Grønland i maj 2017, hvor Geus var oppe ved en automatisk klimastation på indlandsisen, der er magen til den, der skal overvåge Camp Century. Illustration: W. Colgan / GEUS.

I 1958 under den kolde krig gik USA i gang med at bygge en militærbase – Camp Century - under indlandsisen, 250 kilometer øst for Thule Air Base i det nordvestlige Grønland.

Basen skulle rumme en underjordisk by til flere hundrede mennesker og et omfattende tunnelsystem til atommissiler. Men isens bevægelser umuliggjorde projektet, så i 1967 opgav USA basen og forlod den endeligt i 1969 efter oprydning. I dag er basen styrtet sammen under isens vægt.

Basen rummer dog stadig meget miljø- og sundhedsfarligt affald, og en international forskergruppe advarede i august 2016 om, at klimaforandringerne kan gøre basen til en tikkende bombe.

I slutningen af juli rejser Geus - de nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland - på en 20-dages mission til Camp Century for at sætte udstyr op, så man de næste fire år kan overvåge vind-, vejr- og is-forholdene i området. Alle data bliver løbende offentliggjort på hjemmesiden Campcenturyclimate.dk

Undervejs på selve missionen kortlægger Geus med radar også, hvor stort et område Camp Century dækker, og hvor og hvor dybt affaldet ligger.

Smeltevand kan blive et problem

William Colgan var forskningsleder på den videnskabelige artikel sidste sommer og er i dag projektleder for det såkaldte Camp Century Climate Monitoring Program, som den danske regering betaler for.

Læs også: Radioaktivt og kemisk affald under indlandsisen kan frigives i dette århundrede

Han fortæller til Ingeniøren, at Geus skal observere, hvordan atmosfære og iskappe interagerer med hinanden, hvor meget smeltevand, der perkolerer (siver) gennem iskappen, og hvor dybt det når ned.

»Så vi ved, hvornår smeltevandet kan blive et problem i forhold til forurening fra det efterladte affald fra den amerikanske militærbase under isen,« siger William Colgan.

Data skal ind i klimamodeller

Geus anvender en klimastation, der måler temperatur, fugtighed, vind, snedybde og solind- og udstråling.

Forskerne borer også kabler på 10, 70 og 90 meter lange kabler ned gennem isen. Kablerne har temperaturmålere monteret med en meters mellemrum, der måler temperaturen på forskellige dybder.

Læs også: Spektakulær vindslæde viser vej til klimavenlig klimaforskning

Endelig trækker man en radar hen over isen for at lave en præcis kortlægning af basen og affaldsdepoternes placering.

Alle data lægges ind i klimamodeller, så forskerne kan fremskrive tallene og ruste politikere og myndigheder til at beslutte, hvad der eventuelt skal ske på basen i fremtiden, hvis klimaændringerne fortsætter som nu.

»Der bliver tale om baselinedata. Vi ved ikke, hvor meget smeltevand og tøsne, der er. Eller hvor meget affald, der er. Så vi vil få meget bedre svar på de spørgsmål i de kommende år,« siger William Colgan.

Mens danske politikere ønskede så lidt omtale af Camp Century-projektet som muligt, fortalte amerikanerne gerne medierne om den storslåede virkeliggørelse af hærens ressourcer og ingeniørernes viden. National Geographics' illustration præsenterer Camp Century som en science fiction-agtig by og viser, hvordan den får sin energi fra en 1,5 MW atomreaktor med 20 kg uran-235, så mandskabet kan nyde ‘varme brusebade under storme af orkanstyrke og temperaturer under -50 °C. Illustration: National Geographics

Basen er dybt begravet i dag

Oprindeligt var basen bygget otte meter under isens overflade. Men nu ligger affaldet dybere.

Læs også: Geus: Overhængende risiko for nyt fjeldskred i Grønland

Iskappens overflade bevæger sig hele tiden. I områder, hvor der er meget koldt, og hvor der kommer mere sne, end der smelter bort om sommeren, bliver ting langsomt begravet fra overfladen – tilsvarende ’synker’ begravede ting længere ned i isen. Det bliver begravet i samme tempo som snefaldet hver vinter.

»Nu tror vi, at der er kommet så meget sne, at basen ligger på 35 meters dybde. Vi har i forvejen et estimat for, hvor affaldet befinder sig. Og radarbillederne kan gøre vores oplysninger mere præcise,« siger William Colgan.

Isen er et transportbånd

Lige nu falder der stadig mere sne om vinteren, end der smelter om sommeren. Og med den situation, vil isen langsomt føre tingene med sig ud til kysten, fordi isen fungerer som et stort transportbånd – et massivt isbjerg.

Det vil dog tage mellem 10.000-20.000 år. Og det er en lang tidshorisont. Men det forudsætter, at verdens lande støtter Parisaftalen, der skal begrænse den globale opvarmning.

Hvis klimaet derimod fortsat bliver varmere, vil snefaldet hen imod slutningen af dette århundrede blive til tøsne og smelte. Så i stedet for, at affaldet bliver mere og mere begravet år for år, vil det bevæge sig op gennem isen, forklarer William Colgan.

Med det scenarie vil affaldet begynde at dukke op på overfladen på Camp Century inden for 100-200 år.

Forventer ingen overraskelser her og nu

Projektet er dansk betalt, og der deltager også en medarbejder fra Asiaq Greenland Survey.

Læs også: Kineserne skal ikke udelukkes fra Grønlands råstoffer

Man har kun kontakt med USA gennem et privat firma, der skal hjælpe med at bore cirka 100 meter ned gennem isen, så Geus’ kabler med indbyggede temperaturmålere kan overvåge forholdene i isen.

»Jeg forventer ingen overraskelser i år. Jeg tror, at isens temperatur vil være minus 24 grader celsius, når vi kommer ned i 10 meters dybde. Alt vil være meget frosset,« siger William Colgan.

Klimastationen

Ligesom f.eks. Nasa har testmodeller af deres udstyr, har Geus det også - her på toppen af hovedsædet i København. Illustration: Hanne Kokkegård
  • På billedet herover kan du se en tro kopi af den klimastation, som Geus lige har sendt til Grønland om bord på et skib. Geus har en teststation stående på taget af forskningsinstitutionen i København. Klimastationen er den samme type, som Geus har placeret andre steder i Grønland.

  • Klimastationen måler temperatur, fugtighed, vind- og vindretning, snehøjde, solind- og udstråling, og hvor meget stationen hælder, hvis den kommer til at stå lidt skævt, for så kan man korrigere tallene for solind- og udstrålingen. Forskellen på de to parametre fortæller hvor meget energi, der er til rådighed til at smelte sneen.

Snedybden måler man med hjælp af ultralyd, der måler afstanden ned til jorden. Måleren er den lille runde ting, der sidder yderst til højre. Illustration: Hanne Kokkegård
  • I den hvide computerkasse sidder der et hukommelseskort, der gemmer data i mange år. Hver gang Geus besøger stationen, skifter man datakortet.

  • Der er også et modem, der sender data hjem hver dag. Geus har lavet et stort forudgående dataarbejde for at få alle data fra de mange forskellige sensorer til at snakke samme ’sprog’, så data bliver lettere at sende hjem, og så Geus hurtigt kan pakke data ud og omsætte dem til rigtige data.

Sådan ser der ud i computerkassen. Illustration: Hanne Kokkegård
  • Klimastationen drives af den blanke batterikasse til højre, der rummer to store bilbatterier, der bliver ladet op af et solpanel i løbet af sommeren. Selve batterikassen vejer cirka 60 kilo og bliver hængt op midt under stationen for at stabilisere den.

  • Geus har som nævnt mange tilsvarende klimastationer stående i Grønland, og man har gennem flere års forsøg fundet frem til denne model med trefoden og wirer, der holder det hele på plads, og med et lavt tyngdepunkt. Derfor er det meget sjældent, at klimastationerne vælter, fortæller Geus-ingeniør Allan Pedersen.

  • Radaren bliver udstyret med en GPS og placeret på en slæde, der kobles til en snescooter. Radaren skal tilbagelægge cirka 90 kilometer frem og tilbage, så man finder den nøjagtige placering af affaldet under isen. Det vil tage cirka fem dage, fordi batterierne løbende skal oplades.

  • I de kommende år vil Geus gå samme rute igen for at se, om militærbasen er rykket op eller ned.

William Colgan (til højre) er projektleder for det såkaldte Camp Century Climate Monitoring Program, som Geus står for. Ingeniør Allan Pedersen (til venstre) er teknisk ansvarlig for klimastationen. Illustration: Hanne Kokkegård
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

En lille rettelse. Der skulle ikke være atommisiler i forbindelse med Camp Century. Derimod i et project der hed Ice worm, men som ikke blev til noget. Bl.a. på grund af indhøstede "erfaringer" fra Camp century.

  • 3
  • 0

Det havde pyntet på fremstillingen med et lidt mere stringent ordvalg.
Jeg tvivler på, at noget "bevæger sig gennem isen" eller "’synker’ begravede ting længere ned i isen".

Det er muligt sneen komprimeres, men det resulterer ikke i en reel bevægelse.
Snefald som aflejres resulterer naturligvis i relativt større dybde i forhold til overfladen.
Tilsvarende vil den nævnte tøsne og eventuelt flydende vand også potentielt påvirke underliggende sne- og islag.

Så ordvalget burde generelt tale om "relativt til overfladen vil ....".

Så mon ikke hele Camp Century er fladtrykt i cirka den omtalte dybde under overfladen og måske bevæget med isen væk fra den oprindelige position (som næppe har været kendt med bedre end nogle hundrede metersnøjagtighed baseret på datidens teknologi (sekstant, stjerner, kronometer).

  • 2
  • 0

Fint at forskerne denne gang gengives korrekt:

Hvis klimaet derimod fortsat bliver varmere, vil snefaldet hen imod slutningen af dette århundrede blive til tøsne og smelte. Så i stedet for, at affaldet bliver mere og mere begravet år for år, vil det bevæge sig op gennem isen, forklarer William Colgan.

Med det scenarie vil affaldet begynde at dukke op på overfladen på Camp Century inden for 100-200 år.

Men skuffende at der linkes til den tidligere fejlbehæftede artikel i Ingeniøren https://ing.dk/artikel/radioaktivt-kemisk-..., uden at dens alternative fakta som f.eks. nedenstående er blevet korrigeret.

Glaciologer advarer: Hvis den globale opvarmning fortsætter i det nuværende tempo, vil radioaktive materialer under nedlagt amerikansk base i Grønland kunne frigives til omgivelserne om 75 år.

Og mon ikke den fejl Anker Steen Sørensen har påpeget bliver rettet.

  • 2
  • 0

Jeg vil godt forsøge at levere lidt supplerende information, vel vidende at Dorthe Dahl-Jensen og hendes kollegaer på Niels Bohr instituttet nok har meget mere præcis viden. Min baggrund er at jeg lavede eksamensprojekt i indlandsis på Dth-E i 1974 og var med på GISP på indlandsisen i 1979 og 1981.
Indlandsisen er i hovedsag ikke frosset vand, men sammenpresset sne. Den indeholder stadigvæk den luft der var i sneen, nu som små luftbobler. De øverste lag af sneen har en massefylde på ca. 0,5 hvorfor et lag på 1 m i de øverste meter svarer til ca. 0,5 m is når det bliver trykket sammen. Sneen bliver nedad/med tiden gradvis trykket sammen. Når man når ned til omkring 70 m dybde er isen nærmest massiv.
Sneen er en del af en gletsjer og flyder hele tiden. Basen er ikke styrtet sammen under isens vægt. Den er blevet flad af at de omkringliggende lag sne er blevet mere komprimeret. Herudover så er isen flydt ind i de "luftlommer" som stationen udgjorde. Dette ses tydeligt på billederne på side 60 i bogen "Frozen Annals". Når / hvis det bliver varmere vil isen ikke bare smelte væk*). Den sne der falder om vinteren vil om sommeren til dels smelte, blive til vand og så sive ned og fryse til is nogle meter nede til det der kaldes islinser. Isen forsvinder ikke fordi den smelter og bliver til vand. Vandet vil, hvis det kommer langt nok ned, blive en del af det islag som Camp Century på det tidspunkt er kommet ned i.
Det af få dele af stationen op 'på overfladen' vil forudsætte at der ikke falder nedbør og at det smeltede vand rinder væk til et andet sted. Det sidste er svært at opnå da isen er ret flad.
Hvis tingene endelig kommer op til overfladen, så ligger de 200 km fra ingenting. Hvilken risiko er der ved det ligger der? Der ville nok være større nytteværdi/'bang-for-the-buck' i at få håndteret/fjernet nogle af den forurening/giftdepoter der kendes i tæt befolkede områder og f.eks. truer grundvandet.
Håber i øvrigt at forskerne har taget højde for at deres udstyr står 'et års nedbør længere nede' i isen når de kommer op til det næste år.

*) Hvis vi først kommer der til at der ikke falder nedbør i Nordvest Grønland og at sneen reelt smelter, så vil klimaændringerne andre steder på jorden være så voldsomme at det er nogle helt andre problemer menneskeheden har.

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten